Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Juleaften, 24.12.2019
Predigt zu Lukas 2:1-14, verfasst von Christiane Gammeltoft-Hansen
Salmer:
94 Det kimer nu til julefest
104 Et barn er født i Betlehem
119 Julen har bragt velsignet bud
121 Dejlig er jorden
Dejlig er jorden
Og det skete i de dage, hvor granguirlander med stjerner på var spændt ud over vejen. Ostehandleren havde sat en nisse i vinduet og slagteren serverede gløgg til de handlende.
Det skete i de dage, hvor mørket var tæt. Børnene ventede på sne. Den var ikke kommet endnu, men de ventede stadig, for børn giver ikke sådan op på deres drømme. Og i mørket havde voksne sat ekstra lys op. Træer, buske, altankasser var viklet ind i lyskæder, sådan holdt de mørket skak.
Og det skete i de dage, hvor de var begyndt at tale med hinanden. Ikke bare ved middagsbordene, i kantinen eller ved julefrokosten. Der var opstået en fælles samtale over hele verden. En pige i nord, talte med en dreng i syd. En mand i vest spurgte ind til, hvordan det gik med en kvinde i øst. De mange samtaler på kryds og tværs havde skabt et nyt globalt fællesskab. Stemmer der aldrig før var kommet til orde, fik nu pludselig taletid. Man delte fortællinger med hinanden om livet i Afghanistan, USA og Sydafrika. Ja, om livet overalt i verden. Og de blev klogere af det. Pludselig fik de en viden, de ikke havde haft før. De sociale medier gav dem direkte adgang til dem, der kæmpede for at begrænse ødelæggelsen af naturen, som kæmpede for ligeværd og fred. Og i den store fælles samtale var det enkelt at slutte op om det.
Det skete i de dage, hvor der lige havde været klimatopmøde. Verdens øjne havde hvilet på det i håbet om ambitiøse planer og faste aftaler til naturens fordel. Håbet blev ikke indfriet, så de håbede videre med de unge i front. I de dage havde de unge nemlig lært, at det var for usikkert at overlade til de voksne at sætte kursen for fremtiden. De voksne var for styrede af deres egne interesser, og så måtte de unge jo lære dem noget om bæredygtighed.
Det var efter valget. Ja, der var jo altid valg et eller andet sted. Så det var ikke så usædvanligt. Denne gang havde valget været i UK. Hver var draget hen til deres sted for at stemme. Mange havde holdt vejret. Nu trak de det igen. Det er jo begrænset hvor længe, man kan holde sit vejr. Og imellem valg må man også se at få ordnet sine ting.
Og da var det så, at det skete.
Det er ikke uden betydning, hvordan noget begynder. Juleevangeliet begynder med et ”og”. ”Og det skete”. ”Og” det er så lille et ord, at man nemt hører hen over det. Men har man først bidt mærke i det, som det står her i indledningen af juleevangeliet, får det en afgørende betydning for fortællingen. Med dette ”og” bindes juleevangeliet nemlig sammen med vores liv.
Der sker så meget i vores verden, ”og” så sker der altså også dette. Med et ”og” indfinder juleevangeliet sig midt i det der ellers sker. Det afbryder ikke vores liv, det lander midt i det. Med et lille ”og” siges det, at julens budskab ikke foregår på et fiktivt sted og i en fiktiv tid. Det foregår i den kendte verden, hvor byerne hedder Nazaret og Betlehem og hvor det politiske system kalder sine borgere af sted for at blive talt. Og når det foregår i den kendte verden, betyder det, at det også foregår i den verden, hvor der er mange andre bynavne til. Hvor kalenderen siger 24. dec. 2019, og mange har sat hinanden stævne under et kirkehvælv.
Og da er det så, det sker.
Der sker det, at der lyder sang.
De er mange, der synger. Og de synger så højt, at sangen bølger ud i mørket.
De synger en sang, som slægter før dem har sunget. En sang der handler om himmel og jord, Gud og mennesker, og som er fuld af tak. De synger deres liv stort. Som havde de et øjeblik slukket alle lyskæderne, og da opdaget en større himmel. At der ikke bare hænger stjerner på granguirlander, men at der er stjerner på firmamentet. Og at disse stjerner er kighuller ind til et endnu større himmelrum.
Dejlig er jorden, synger de og fortsætter med ord om fred, glæde og mening.
Hvem ved, måske der er en, der går forbi ude i mørket, hos hvem spørgsmålet melder sig, om de ikke bare er drømmere. Om de ikke netop er trådt ud af deres egen virkelighed dér i kirken, for at synge om noget, der ikke er? At der ikke er noget ”og” i deres sang. Mørket er jo tæt. Er det så ikke urealistisk at synge om en fred så omfattende, at den ikke bare gælder den enkelte, men alle, ubetinget alle? Og er det ikke naivt at synge om verden som et dejligt sted, når det nu er så som så med, hvordan der bliver passet på den blå planet?
Måske der er en forbipasserende, der tænker ved sig selv, at de syngende har tabt jordforbindelsen. At de er som børn, der ikke vil opgive drømmen om sne.
Og dog synger de. De synger og bliver selv båret af det, de synger om. Sangen er nemlig ingen urealistisk vision, den er en mulighed. Freden er ikke en utopi. Freden er et ”og”. En fred der har forbindelse til det kendte liv og de kendte steder. Og den dejlige jord er denne jord.
Livet bliver ikke større, end de drømme vi har for det. Så de synger, og håbet vokser ved det.
Julens budsskab, det er Guds drøm om verden. Det er fortællingen om, at håbet er født ind i verden. At himlen kan finde sted på vores sted, og at verden er besjælet, åndfuld. Gud ankommer til verden ikke som en topleder eller en statsleder blandt andre, men som et lille barn.
I dette barn er verden givet et centrum, fra hvilket der strømmer medmenneskelighed, tilgivelse og kærlighed. Barnet kalder det bedste frem i os. Det er der brug for, for der er så meget andet, der taler til den laveste fællesnævner. Barnet kalder på tillid, på glæde og kamp for livet, når der er brug for det. Og barnet overlader ikke fremtiden til undergang. Fremtiden gør barnet selv krav på.
Det er i dette barns ankomst, at sangen har sin rod. Den ankomst betyder ankomsten af et håb, der har vokset sig så stort, at det ikke siden har kunnet dæmpes igen. ”Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker”, synger englene julenat.
Og nu synger vi det igen.
Dejlig er jorden.
Skønt fra sjæl til sjæl det lød:
Fred over jorden!
Menneske, fryd dig,
os er en evig frelser fød!
Amen.