Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Anden juledag, 26.12.2019
Predigt zu Matthæus 10:32-42, verfasst von Poul Joachim Stender
Krænkelser
Min yngste søn, Samuel, skrev et læserbrev i Kristeligt Dagblad. Han har studeret Amerikanske Studier på Syddansk universitet, og ønsker at gøre op med den krænkelseskultur, der er kommet på de danske universiteter. I øjeblikket må studerende ikke til særlige kostumefester klæde sig ud som indianere og mexicanere. Det er krænkende over for disse folkeslag, og fremmer racisme. Gad vide, om vi ikke krænker minoriteterne mere, ved at bilde os ind, at de slet ikke kan tåle, at vi klæder os ud som dem? Ligeledes blev der på universiteterne indført et nyt sæt regler for sproglige retningslinjer. Her blev det vedtaget, at sjofle historier, vittigheder, kommentarer om udseende kunne defineres som et reelt seksuelt overgreb. Mænd snakker om kvinder og kvinder snakker om mænd, og det kan godt være på en saftig måde. Men det er ikke ensbetydende med, at der ligger en ond mening bag, hvis en kikset bemærkning skulle falde i det offentlige rum. Efter #metoobevægelsen tøver vi mænd med at være galante over for kvinder, af frygt for at blive opfattet som mandschauvinister.
Sidste år til jul undskyldte en professor på CBS, handelshøjskolen i København, for at have sunget Den danske sang er en ung blond pige. En kvinde af anden etnisk herkomst end dansk, havde følt sig krænket over, at der blev talt om en lysblond kvinde. Vi lever kort sagt i en krænkelsestid og det kan betyde, at Danmark ender med at have et krænkelsesdiktatur, hvor mange undgår at ytre sig offentligt om kontroversielle emner for ikke at træde nogen over tæerne.
Der fandtes i straffeloven indtil juni 2017 en særlig paragraf, som gjorde blasfemi strafbart: § 140. Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Det var godt, at denne blasfemiparagraf blev afskaffet. Hvorfor skulle vi kristne eller andre troende ikke kunne tåle, at nogle krænkede vores Gud eller vores tro? Profeten Muhammed må finde sig i, at blive krænket ligeså meget som Guds søn Jesus Kristus. For Jesus, der hænger på korset her i kirken, er en stærk krænkelse af ham og os kristne. Men vi ved, at Jesus overvandt krænkelsen ved at opstå fra de døde påskemorgen. Vi ser ham ikke som et offer. Men som ham, der ofrede sig for vores skyld og kærlighedens skyld.
Det hører med til menneskelivet, at komme ud for krænkelser. Universiteterne har indført safe spaces med billeder af søde hundehvalpe. Her kan man søge hen som studerende, hvis man vil undgå folk, der tænker anderledes end en selv. Men det er umuligt at gøre hele verden til en stor safe space, og spørgsmålet er, om de studerende bliver uegnet til at leve i en verden, der ikke er en safe space. Ingen af os undgår krænkelser, fordi vi mennesker nu engang er syndere. Mens vi har travlt med at forbyde indianer og mexicaner udklædninger, og mændene og kvinderne er blevet bange for at flirte, og der bliver oprettet safe spaces rundt omkring på læreanstalter og arbejdspladser og danske højskolesange fordømmes som krænkende, lukker vi øjnene for noget helt andet. Nemlig de kristendomsforfølgelser, som foregår i store dele af verdenen og som udføres af Nordkorea og islamiske grupperinger og mange andre, og som for alvor kan kaldes krænkelse. Det er, ifølge den politisk korrekte tone forkert, at omtale sådanne forfølgelser. For dermed kan vi komme til at krænkefor eksempel den muslimske minoritet i Danmark.
Historien gentager sig. Det er Sankt Stefans dag. Min messehagel er blodrød for at mindes, hvordan den første kristne martyr, Stefan, blev henrettet ved Løveporten i Jerusalem. Den tid skulle man tro var overstået. Men kristendomsforfølgelser er fortsat i gang. Måske værre end nogensinde. Hvor er safe spaces henne til disse forfulgte kristne? Vi er mere optaget af, at studerende ikke kan tåle en småsjofel vittighed, end at en kristen bliver dræbt på grund af vedkommendes tro. Og vi er mere ophidsede over, at vi kan krænke en indianer ved at gå med farvede fjer i håret, end at kristne bliver krænket ved at blive lemlæstet og dræbt som Stefan, som denne 2. juledag er opkaldt efter.
Tiden er inde til, at vi holder op med at se os selv og andre som ofre. Jesus var ikke et offer. Han ofrede sig for os og kærligheden. Og hermed står det helt klart, hvad det er vi skal foretage os i resten af 2019 og i det nye år. Vi skal ofre os for hinanden! At kendes ved Kristus er at overveje og turde melde ud, hvad vi tror på, og hvad vi mener, er rigtigt og forkert. Til gengæld lover Guds søn os, at han også vil kendes ved os!
Det burde ikke siges på en afslappet, hyggelig juledag. Men kristendommen koster tid, engagement, medleven. Men samtidig giver den os alt. Styrke, håb, mod, frihed. Og så endnu en ting. Modet til at ofre os i stedet for at betragte os selv, som et offer eller som en krænket. Her 2. juledag står det klart, at det Jesus-barn, der blev født juledag, 33 år senere, ofrede sig for vores skyld. I en offerhandling på Golgata, som vi overhoved ikke fatter, gav han sig selv, for at vi med ham kan leve og dø og opstå fra de døde. Gud i vold. Amen.