Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Julesøndag, 29.12.2019
Predigt zu Matthæus 2:13-23, verfasst von Eva Tøjner Götke
Matthæus 2, 13-23 (Jer.31,15-17; Rom.3,19-22a)
Salmer: 129 Julebudet til dem, der bygge, 132 Guds engle i flok, 115 lad det klinge sødt i sky; 98 Det var ikke en nat som de andre, 110 Nu vil vi sjunge og være glad, 108 Lovet være du Jesus Krist
I dag er der ingen tvivl: det var denne verden, barnet i krybben blev født ind i. Og ikke en anden.
Man har ellers kunne have haft sin tvivl i de forgangne juledage.
Den hyggelige lune julekrybbe med æsel og okse og hyrder på marken er så fredfyldt, at det nemt bliver et verdensfjernt drømmelandskab – festliggjort med lidt nisser og trompetengle og julemænd.
Men i dag er der ingen tvivl: det var denne verden, han kom til.
Nu kender vi den.
Alt for godt. Netop i den tid, vi lever i, lige nu.
Mennesker på flugt fra paranoiske og skruppelløse herskere.
Fædre, der tager deres børn på armen og forlader hus og hjem og land for at søge asyl i det fremmede og give børnene en fremtid.
Voldsregimer og koldblodige massakrer.
Barnemord i Betlehem.
Kong Herodes beordrede, at ikke bare de ét årige skulle dø, - ”tag dem op til to år, så er vi på den sikre side!”
Han var fra begyndelsen en flygtning, frelseren.
Og den skæbne deler han med mange mange mennesker.
Kom ikke og sig, at Bibelens univers intet har med os at gøre.
Det var denne verden han blev født ind i julenat.
Nu kender vi den.
Fortryllelsen er slut. Lader det til.
Virkeligheden banker på.
Motorvejene er fyldt med bilkøer.
Biler fyldt med julegaver og mætte, trætte mennesker på farten.
De snegler sig afsted gennem Danmark, over Fyn, over Storebæltsbroen som én stor lang flygtningestrøm.
Julen var en undtagelsestilstand. Af fred og glæde.
I dag er der opbrudsstemning.
Nu kan vi snart ikke mere. Spise mere. Eller være sammen mere.
Skænderierne er så småt ved at tage form.
Vi er trætte, har gjort os umage, for at det skulle gå godt, det hele.
Nu er vi tilbage i den verden, vi kender.
Og som er som den er. Og altid har været.
Det kan vi ikke flygte fra.
Den verden bliver børn født ind i hver dag.
Nogle til fattigdom og usikkerhed – andre til en verden af tryghed og overflod.
Og også Guds egen søn, frelseren, kom til den.
Det er det glædelige budskab.
Han kom til vores verden. Som vi kender den.
Det er det, der giver det glædelige budskab, som vi har fejret jul på, troværdighed.
Det er det, der gør, at det er til trøst.
Troværdighed – fordi hans kærlighedsbudskab ikke angår en anden verden, ikke angår andre mennesker end sådan nogen som os, der småskændes på bagsædet over ingenting.
Troværdigt, fordi kærlighedsbudskabet ikke maler et skønmaleri af menneskelivet, men taler så realistisk om dét, der er vores virkelighed, at det er til at græde over.
Deri ligger trøsten. I at der ingen trøst gives.
Ingen falsk trøst, som når vi hører os selv komme med de velmenende ord: ”Du skal se, det skal nok gå!”
Fordi vi ønsker for den anden, at han eller hun skal ’komme videre’ – som vi siger. Opbrudsstemning. Eller er det os selv? Der ikke kan holde det ud, - at det er som det er og forsøger at flygte fra det.
Mennesker kan komme ud for så forfærdelige ulykker, at der ingen trøst er.
Barnemordet i Betlehem er grundfortællingen.
Som vi hører om Rakel, matriarken over alle mødre, der mister deres børn:
”Rakel græder over sine børn,
Hun vil ikke lade sig trøste,
for de er ikke mere.”
Evangeliets trøst ligger i, at al den smerte og utrøstelighed, som er i denne verden, bliver taget alvorligt.
Gud blev menneske.
Kom til denne verden, som vi kender alt for godt.
Tog den på sig. Tog det på sig at leve her.
For at være sammen med os - i det.
Det er kærligheden, der trøster. Kærlighed – det at dele liv sammen, ville være sammen med.
Det er kærligheden, der trøster.
Den kærlighed, der udholder alt og bærer over med alt.
Det er troen på den kærlighed, han vendte tilbage for at åbenbare for os – ikke bare med ord, men med sit liv, sin død og opstandelse – og hele tiden vender tilbage til os med - det er den, der trøster og frelser os.
Det er den tro, der giver os menneskeværd, når vi midt i ulykken og i grusomhederne føler os fortabt, glemt, svigtet og ikke kan se, at vi skulle være noget værd.
Når vi skammer os over, at det er som det er, og at vi ikke kan gøre noget ved det, hvor gerne vi end ville - leve op til vores egne idealer om at være et godt og rummeligt menneske.
Men vi kan ikke leve uden også at svigte hinanden.
Selv dem, som vi siger, vi elsker.
Det er jo ubegribeligt. Hvad griber os? Hvorfor falder vi i, den ene gang efter den anden?
Julens glædelige budskab, som vi virkelig har brug for at høre på en julesøndag som i dag, er, at Gud elsker verden og os i den – på trods af al dens grusomhed og alle vores magtkampe, der udspiller sig på den store politiske scene som i hverdagens dramaer.
Thi således elskede Gud verden…at han gav sin søn, den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.
Stoler vi på det, stoler vi på ham, der gik hele vejen for os og går hele vejen med os, så kan vi forsone os med, at verden er som den er.
Ikke forsone sig – forstået på den måde at vi skal lade stå til.
Selvfølgelig skal vi gøre noget, dér hvor vi har magt til at gøre noget.
Og vi bærer i høj grad et ansvar for, at verden ser ud som den gør. Også vores egen - til en vis grad.
Evangeliet holder os jo netop fast i vores ansvar.
Vi kan ikke flygte fra virkeligheden.
Og dog gør vi det måske meget mere, end vi tror.
Vi skal jo videre. Forretningerne er åbne igen. Og vi kan få byttet vores julegaver. Der er udsalg. Alt er til halv pris i dag.
Forsoningen med, at verden er som den er, ligger i troen på, at der er en magt, der er større end den, som udarter i voldsregimer og sender mennesker på flugt.
Kærlighedens magt.
Den kalder på os.
Som den kalder på Josef i dag: ”Stå op, tag barnet og dets moder med dig!”
Sådan kalder den også på os: Stå op!
Giver os en fremtid og et håb, - tænder lys i mørket – og gør alting nyt – alt det, vi kender og troede ikke kunne være anderledes.
Amen.