Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Helligtrekongers søndag , 05.01.2020
Predigt zu Matthæus 2:1-12, verfasst von Jens Torkild Bak
Salmer: 362, 138, 137, 136, 356/98.
Godt nytår! Beretningen om en stjerne, der først går op i Østerland, siden viser sig over Jerusalem og dernæst drejer mod syd til Bethlehem og står stille over et bestemt hus, er beretningen om et himmelfænomen, som er uden sidestykke i astronomiens historie – skriver Århus-forskeren Ole Davidsen tørt i sit store kommentarværk til de bibelske tekster om Kristi fødsel.
Med andre ord: Vi skal ikke forestille os, at fortællingen handler om ting, der har fundet sted i virkelighedens verden. Det er patriarken af Konstantinopel, Johannes Chrysostomos, der levede fra år 350 til 407, enig i. Han siger i en af sine prædikener, at Matthæus´ beretning ikke modsvares af noget naturfænomen. Fortællingen om stjernen, og de vise mænds besøg i Bethlehem, er en legende.
Og, må vi samtidig sige, en legende, som i tidens løb får tilføjet stadigt nye, farverige detaljer. Det er jo bemærkelsesværdigt – særligt, når vi betænker navnet på den søndag, vi fejrer i dag, Hellig 3 Konger søndag – at Matthæus tilsyneladende endnu ikke ved noget hverken om de vise mænds hellighed, deres antal eller deres kongelige status. Hvorfor ikke? Fordi, det er træk, der stammer fra en senere kirkelig tradition.
Således er det først en af det tredje århundredes store kirkefædre, alexandrineren Origenes, der i en diskussion autoritativt fastslår, at der var tre af dem. I en tekst fra det ellevte århundrede, der skyldes en ukendt forfatter, hører vi endelig også, at de tre nu har fået navne. Jeg citerer efter Ole Davidsens gengivelse: Den første, en olding med hvidt hår og langt skæg, hed Melchior; han ofrede guld til Herren som til sin konge. Den anden, ved navn Caspar, var en skægløs og rødmosset yngling; han ofrede røgelse til Jesus som en hyldest til guddommen. Den tredje, mørk af lød og skægget, hed Balthasar; myrraen, som var den gave, han bragte, forkyndte at menneskesønnen skulle dø. Citat slut.
Jeg skal ikke lægge skjul på, at det er med en vis flovhed i munden, at jeg begynder min prædiken Hellig 3 Konger søndag med at insistere på forskellen mellem fakta og fiktion og med således at erindre om, at denne fortælling ”kun” er en legende, der som legende intet har med virkeligheden at gøre.
En mere kompliceret, mindre ligefrem politisk skikkelse var uden tvivl Herodes den Store, der spiller en afgørende rolle som igangsætter af hændelsesforløbet i dagens tekst. At han i jagten på jødernes nyfødte konge skulle have myrdet alle drengebørn i Bethlehem og omegn fra 2 år og nedefter er ikke bekræftet i andre historiske kilder, men bringer ham i selskab med kong Farao og bidrager til oplevelsen af, at Jesu historie er en gentagelse af det jødiske folks historie.
Hvilket formål kan et så glædesløst pedanteri tjene andet end at slå fortællingen ihjel? Tage alt livet og fornøjelsen ud af den? Som om det ikke er rigeligt, at Herodes er en skurk! Hvad der til gengæld synes historisk uomtvisteligt, at han vitterligt var: en skurk, en tyran, hvis personlighed domineredes af en ekstremt farlig cocktail af forfølgelsesvanvid og sygelig jalousi. Han synes ikke at være veget tilbage for
nogen grusomhed i bestræbelsen for at blive ved magten. Sin politiske modstandere likviderede han på stribe, og det samme gjorde han med sine egne børn, hvis de afslørede for stærke ambitioner. Han vidste udmærket, at hans død, når den indtraf, ville give anledning, ikke til landesorg, men til en sand folkefest. Derfor undfangede han en plan, som historikeren Josefus kan fortælle om. Josefus skriver: Herodes lod de fornemste mænd fra hver enkelt by i Judæa samle sig i den såkaldt hippodrom, og befalede, at de skulle holdes indespærrede her. Til sin søster Salome og dennes mand Alexas sagde han: Jeg ved godt, at jøderne vil fejre min død med fester, men det står i min magt at få andre til at sørge over mig, så jeg kan få en prægtig begravelse, hvis I blot gør, hvad jeg nu befaler jer: Lad soldaterne omringe de mænd, der er sat under bevogtning, og lade dem dræbe, så snart jeg har udåndet; så vil hele Judæa og hver familie græde over mig imod deres vilje.
Men tilbage til sporet: Hvorfor insistere på, at der i omgangen med de bibelske fortællinger skal skelnes mellem fakta og fiktion, legende og historieskrivning? Det skal der for evangeliets skyld, eller rettere: for troens skyld!
Ellers forstår vi ikke, hvad det vil sige, at Gud er blevet menneske i Jesus fra Nazareth, og kommer let til at sætte troen på en umulig opgave. At Gud blev menneske, at Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, kan ikke aflæses af stjerner og planeter eller noget himmeltegn. Det er ikke et udsagn, der kan godtgøres igennem historiske studier eller ud fra fund, arkæologer kan gøre. Hvis den kristne tro ad disse eller andre veje søger et objektivt bevis for sit indhold, stiller den sig selv en umulig opgave, eller bedre: så misforstår den grundlæggende sig selv.
At Gud blev menneske i Kristus findes ikke som en virkelighed, vi kan holde op foran os og betragte objektivt. Guds menneskevordelse findes kun som en virkelighed, der er blevet spejlet ind i vores eget liv, hvor den lever i skikkelse af de bibelske fortællinger, i skikkelse af salmer og sange, ritualer og bønner. Således betragtet bliver legenden heller ikke ”kun” en legende. Den er meget mere end det. Den er menneskers forsøg på med egne –ganske vist utilstrækkelige og kritisable - ord at gengive omfanget og dybden af den virkelighed, der greb dem, da de mødte Jesus fra Nazareth. Et forsøg på at formidle en guddommelig sandheds gennembrud i gemene, dristige, søgende menneskeord. At Gud blev menneske i Kristus ved vi, når det bliver en fortælling, der griber os og i sidste ende gør det, fordi vi genkender det som en menneskelig fortælling. At Gud blev menneske i Kristus, ved vi, når det bliver en fortælling, der tager os i hånden (eller hvormed vi tager hinanden i hånden). Når det bliver den fortælling, hvorfra vi i dag henter håb og fortrøstning til vores udsatte eksistens, og glæde til den blandede skæbne.
Fortællingens egentlige budskab som et aktuelt budskab, vi deler med hinanden i dag, fanger Grundtvig eminent i de sidste to vers af ”Dejlig er den himmel blå”: - vi har og en ledestjerne, og når vi den følger gerne, kommer vi til Jesus Krist. Denne stjerne lys og mild, som kan aldrig lede vild, er hans guddoms-ord det klare, som han os lod åbenbare til at lyse for vor fod.
Hvad en fortælling betyder; hvad det betyder at kunne dele en fortælling med hinanden, bliver vi – uden enhver sammenligning med frelseshistorien i øvrigt – mindet hvert år i forbindelse med de forventninger, der knytter sig til statsministerens nytårstale. Selvfølgelig bliver der af diverse interessegrupper luftet en
række ønsker til konkrete emner, som statsministeren burde tage op. Men først og sidst er der traditionelt denne forventning om, at hun giver danskerne en fortælling, der ikke favoriserer nogen frem for andre, men i lige grad favner alle. At hun med andre ord ikke taler partipolitik, men taler som en statsminister, hvis opgave det er at samle nationen og formulere en fremtid, som alle kan genkende sig selv i og være med til at tage ansvar for.
Ønsket om en samlende fortælling, hvormed vi som borgere kan tage hinanden i hånden, har selvfølgelig intet at gøre med den kristne tro, men deler dog med troen den erkendelse, at det materielle livsgrundlag ikke er tilstrækkeligt til at udgøre et liv. Det materielle grundlag er i større eller mindre omfang nødvendigt, men ikke et tilstrækkeligt. Der skal også være noget for sjælen. Der skal være en Betlehemsstjerne, der viser vej. Uanset, hvor rationelle og sekulariserede, vi er blevet i det moderne samfund, drives vi fortsat af et ubændigt ønske efter en mening med vore handlinger og et formål med vores tilværelse. En åndelig ledestjerne.
Jeg begyndte med at skelne mellem fiktion og fakta, mellem legenden og den skinbarlige virkelighed. Lad det ikke komme legenden til at skade, at den ikke kan rummes i den skinbarlige virkelighed. Jo mere vi beredvilligt og muligvis endda ærgerrigt i dag ofrer vores liv på den formålsstyrede, rationelle virkeligheds alter, jo større bliver samtidig behovet for det asyl, hvor selvet, individet, jeget kan være til og genkende sig selv. Ikke for at flygte fra virkelighedens verden, men for at undgå at blive knust af den. Til det formål er Betlehemsstjernen steget op for os og Frelseren forkyndt. Glædelig Hellig 3 Konger søndag. Amen.