Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
3. søndag efter helligtrekonger, 26.01.2020
Predigt zu Lukas 17:5-10, verfasst von Peter Fischer-Møller
Troen kan flytte bjerge, siger vi. Uanset hvad det er vi tror på kan troen virkelig gøre noget. Ved verden og ved os selv. Men der er forskel på tro og tro og på hvad forskellige former for tro gør ved verden og ved os.
Det skal det handle om i dag.
Tro på det! lyder trænerens taktfaste råb til roerne, der kæmper ved årerne. Tro på det, tro på det! mumler roerne for sig selv, mens de giver de sidste kræfter, de kræfter de ikke troede de havde, men som alligevel var der et sted, og som fik presset båden over mållinjen et splitsekund før konkurrenterne.
Selvom vi ikke er elitesportsfolk kender vi godt til det her.
Vi har vist alle sammen oplevet troen som en styrke. Det kan handle om at tro på sine egne evner, tro på, at man kan klare den opgave, man har sat sig for, tro på, at det er godt og rigtigt, det man er i færd med. Sådan en tro kan virkelig give én et overskud af kræfter og får ofte tingene til at lykkes, mens man kan være ret sikker på, at projektet mislykkes, hvis man ikke rigtig tror, at man kan klare det eller er i tvivl om, det overhovedet nytter noget.
Troen på en sag eller en idé kan samle folk, kan få os til at arbejde sammen, kan skabe en fællesskabsfølelse, der kalder mod og kræfter frem, så der virkelig går skred i tingene, så vi får udrettet noget. Og de synlige resultater trækker flere til og kalder nye kræfter frem.
Uden den form for tro havde vi ikke haft det samfund, vi har i dag. Ja, uden den form for tro ville det nok være svært for mange af os at komme ud af sengen om morgenen. Vi har brug for en gulerod at løbe efter. Ikke nødvendigvis VM i roning eller store byggerier, men så en eksamen, der skal klares, en ferie, der skal spares op til, et hus, der skal sættes i stand. Uden overbevisning og engagement bliver det ikke til noget.
Lægerne har et ord for den form for tro. De kalder det placebo. Hvis de giver os en hvid pille og vi tror på, at den vil gavne os, så får vi det faktisk bedre, selvom det kun var en kalktablet. Men der er også en bagside af denne trostablet. Den 11. september 2001 fik den verdens højeste bygninger, de to tvillingetårne i New York til at brase sammen og tusindvis af menneskers liv til at styrte i grus. En gruppe fanatikere var blevet så forblændet af troen på en bestemt sag, at de var parate til at ofre deres eget og en masse andre menneskers liv på denne tros alter. Det rystede hele vores verden. Og den ryster stadig. For der er stadig fortvivlede og forblændede unge og gamle, mænd og kvinder, der fylder en bil med dynamit eller spænder et bælte med sprængstof om livet i en forvrænget og forkvaklet tro på, at de gør det rigtige, at de ofrer sig i en højere sags tjeneste. Og det her handler ikke som vi måske kunne fristes til at tænke, om hvad de tror på, om de f.eks. tror på Koranen i stedet for at tro på Biblen, om de kalder sig muslimer og ikke for kristne. For den brændende tro på en sag har plaget vores kultur mindst lige så meget som den arabiske. Tænk på korstogene. Tænk på nazismens perverse tro på en arisk race, der skulle kunne føre Europa til en bedre fremtid. Tænk på den årelange kamp mellem katolikker og protestanter i Nordirland. Tænk på Pol Pots kommunistiske rædselsregimente i 70erne.
Sådan er det med vores tro, lige så betydningsfuld den er for os, lige så farlig kan den også være for os og andre.
”Giv os en større tro!” hører vi disciplene bede Jesus i evangeliet i dag. Vi forstår dem godt. De kendte til den dejlige sikre succesfornemmelse, som udspringer af troen på en sag. Men nu var disciplene tilsyneladende havnet i en situation, hvor tingene ikke rigtig ville lykkes, hvor resultaterne udeblev, og hvor modet og kræfterne var ved at ebbe ud. Her er det, de vender sig til Jesus og beder: "Giv os en større tro", giv os lidt nyt brændstof, et skud frisk energi, så vi igen kan få magt over tingene.
Og Jesus svarer: "Havde I tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer."
Hvad kan han nu mene med det? Ja, det kunne jo umiddelbart lyde som om han sagde: "Kære disciple, I har fuldkommen ret. Det drejer sig virkelig om at have en usvigelig sikker tro på sagen. Den tro mangler I. Den tro skal I se at finde, den tro skal I skaffe jer, så skal I se, hvor I bliver i stand til at klare det helt utrolige".
Men er det nu virkelig det, Jesus mener med det mærkelige billede han tegner for os af morbærtræet, der rives op med rode og plantes i havet?
Ligger der ikke i det billede en klar afstandtagen til den her kraftfulde tro? For ærligt talt, hvad skal et morbærtræ dog i havet? Står det ikke meget bedre hvor det nu en gang er plantet med rødderne i jorden?
Jeg tror Jesus med sit svar vil sætte et spørgsmålstegn ved den tro, disciplene længes efter og beder om, troen som en evne eller en egenskab, som vi som mennesker selv kan råde over. Troen som placebo.
Hvorfor nu det? Hvad er der i vejen med den tro?
Jo, der er det i vejen, at menneskers tro på en idé eller en sag meget let samler sig til en bølge af selvbekræftende magtudfoldelse, der knuser alt, hvad der ikke er besjælet af den samme tro - det er der som nævnt masser af sørgelige eksempler på op gennem historien. Den brændende tro på en idé eller en sag afføder så let et lige så brændende had mod dem, der mener noget andet, eller som bare tilfældigvis står i vejen.
Og vi kommer så let til at tænke: Bare vi kunne gøre os fri af alverdens forblændede fanatikere!
Men er det virkelig den vej, vi skal gå? Tror vi virkelig, at vi kan skabe en bedre verden ved at skille os af med dem, der er forblindet af en anden tro end vores? Går skellet mellem godt og ondt her i verden ikke et andet og meget vanskeligere håndterligt sted end mellem os og nogle andre, nemlig tværs ned gennem sind og sjæl på hver eneste af os?
Det var i hvert fald netop der Jesus tog fat.
Umiddelbart inden den ordveksling om troen, vi har for os i dag, har Jesus netop gjort op med selvretfærdigheden og talt om disciplenes pligt til at forsone sig med hinanden og tilgive hinanden.
Derfor er jeg overbevist om, at den tro Jesus taler om er en anden end den, disciplene spørger efter.
Det handler ikke om en tro på en sag eller en idé, det er ikke en tro, mennesker har inden i sig i større eller mindre mængder. Nej, den tro, Jesus taler om, er slet ikke en menneskelig evne. Den er ikke noget vi har, men noget vi får, nemlig det glædelige budskab, der lød til disciplene, og som lyder til os gennem alt hvad Jesus sagde og gjorde: budskabet om Guds grænseløse, betingelsesløse kærlighed til sin verden og sine mennesker.
At høre det ord, som et ord talt til dig og mig, det kalder Jesus tro, og den tro sammenligner han med et sennepsfrø, som ganske vist ikke ser ud af ret meget, men som kan vokse og blive til et helt træ, med roden solidt fæstnet i jorden, men med grene, der rækker mod himlen.
Det er ikke den taktfast marcherende tro, men den tro, vi glimtvis kan møde i et andet menneskes kærlighed, troen på at det går an at vi er som vi er, troen på, at vi ikke behøver at blive anderledes end vi er for at due, troen på at vi ikke skal fortjene os vej i livet ved at være særligt modige eller dygtige eller succesfulde, men at der er plads til os og brug for os netop som vi er.
Det ser ikke ud af meget, næsten så uanseeligt som et sennepsfrø. Men ud af det kan der vokse en ny fremtid. Ikke en fremtid, som vi former efter vores hoved, men den fremtid, der kan vokse ud af hans ord, som gav sit liv på korset for vores skyld, for at nå hver eneste af os – også dem der tror noget andet end vi gør, ja selv dem, som vi betragter som totalt forskruede fanatikere - med budskabet om Guds grænseløse kærlighed.
Og det er så den fremtid Jesus i dag åbner for os med den lille lignelse, han knytter til sin tale om troen, historien om tjeneren, der simpelt hen gør, hvad der er hans opgave uden at forvente nogen særlig tak eller løn for det.
Sådan, siger Jesus, handler det ikke om at have en tro, men om at være tro, sådan er vi alle sammen taget i tjeneste af Gud, sådan har han brug for hver eneste af os her i verden, sådan er der hver dag en særlig opgave til dig og mig: ikke nødvendigvis nogen særlig stor og iøjnefaldende opgave, men den vigtigste af alle opgaver her i tilværelsen, den som ingen anden end du kan løse: nemlig den at dele dit liv med dine medmennesker, at række den kærlighed Gud har vist dig, videre til dem, du møder.
Og er det ikke, når det kommer til stykket, noget endnu mere støre og mere fantastisk end at vinde guld ved VM i roning eller at prøve at rive morbærtræer op og plante dem i havet? Amen.