Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Septuagesima, 09.02.2020
Predigt zu Matthæus 25:14-30, verfasst von Margrethe Dahlerup Koch
Salmer: 814-7-397-320-557. Efter altergang 473
Vi lagde fint fra land i dag. Sang om ”denne morgens mulighed”. De levende og glade unger. Frugterne af fryden, som vi såede, og alting, påstod vi, frydes muntert. Lige indtil vi så i den allerførste bibellæsning (Job 9,1-12) fik Job lige op i vores smilende ansigter. Job, som sidder der i askedyngen uden nogen af delene: Hans unger er ikke levende og glade, de er døde. Frugter af den fryd, han har kendt engang, er der ingen af. Alt, han er sået, er visnet og gået tabt. Hans krop er ødelagt. Der er ingenting at være munter over. Job har mistet alt. Hans sang hedder Denne morgens umulighed.
Og som han sidder der, Job, Holocaustofferet, den syriske far, der ikke kunne beskytte sin familie, Rohingya-manden, som er blevet fordrevet, eller den skilsmisseramte, som aldrig forstod, hvorfor det endte, som det gjorde – som han sidder der – her – sådan en søndag formiddag – tvinger han os til lige at stoppe op og se én gang til på ham, evangeliets tredje tjener, som vi lige efterlod uden for i mørket, derude hvor der er gråd og tænderskæren. For de ligner jo hinanden: Alverdens Job’er og den sidste tjener, som også mister alt, hvad han havde fået.
”Du dårlige og dovne tjener” står der, at hans herre kalder ham. Men det er både en forkert oversættelse af det græske ord og en uretfærdig beskyldning. Et forsøg på at redde herrens gode navn og rygte. For dovne tjenere skal selvfølgelig fyres. Det er kun rimeligt. Men det er jo ikke rigtigt, at tjeneren er doven. Tværtimod. Han knokler da løs med den skovl. Det er ikke dovenskab, der får ham i gang med at grave et dybt hul og skjule sin betroede formue. Vores flittige forfædre og formødre gjorde da det samme under svenskekrigene for at redde sølvtøjet fra fjenden. Dovenskab er det ikke, der driver tjeneren. Det er frygt. Tjeneren er bange. Han siger det selv, da herren kommer hjem: ”Af frygt for dig, gik jeg hen og gemte din talent i jorden”. Og en korrekt oversættelse af herrens svar er også nærmere ”du dårlige og frygtsomme tjener”.
Altså: Det er frygten, som driver tjeneren, og driver ham ud i mørket og fortabtheden.
Han er bange for sin herre, siger han. Ja, og derfor er han bange for at miste. Bange for at ende som Job, berøvet alt. Så derfor passer han på det, han har fået. Som i fredssangen fra 70’erne om de frygtsomme voksne, hvor omkvædet lød ”Jeg har så meget, jeg skal passe på, jeg har jo dig, som jeg skal passe på”.
I Sverige har de en sangskriver, Oscar Danielson, som med ét præcist og meget billeddannende ord har beskrevet den frygtsomhed, som kan gribe den, der har fået ansvar betroet. Han kalder det ”cykelhjelmsfortræffelighed”. Og beskriver en mand, som netop som den tredje tjener er rystende bange for, at der skal ske hans betroede formue – som i sangens tilfælde er mandens familie – noget. Så han gør alt for at sikre, beskytte, passe på. Som en ansvarlig forældre her i vores skandinaviske velfærdsstat nu gør det. Han sørger for sikkerhedsseler, alarmer, økologisk grønt, apps, reflekser og hjelme. Men som han står der i sin ”cykelhjelmsfortræffelighed”, som Danielson siger, er noget alligevel galt. Helt galt. Der kan ikke ske nogen noget. Nej, der kan ikke ske noget. Og det er det, der er det forfærdelige. Intet sker. Frygten har overtaget. Frygten, der lammer. Og frygten, der gør blind.
Som den har blindet den tredje tjener. Frygten for den herre, ”der høster, hvor han ikke sår, og samler, hvor han ikke har spredt” har gjort tjeneren blind for, at den handlemåde er udtryk for en fuldstændig urimelig stor generøsitet. Den, der høster, hvor han ikke har sået, og samler, hvor han ikke har spredt, er jo både helt urimeligt krævende og urimeligtstorsindet i sit ønske om at ville have både revl og krat. Ingen og intet må gå tabt. Alt vil han kunne kalde for sit.
Og den generøsitet og den urimelighed får herren til at minde påskemorgens Gud. For påskemorgen handler Gud mod al ret og rimelighed og kræver at få hele høsten. Selv den del af den, som ellers var dødens bytte, hævder Gud er hans retmæssige ejendom. Den ene, fordømte og nedgravede spildte talent af en hjemløs tømmersøn kaldte Gud for sin eneste, enbårne og tog ham til sig, som var han Gud selv.
Der er tre tjenere i lignelsen. 2 modige og en frygtsom. De afspejler sider i os selv, - måder at forholde sig på. Og det er vigtigt. De tre tjenere er ikke forskellige personer eller mennesketyper. De er forskellige sider af os selv. For Jesus taler altid til hver enkelt og om hver enkelt. De skel, han sætter, går ikke mellem mennesker, men midt ned i os, hver især. Det, der skal interessere os, er aldrig, hvorvidt nogen går fortabt, og andre redder sig inden for til ”Herrens glæde”. Det, vi skal høre og tage til os, er, at der er noget – noget i ethvert menneske, noget i os – som kun er gråd og tænderskæren værd. I dag er det frygten, der dødsdømmes og forvises til mørket og glemslen. ”Frygt ikke”, sagde englen julenat til hyrderne. Om et par måneder påskemorgen er det den samme besked, kvinderne med salvekrukkerne får. Og som den tredje tjener i dag her midt mellem jul og påske står der i mørket uden noget som helst, står han som billede på den frygt for at miste og give slip på det betroede, som ingen af os vel kan sige, vi ikke kender til at blive fyldt af, men som ikke desto mindre altså aldrig skal få ret.
For den krævende herre betror sine tjenere hele sin formue. Det hele. Intet holder han tilbage i sikkerhed hos sig selv. Tænk, at han tør. Tænk, hvad han regner de tjenere for. Tænk, hvilken myndighed han giver dem. Myndighed til at handle med det der er hans.
Vi har ikke bare noget at passe på, som var vi kun verdens og hinandens kustoder. Vi har først og sidst noget at bruge af og række videre. Trods vores ængstelige cykelhjelmsfortræffelighed eller rædselsfulde Job-erfaringer er det det, vi kan: Leve i det, vi får givet.
Især præster siger tit noget andet: ”Vi lever af det, vi får givet”. Åh, ja, sig lige det til Job og de andre i verdens askedynger. Det er en hård kost, når det, vi får givet, er sygdom, savn og onde dage. ”Vi lever af det, vi får givet”. Det er en af de heldige og velhavendes mest løgnagtige floskler. Vi lever ikke af det, vi får givet. Men vi lever og vi kan leve i det, vi får givet. Fordi Gud er i det, vi får givet.
Vi kan leve i det, vi får givet: Sorgen, urimelighederne, de glade børn og dem, vi må savne, dagens umuligheder og dens muligheder. Leve i det, græde og glædes, forstå og opgive at forstå.
Vi har ikke noget, vi skal passe på. Vi har noget, vi skal slippe og give fra os: Vores tid, vores opmærksomme ører, vores hænder kan nå andres, og vores fantasi rækker til at tænke længere end til vores egen gadedør.[1]
Der henne på væggen hænger et sort stykke træ. Et kors. Sort som den mosejord, træet har ligget begravet i. Hænger der nogen på det kors? Der er intet ansigt, ingen krop at se. ”For en ukendt Gud” stod der på et af altrene på Areopagos i oldtidens Athen. Men selv om Heides krucifiks hverken har et ansigt eller en krops genkendelighed, så er vi ikke i tvivl. Korset er ikke tomt. Og vi genkender ham og ved, hvad han vil os. Vi fornemmer det tydeligt. Den vandrette linje - armene, der er bredt ud. De favner revl og krat og os. Generøst. Velsignende.
Om børn altid har gjort sådan, ved jeg ikke. Jeg kan ikke huske, jeg har lagt mærke til det før for nylig. Men når præsten løfter armene til velsignelse, så gør de allerfleste børn, der ser det, nøjagtig det samme. De løfter armene og velsigner også. Giver storsindet og selvfølgeligt det videre, de lige har fået. Satser frygtløst hele butikken, sådan som de lige har set Vorherre gøre.
Vi andre, som er mindre frimodige, kan gøre noget andet. Gå op og få nyt mod at leve i; få vinen og brødet, som har møntens, talentens facon, og drikke og spise os det bedste til: Opstandelse og denne dags nye investeringsmuligheder. Amen.
____________
[1] Det er Mogens Lindhardt, som i sin bog ”Trinitatis”, Anis 2015, har gjort opmærksom på forskellen på at ”leve af” og ”leve i” det, vi får.