Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Fastelavn, 23.02.2020
Guds kærlighed - at se og blive set
Predigt zu Lukas 18:31-43, verfasst von Marianne Frank Larsen
De fleste billeder er malet, for at vi skal se på dem. Farverne er valgt, og billedet er komponeret, sådan at vores blikke bliver fanget, og vi bliver inddraget i det landskab eller det bybillede eller den begivenhed, billedet skildrer. Ser jeg på et af Eckersbergs billeder fra Rom, og bliver jeg fanget af det, så er det som om, jeg selv står ved foden af trappen op til Capitol mellem smukke, italienske kvinder og rislende springvand. Som om jeg et øjeblik træder ud af regnvejret i februar og ind i solskinnet en forårsdag i Rom. Og det er netop meningen. Men så findes der også en anden slags billeder. Det er de græske, russiske og byzantinske ikoner, og de ældste af dem er mange hundrede år ældre end Eckersberg. På nogle af dem er der intet landskab, intet bybillede, måske ikke engang en begivenhed. Der er måske kun én person, og han eller hun er malet på en helt glat, gylden baggrund. Ingen springvand, intet sollys, ingen smukke, italienske kvinder til at tiltrække blikket. De billeder er ikke malet, for at vi skal se på dem. Jo, det er de selvfølgelig, men Kristus eller Maria på ikonerne er først og fremmest malet for at se på os. Lige meget hvor vi befinder os i rummet, kan vi ikke unddrage os deres blik. Det ser direkte på os og på det, vi kommer med. Også regnvejret i februar bliver omfattet af ikonens blik.
Dagens evangelium handler ved første øjekast om at kunne se. Det kan den blinde tigger. Til trods for, at han er blind, kan han se, at nu kommer der én forbi, som han må og skal have til at standse. Det ikke alene Jesus fra Nazaret. Trods de blinde øjne kan den blinde tigger åbenbart se, at det er Guds kærlighed, der kommer gående ind i Jeriko den dag. Selv de, der har øjne i hovedet, kan bare se en almindelig mand af kød og blod, med krop og ansigt, arme og ben, hud og hår. At den mand er Guds kærlighed – det er skjult for alles blikke. Det har de seende ikke lettere ved at se end den blinde. Og det bliver ikke lettere for ham at se det, da han har fået synet tilbage. For det kan ikke ses med det blotte øje. Det kan kun ses med troens øjne, de åbne øjne i tiggerens sind, der får ham til ikke bare at kalde behersket og stilfærdigt, men råbe og insistere på at blive hørt. Med troens øjne ser den blinde tigger, at det er livet om at gøre at blive set af ham, der kommer med Guds kærlighed.
Den blinde kan se, hvem der kommer. Til forskel fra de seende. Det er den ironiske pointe i Lukas’ fortælling, at det er den blinde, der kan se, og de seende, der er blinde, i evangeliet til fastelavn. ”De fattede ikke noget af dette, det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt,” fortæller evangelisten med en omhu, der næsten udstiller de tungnemme, og han fortæller det vel at mærke om dem, der står i første række, om disciplene, der har fulgt Jesus på nærmeste hold, hørt hvert eneste ord og set hver eneste håndbevægelse. Man skulle synes, at hvis nogen skulle kunne se, hvem han er, er det dem. Men de kan ikke se det.
Og det kan vi sådan set ikke fortænke dem i. For hele vejen fra Galilæa til Jeriko har de set ham helbrede mennesker med sine gode kræfter og fange mennesker med sine gode ord. Måske har de også set et glimt af Guds kærlighed i hans handlinger og hørt den i hans ord, og nu er de klar til at indtage hovedstaden sammen med ham. Og så siger han, at han skal hånes og mishandles og piskes og slås ihjel. At det er dét, der skal ske i Jerusalem. Og han vender ikke om og går en anden vej for at undgå det. Det er ikke så sært, at disciplene intet fatter og intet forstår. Set med almindelige øjne er det uhyrligt. De tog åbenbart fejl. Han er alligevel ikke Guds kærlighed alligevel. Ikke når det er sådan, historien ender. Det giver ikke mening.
Det er kun set med troens øjne, at det giver mening. At der er en sammenhæng mellem den kærlighed, de har set i hans handlinger og hørt i hans ord – og den slutning, der kommer i Jerusalem. At der går en lige linje fra helbredelsen af den blinde mand ved indfaldsvejen til Jeriko i dag til døden på korset om knap syv uger. At han fortsætter op til Jerusalem og finder sig i at blive hånet og pisket og slået ihjel af barmhjertighed, fordi han ikke søger sit eget, men går den vej, vi skal gå. Løfter vores fejl og fortræd af vores skuldre og bærer dem for os hele vejen til den bitre ende. Deler ikke alene fødslen og livet med os, men døden og begravelsen for at vi aldrig mere skal være overladt til os selv. Så det er prisen for kærligheden, han betaler langfredag, og det er kærligheden, der sejrer, mens de håner og spytter og tager livet af ham. Hans egen kærlighed og Guds. For det er dén, han stoler på, og den, han overgiver sig til, da han sætter kurs mod Jerusalem. Guds kærlighed, som skal rejse ham op af døde på den tredje dag, som han siger. Først da kan disciplene og vi andre se det: at den uhyrlige slutning er en sejr. Når det bliver påskemorgen.
Den blinde tigger i vejkanten ser, hvad de seende er blinde for: at det er Guds kærlighed, der kommer forbi i manden fra Nazaret. Fra nu af går han ikke længere hid og did, hvor folk har brug for ham. Fra nu af er han på vej, ”se vi går op til Jerusalem”, fra nu af har han målet for øje. Fuldstændig fokuseret, fremad, skridt for skridt mod langfredag. Disciplene truer ad den blinde for at få ham til at tie stille. De ser ham som et irritationsmoment, en afbrydelse af den vandring, de er en del af. Så ti dog stille, vi har vigtigere ting for! Men i samme sekund, Jesus hører den blinde kalde, standser han for at se på manden. Han ser åbenbart noget andet i den råbende tigger, end de blinde disciple ser. Ikke et irritationsmoment, som man kan se bort fra. Men et menneske, der har tillid til hans kærlighed.
Den dag bliver tiggeren seende. Men måske er det ikke det vigtigste, der sker for ham. Måske er det allervigtigste, at han bliver set. At der er én, der ikke ser bort fra ham og skynder sig forbi. Én, der hører hans bøn og standser op og ser ham som andet og mere end en blind tigger. Ser ham med barmhjertighedens øjne - som et menneske, der er skabt og elsket af Gud. For man kan nok leve med at være blind, men man kan ikke leve med at være overset. Den blinde bliver set og anerkendt, som den han er, med den forhistorie og de mangler og den tillid, han har – og omfattet af Guds kærlighed. ”Bliv seende, din tro har frelst dig” Med de ord åbner Jesus ikke alene hans øjne, men hele hans tilværelse. Da tiggeren først har fået øjnene op, kan han ikke tænke sig andet end at følge den mand, som så ham, følge ham til den bitre ende. Med sine åbne øjne kommer han til at se, hvilken pris Davids søn betaler for kærligheden.
Vi går i kirke for at se, mens vi lytter. Se ind i en fortælling, se et landskab, et bybillede, en begivenhed for vores indre blik, se indfaldsvejen til Jeriko og den blinde tigger og se Jesus komme forbi. Måske vi også kan se Guds kærlighed skjult i manden, der standser op, når man kalder på ham. Og se hvor vejen ender – lige her hos os. Men pointen er ikke alene, at vi skal se. Måske går det op for os i gudstjenestens løb, at det først og sidst er os, der bliver set. Set af et blik som dét, der møder os på ikonerne. Et blik, vi ikke kan unddrage os. Et blik, der ser på os – og som samtidig ser en lille smule forbi os, hen over os til det, der er bag ved os. For sådan er ikonerne malet helt bevidst. Og det er pointen. At når vi møder Vorherre herinde, skal vi ikke lægge virkeligheden bag os. For han ser på os og alt det, der ligger bag os, som han så den blinde den dag på vej ind i Jeriko, ser vores mangler og nederlag og vores kærlighed, ser dem vi er forbundet med, og dem, vi har mistet, hele den historie, der går forud, og alt det, vi kommer fra. Men også den himmel, der hvælver sig over os. Alt dét ser han, når han ser på os. Vores liv, som det nu blev, og som det nu er i regnvejret i februar. I
hans øjne er det omfattet af evigheden. I de øjne bliver vi set og omfattet af den kærlighed, der tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt med os. Amen.