Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
1. søndag i fasten, 01.03.2020
Predigt zu Lukas 22:24-32, verfasst von Rasmus Nøjgaard
Salmer:
739; 698; KS 968; 487 v. 1,6,7; 192; KS 910
Jeg er i blandt Jer, som den der tjener!
Det er faste. Hyklernes festtid. Her trives bedraget at vi kan gennemføre en kort øvelse og derigennem vinde selvkontrol og måske endda vinde os en from fortjeneste. Men kun for en stund, så er fastetiden ophørt. Hvad nytter det at afstå fra mad og drikke i 40 dage, når resten af året er et festmåltid? En indøvelse i kristendom, som dog forlades lige så hurtigt som den er begyndt fra fastelavnsfest til påskefejring. Som at afhjælpe klimakrisen på langrend og vandretur, uden dog at spare flyturen ud og hjem igen.
Evangeliet er mere radikalt end at fordre en kort bod. Endnu mens de sidder ved bordet efter påskemåltidet og kun et øjeblik før Peters fornægtelse og Judas forræderi på Oliebjerget, kæmper disciplene om hvem der er den største blandt dem. Efter at have fulgt Jesus lige siden kaldelsen ved Genesaret Sø har end ikke Simon Peter forstået Jesu simple budskab, at ingen er størst. Alle er vi tjenere for verden. Overraskende nok er det at tjene verden ikke et religiøst og helligt anliggende. Jesu budskab er en henvisning til et sekulært liv uden religiøst tilhørsforhold, nationalt borgerskab eller politisk tilhørsforhold. Disciplene skal ikke være Guds tjenere og Jesus’ elever, men den ældste skal være som den yngste, og lederen som den der tjener. De skal udlevere sig til verden og tjene verden. De skal ikke lade sig hylde som velgørere, men glæde sig over at kunne gøre godt. Sådan som Jesus selv gjorde det. Det er et evangelium der ikke er religiøst og partikulært, det fremhæver ingen folkeslag eller religioner, men fordrer alene en universel identitet om overalt og til enhver tid at være menneskers tjener.
Vi kunne nok have forventet en ophøjelse af disciplene, og de forventede det tydeligvis selv. Men der skal ingen ophøjelse ske, uden at den tager form som en forvandling hinsides, når de igen skal sidde ved Herrens bord. Ophøjelsen sker med andre ord i lyset af Jesu død og opstandelse. Jesu egen hengivelse til tjeneste for verden gennem lidelse og død anviser enhver vejen, sandheden og livet. Med andre ord skuffes disciplenes forventninger, da den bodfyldte vandring med Jesus og den sidste tids folkelige forhånelse ikke viser sig at kunne veksles til ophøjelse, rigdom og magt. Løftet om en plads ved Herrens bord har ingen værdi. De har oplevet helbredelser og opvækkelser af døde, men en opstandelse har de endnu ikke erfaret. Så hvordan skulle de tro på en hinsides belønning?
Men Guds søn er tålmodig, og han ved at ingen vil forstå noget førend han selv har åbenbaret sig som den korsfæstede og opstandne. Han ved at han ikke undslå sig kalken. Derfor forudser han at Simon Peter vil
fristes af Satan. Ud over Jesus selv, er det kun os læsere og tilhørere der kender de næste dages udvikling. Skuffelsen over Jesu tilfangetagelse og uundgåelige lidelse og død er så stor, at Peter fornægter Jesus tre gange inden hanen galer, og at Judas bestyrkes i at gennemføre sit planlagte forræderi. Frafaldet genkalder Jesu dåb og efterfølgende fristelse i ørkenen, hvor Satan ville gøre ham til den største, rigeste og mægtigste. Det modsvarer Satans prøvelse af Job, der er selve forbilledet på at Gudsforholdet ikke afspejles i rigdom og succes, men i en lidenskabelig kamp mellem Gud og mennesket selv. Livet med Gud er en Jakobskamp, som intet menneske går uberørt fra.
Det er med andre ord ikke fordi disciplene ikke burde have kendt deres opgave. Budskabet om ydmyghed og næstekærlighed er allerede fordringen i de gamle skrifter. Allerede her har Gud åbenbaret sig som barmhjertighedens far. Jesus gentager og styrker dette budskab, og lader enhver af sine disciple forstå, at han ingen anden vej anviser end ydmyghedens og tjenerskabets opgave. Det er Lukasevangeliet ikke alene om at accentuere, også hos Johannes står denne pointe bøjet i neon, når Johannes ikke fortæller om den sidste nadver, men lader påskemåltidets nøgle være øjeblikket hvor Jesus vasker sine disciples fødder, og allerede her anviser dem til tjeneste for verden.
Jesu tålmodighed med sine disciple er ubegrænset. Det er også vores trøst i dag. Han fordømmer hverken Simon Peter eller Judas, over for begge udtrykker han, at det er mørkets kræfter, Satan selv, der arbejder i dem. Håbet er der for dem begge, at de må vende om og ikke dø i ulykke. Men skuffelsen og magtesløsheden tager livet af Judas, der ikke kan forlige sig med at Jesus ikke skulle forvandle verden, men alene byde ham at tjene den. Judas når ikke at opleve opstandelsen, og oplever dermed ikke den håbefulde forvandling, som de øvrige disciple gjorde. Ingen af dem skulle blive gamle, men alle dø i ydmyghedens tjeneste med en overbevisning om at de allerede var ophøjet til at spise ved Herrens bord. Jesu død og opstandelse er den pagt som disciplene forløses gennem. En tro på at Kristus har anvist den sande vej gennem ydmyg tjeneste for verden.
Det er noget andet end en kort tids faste, og fastholdelse af fødselsret og egen fortjeneste. Det er den øvelse som fastetiden byder os, igennem fyrre dage at udfordre os selv i lyset af Jesu ydmyge tjeneste, så vi kommer nærmere en forståelse af Jesu død og opstandelse, inden vi igen skal sørge over Jesu korsdød og fejre hans opstandelse.
Vi må hver især spørge os selv:
Er jeg tro mod Kristi kald? Følger jeg Jesu evangelium eller lader jeg mig friste af Satan?
Ingen andre end hver af os selv kan besvare dette spørgsmål, og ingen andre skal dømme os på Guds vegne. For vi står alle ansigt til ansigt over for Gud, som i dag kalder os hjem, fordi han allerede har holdt en plads til os omkring hans bord. Den barmhjertige og nådige Gud kalder os hjem, og når vi vender om, så byder han os: Styrk dine brødre! Amen.