Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Midfaste (Lätare), 18.03.2007
Predigt zu Johannes 6:1-15, verfasst von Eva Meile
Det blev en dag, som man talte meget om i egnene omkring Tiberiassøen. Én mand mætter 5000 med fem brød og to fisk. Det var en sensation. Og sådan blev den da også oplevet af mange af de mennesker, som var til stede. Det var dem, som evangelisten Johannes fortæller, ville komme og tvinge Jesus med sig for at gøre ham til konge. Denne sensationelle mirakelmager, han skulle være deres fører, deres idol, deres guru. Men det nægtede Jesus. Han trak sig bort fra dem, tilbage til bjerget, helt alene. Han ville ikke være en sensation, Han ville skænke dem et under.
Sensationer dør. De holder sjældent længere, end til en ny sensation overtager deres plads. Heldigvis. De er ikke bedre værd. Derfor er der heller ikke noget mere dødt og uvedkommende for os i dag end den sensation, som Jesu bespisningsunder skabte hin dag ved Tiberias sø. Men underet selv - det kommer os ved. For et under er noget helt andet end en sensation. Et under kan ikke dø. Det kan glemmes eller overses eller misforstås. Men i sig selv er det udødeligt. Og det er, fordi det ikke tilhører håndgribelighedens verden, hvor døden er alt levendes lov. Selv om det benytter sig af håndgribeligheder, er det ikke selv håndgribeligt. Det kan kun begribes af ånd. Man kan også sige: det kan kun begribes af tro. Eller det kan kun gribes i kærlighed og taknemmelighed.
Et under er et tegn. Det står som et bindeled mellem to verdener: håndgribelighedens verden og evighedens verden. Når evigheden vil have os, som lever i håndgribelighedens verden, i tale, må den bruge tegn, og til de tegn låner den materiale fra vores verden. At forstå et tegn fra evigheden vil sige at se og sanse den timelige virkelighed på en måde, så den fremtræder som både sig selv og som noget andet, noget, der er større end den selv.
Det kan være et velkendt og almindeligt fænomen. Der behøver på ingen måde at være noget sensationelt ved et under. Et eksempel: Når vi en tidlig forårsdag standser op ved synet af årets første vintergæk, så ser vi i det øjeblik mere end den konkrete blomst. Vi ser et tegn på en kraft, som er i stand til igen og igen at skabe og forny liv. Og vi går videre, fyldt med glæde og taknemmelighed og undren. Og den næste, som får øje på blomsten, går det på samme måde. Og den næste igen. For selv om der kun er én blomst, så er den i stand til at give glæde og håb til talløse mennesker. Og det er, fordi det, som den er tegn på, er uudtømmeligt. Vintergækken visner, men den glæde, som den har vakt, lever videre. Og de, der har betragtet den, siger måske til hinanden: Tænk, nu er vintergækkerne kommet frem. Nu bliver det snart forår. Og de føler en fælles glæde ved at tale derom, og på den måde bliver en menighed til. En menighed - ikke bare af vintergækkeelskere, men af mennesker, der er overvældet af Guds skaberkraft. Det gælder også, selv om denne menighed ikke bruger sådanne ord.
Evangeliet om Jesus, der mætter 5000 mand med fem bygbrød og to fisk, handler også om et tegn fra Gud. Men samtidig handler det om de vilkår, som Guds tegn har her i verden. De kan godt risikere at blive opfattet som sensationer i stedet for. Det sker, når mennesker ser miraklet og tilbeder det, men ikke gribes af - og tilbeder - det, som miraklet peger på.
Jesus selv er Guds endegyldige tegn til mennesker. Det tegn, som peger hen på Guds uudtømmelige kærlighed. I den fortælling, vi har hørt i dag, rækker han kærligheden i skikkelse af et stykke brød og en bid fisk til enhver af de mange sultne, som har samlet sig ved søen, hidlokket af rygtet om ham. Og da Guds kærlighed er uendelig, bliver alle mætte. I det øjeblik, de modtager brødet af Jesu hånd, modtager de en bid af evigheden.
Mange af dem forstår uden tvivl tegnet. De takker Gud, fordi han ikke lod dem sulte. Og fyldt af forundring og glæde taler de måske med hinanden om det, og således bliver en menighed til. En menighed, der tror på, at Jesus er sendt til denne verden fra en anden verden. En verden, hvor den lov er ophævet, som er loven i vores verden: at for hvert et stykke brød, du får, er der mindre til mig. I Guds verden er det omvendt: For hvert et stykke brød, du får, er der mere til mig. Sådan som man kunne se det ude ved søen: Da alle 5000 var blevet bespist af nogle få smuler, blev resterne af smulerne samlet sammen - og da var der tolv fyldte kurve tilbage med brød.
Nogle forstod ikke tegnet. De så manden, som var et tegn, men de tydede det ikke. De så sensationen, og den ville de holde fast på - om det så skulle være med tvang. De ville eje ham på deres egne betingelser. Men det ville være som at stjæle vintergækken fra den have, hvor den stod og lyste op til glæde for alle.
Jesus ville ikke være konge, han ville være brød. Brød til hele verden. Livets brød. Kærlighedens brød. Barmhjertighedens brød. Det, som der bliver mere af, jo flere der spiser af det.
Der er et tvivlsomt slagord, der hedder: Du er, hvad du spiser. Det er - i den forstand, det almindeligvis bruges - et udtryk for en noget reduceret menneskeopfattelse. Men et gran af sandhed er der i det, nemlig, at det ikke er ligegyldigt for vores liv og helbred, både det åndelige og det legemlige, hvor vi henter vores næring.
Brød giver os kraft, der er vitaminer i det. Det giver os varme, der er kalorier i det. Jesus, livets brød, tegnet fra Gud, giver os kraft til at holde ud i onde dage og varme til at folde os ud og blomstre i gode dage. Hans nærvær ændrer vores liv og ændrer os selv. For ingen kan modtage en bid af Guds godhed, uden at den på en eller anden måde omsættes i forholdet til andre mennesker. Og den, der tager imod Guds tilgivelse, fyldes med en sådan lettelse, at der breder sig en atmosfære af overbærenhed og forsoning omkring ham eller hende. Og derved skabes der bestandig nye kraftfelter og kærlighedszoner. Livet gror.
En brødkrumme, et mikroskopisk stykke fisk - og den matte liver op igen, fordi det er Gud, der rækker maden frem. Et stænk vand på vort hoved og et lille tørt stykke alterbrød med kun lige så meget vin, som der skal til for at dække bunden af bægeret - og vi forstår, at vores liv er plantet i evighedens verden. Og det er, fordi det er Gud, der handler i både dåb og nadver.
At være menighed er at samles omkring det samme tegn. At være kristen menighed er at blive berørt og fornyet af det tegn, det kær-tegn fra Gud, som han har givet os med Jesus Kristus, at samles om det og dele det liv, som det er tegn på, med hinanden. Sådan at vi bespiser og elsker og tilgiver hinanden, som vi selv er blevet bespist og elsket og tilgivet af Gud. Amen.