Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
3. søndag i fasten (Okuli), 11.03.2007
Predigt zu Lukas 11:14-28, verfasst von Marianne Christiansen
Det store tomme hus, hvor skodderne klaprer og vinden suser gennem de revnede ruder - regn og torden. Man ser en skikkelse nærme sig med opslået krave og hatten ned over øjnene. En knyttet hånd slår tre gange på den gamle dør. Det er en mørk og stormfuld nat.
Ondskaben som noget, der tager bolig i det tomme hus, er det ene billede, Jesus i dag giver os af menneskets forhold til dæmonerne. Det er et sindbillede. Det er derfor, det er så frygtelig uhyggeligt for os, hver gang historierne og filmene bevæger sig rundt i det tomme hus på knirkende gange. Dybt nede mærker vi, at huset er os selv, vores sind, og at den dybeste angst er angsten for det mørke og onde, som vil bemægtige sig det. Sindets dæmoner. Alt, hvad der hedder mørkerædhed, frygt for stilheden eller ensomheden - alt sammen er det frygt for tomheden, fordi vi ikke selv bestemmer, hvad den skal fyldes af: Et fejet prydet hus der står klar til at tage imod syv dæmoner.
Det eneste husråd, der hjælper mod den angst, er at synge og bede sit Fadervor, og alene derved blive fyldt af noget andet end sig selv.
Det tomme hus er det ene billede. Tvekampen mellem d to stærkt bevæbnede krigere er det andet.
Også her er mennesket slagmarken eller den, der bliver holdt besat af det onde, indtil der kommer én, der er stærkere, nemlig Guds kraft, og overvinder Satan og befrier mennesket.
Billedet af tvekampen kender vi også fra historien og fra filmene. Det almindelige menneske, kvinder og børn må se magtesløse til, mens deres skæbne afgøres af de store, der kæmper om magten. De små og svage kan kun håbe på, at sejrherren bliver befrieren og ikke tyrannen.
Mennesket som slagmarken eller et hus, der kan blive besat af det onde eller de onde ånder, dæmonerne. Der er ingen grund til at sige, at det tror vi ikke på. For selvom vi ikke med vores fornuft ondskabens dæmoner, så gør vi det med vores hjerte og erfaring. Tidligere prøvede man at viske al den snak om dæmoner ud af det Ny Testamente som et levn fra gamle dages overtro. Det var dengang i de forgangne århundreder, hvor man endnu havde så stor tillid til mennesket, at man troede fuldt og fast, at hvis bare mennesket fik det godt nok økonomisk og socialt, så ville det ikke være ondt mere. Det onde ville blive udryddet ad politisk vej.
Smukt og fromt, men desværre løgn. Rigere end nu har verden aldrig været og alligevel er menneskene ikke blevet et hak bedre. Dæmonerne hærger i sindet og på verdens slagmarker.
Dæmoner er ikke tåbelige eller svindleriske forestillinger om små underholdende poltergejster "ånden i glasset", spøgelser eller hvad andet den okkulte industri kan pirre fantasien pengepungen med.
Dæmoni er det, der besætter mennesker og ødelægger det gode, gudskabte liv; det, der lukker mennesker ude fra hinanden, blinde og døve og stumme for hinanden. Dæmoni er i angsten, som kan forkrøble et menneske. Dæmoni kan besætte mennesker og hele samfund og forkrøble dem, så de dræber og mishandler uden medfølelse. Vi behøver ikke flere eksempler end dem TV-avisen og dagspressen hver dag giver os. Tortur- og terrorsager er så oplagte eksempler, at de gør ondt. Og det gør også ondt, at de er så fascinerende for os. Dæmonerne er besættende. Bekvemt, når de hærger hos de andre.
Men vi kender også alle til den lille daglige ondskab, både som ofre og som redskab for den - lysten til at gøre ondt, såre, ramme den anden med ord eller med spark, gøre og sige ting, som vi med vores fornuft og samvittighed ved er forkert, men vi kan ikke lade være - det kom over mig. Dæmoni tager mennesket ud af fællesskabet med Gud og andre mennesker, så vi ikke længere kan føle andet end os selv.
Dæmoni lever af tomheden og tavsheden. Vi siger helst ikke noget, så længe ondskaben kun går ud over de andre, så længe vi kan lade som om, vi ikke ved det eller ser det. Af frygt eller for egen vinding.
Det er en stum dæmon Jesus uddriver.
Tavsheden og tomheden er dæmoniens grobund og virkning.
Vi kender den - både i historien, og imellem os. Fra mobningen i skolegården til undertrykkelsen og udryddelsen af de anderledes lever dæmonien højt på, at vi ikke løfter stemmen og siger nej. "Nej, jeg vil ikke være med" - det er et af de modigste udsagn i verden. Det kan koste livet, eller det kan koste accepten i den gruppe, man gerne vil regnes til. Men det nej er en lille del af en stor kamp.
Har vi da overhovedet noget at skulle have sagt i kampen mellem den stærke og den stærkere? Kan vi befri os fra vores egne dæmoner? Har vi en fri vilje til at kunne sige fra over ondskaben?
Både ja og nej. Der er en dobbelthed i Jesu to billeder.
I billedet af tvekampen, hvor Jesus kæmper mod Satan og den stærkere overvinder den stærke, må vi sige: Nej, vi kan ikke udrydde det onde. Kampen mellem Gud og Satan står på lige nu i verden og i hver af os. Vi kan ikke befri os selv fra ondskab.
Men det betyder ikke at vi kan være ligeglade. Det er en falsk skelnen mellem at være aktiv og passiv. Ingen, der har set eller været på et fodboldstadion, vil påstå, at publikum er passiv, bare fordi det ikke bestemmer udfaldet af kampen. Ingen vil heller påstå, at et besat folk, der gemmer sig i ruinerne, er ligeglade med udfaldet af kampen. Man er deltager i kampen på den ene side, selvom man ikke afgør den. Jesus siger: "Den, der ikke er med mig, er imod mig" - der gives ingen neutralitet i kampen mellem Gud og Satan.
Den der tror, man kan forholde sig neutral mellem det gode og det onde, bliver netop det fejede, prydede hus, som Jesus bruger som billede på sindet. "Den, der ikke vil vælge/ ad hvilken vej han vil gå,/ ender som sten i den trappe,/ de store vil træde på"( Carl Scharnberg, dansk digter). At være neutral betyder ikke at ville tage stilling, så længe det onde kun går ud over de andre:
"De kom for at hente kommunisterne
men jeg protesterede ikke
for jeg var ikke kommunist
Så kom de for at hente socialdemokraterne
men jeg protesterede ikke
for jeg var ikke socialdemokrat
Så kom de for at hente fagforeningslederne
men jeg protesterede ikke for jeg var ikke fagforeningsleder
Så kom de for at hente jøderne, men jeg protesterede ikke,
for jeg var ikke jøde
Da de kom for at hente mig var der ingen tilbage til at protestere"
(Martin Niemöller)
Har vi noget at skulle have sagt. Ja, vi har et ja og et nej. Det er sandt, vi kun er modtagende over for livets store kræfter, men at være modtagende og passiv er ikke det samme som at være ligegyldig og ligeglad. Postkasser er de eneste, der tager imod uden selv at bevæge sig og sige noget. Vi er ikke postkasser.
Vi har et ord eller to at skulle have sagt, for vi kan åbne os eller lukke os, søge eller afvise.
Det er hele meningen i trosbekendelsen og dåben - at vi har et nej og et ja, vi vender os fra ondskabens tyranni og vender os til Guds kraft i håb om at blive fyldt af den. Det værste, man kan være, er tom og ligeglad, et fejet og prydet hus lige klar til at flytte ind i for syv vilde dæmoner. Det bedste, man kan gøre, er at bede om at blive fyldt af Gud Helligånd, der som et sommervejr pludselig blæser døren op i det gamle forladte knirkende hus op og fylder det med lys og liv og glæde.
"Hvis det er ved Guds finger, jeg uddriver dæmonerne", siger Jesus, "så er Guds rige jo kommet til jer". Guds finger er Helligånden, Jesu Ånd, Guds kærligheds kraft, og den er som vindens og vandets kraft: I sig selv blød og gennemsigtig, næsten usynlig, men med en langsom stædig kraft, der kan omforme det hårde og stærke. Det er også dåbens kraft - i sig selv usynlig, men med en kraft til at fylde sindets hus med Helligånd, sandhed, godt mod og kærlighed.
Vi er ikke tomme huse, lagt øde af spøgelser og onde ånder. VI har fået Guds Ånd og Guds Ord, Guds finger, der slog korsets tegn for pande og bryst og gjorde det lille menneskeliv til Guds hus. Vi behøver ikke at frygte tomheden.
"Salig det moderliv, der fødte dig, og de bryster, du diede", råbte en kvinde til Jesus - salig den, der husede dig.
Og Jesus svarer: "Javist, salige er de, som hører Guds ord og bevarer det." Det er fylde nok. Det fylder hele huset.