Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
5. søndag efter påske (Rogate), 27.04.2008
Predigt zu Johannes 17:1-11, verfasst von Lise Hindsholm
Når der er dåb i vores kirke begynder vi med at sige som apostelen Peter:
"Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde."
Det samme siger vi, inden vi begynder på jordpåkastelsen ved en begravelse. Hvad enten vi bliver døbt eller begravet, bliver det sagt, at vi er genfødt til et levende håb.
Hvis man skulle sammenfatte, hvad der er fælles og kendetegnende for mennesker, der er kristne, så må det være det: at vi har et håb. Et håb som rækker ud over den verden vi ser omkring os. Et håb som kan holde os oppe, selv når livet virkeligt går os imod.
Selvfølgelig sker det indimellem, at man opgiver det hele og føler, at alting er håbløst. Det er de øjeblikke, hvor man også tvivler på, at Gud er til, og at Jesus er opstået. Da er der heller ikke nogen tro tilbage i én. Men når troen kommer igen, så kommer den sammen med håbet. Det kan ikke skilles ad. Tror vi på Jesus, så håber vi også. Med et levende håb, som der står i Petersbrevet.
Det samme skriver Paulus om - det gør han i det stykke fra Romerbrevet, vi hørte før. Paulus skriver ligefrem, at vi er frelst til et håb. Frelsen er allerede begyndt, når vi har håbet i os. Vi venter på noget, vi ikke ser, men vi ved at det kommer. Og så er vi allerede meget bedre stillet, end hvis vi ikke havde noget håb.
Og hvad drejer håbet sig så om? Jo, det drejer sig om det evige liv. Eller som Paulus siger det, det drejer sig om, at vi skal slippe ud af trældommen under forgængeligheden - det at vi skal dø - og nå frem til den frihed, som Guds børn får i herligheden. Det evige liv og herligheden hos Gud, det er det, der er indholdet i det kristne håb.
Men så siger Paulus også noget andet, som man skal lægge mærke til. Han siger, at hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, som har med det evige liv at gøre, det ved vi ikke. Vi er altså ude i noget, vi ikke rigtig ved noget om, når vi taler om det evige liv. Vi ved slet ikke rigtigt, hvilke ord vi skal bruge om det. Eller hvilke tanker og forestillinger, vi skal give det form med.
Derfor er det godt, at Ånden kommer os til hjælp. "Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke," siger Paulus. Ånden hjælper os med bønnen. Og Ånden må jo vide, hvad der skal siges om det evige liv, for Ånden er Guds Ånd, og Gud kender jo nok det evige liv.
Men uudsigelige sukke - det er dét, der kan udtrykke indholdet af det evige liv. Det er uudsigeligt for mennesker. Det skal vi holde fast ved.
For ellers kunne det nemlig gå så galt, at vi kom til at tale om det evige liv på en måde som gjorde vold mod det. Så det blev for firkantet udtrykt. Og de, der hørte os tale om det, måtte sige: Det kan vi virkelig ikke få os selv til at tro på.
Det kunne gå så galt, at man ødelagde håbet om det evige liv ved at tale alt for bastant om det, der venter os hos Gud. Alt for meget harpesang og palmesving og englevinger, det kan godt gøre én lidt træt til sidst.
Digteren Ambrosius Stub skrev salmer og digte - bl.a. om det ny Jerusalem. Og det ny Jerusalem er dejligt, når han skriver om det, det er det bestemt. Det tager mange vers at beskrive, hvordan portene er af perler, og murene af ædelsten, og så alle de engle, der står alle steder!
Staden selv og stadens gade
er jo af det pure guld.
Hør, der ere alle glade,
hør musik, som ret er fuld!
Hør dem kvæde
i den glæde
som er fri for nag og nød,
fri for plage,
fri for klage,
fri for gråd, ja fri for død!
- og videre i de næste vers om sol og måne, der er afløst af Gud selv, og om stråler fra Lammets krone, der oplyser alt, mens alting frydes.
Ambrosius Stubs salme blev overvejet, da man skulle finde salmer til den nye salmebog. Men salmen kom ikke med. - Der er jo også salmer allerede, der beskriver evigheden. Brorsons om den store hvide flok, f.eks. Her hører man også om palmesving og englesang. Evigheden er en evig løvsalsfest, siger Brorson. Men så siger han: det gode ved det er, at her er Kristus selv til stede, eller 'Lammet', som Brorson kalder Kristus -
Lammet selv
ved livets elv
er både vært og gæst!
Det at Kristus er der - det er vigtigt at få med. Måske er dét det allervigtigste der er at sige om evigheden.
Jeg kan huske at Århus-professoren Johannes Sløk engang harcelerede over det latterlige, der var i tanken om det evige liv som en evig tilværelse i himlen. Jo, det var da forfærdeligt at tænke sig, sagde han, at man skulle leve dér til evig tid, og i al evighed gøre det samme og det samme. Lige meget hvad det så var, man gjorde, om man fløj rundt mellem skyerne på sine englevinger, eller man spillede på harpe og sang til - det måtte blive ulideligt i længden. Han kunne ikke forestille sig nogen som helst beskæftigelse, lige meget hvor meget han så holdt af den her i sit jordiske liv, der ikke ville blive aldeles uudholdelig, hvis han skulle udføre den uafbrudt i evighedens lysår. Den evighed ville han meget have sig frabedt!
Nu kunne man jo fristes til at være lige så grov som Sløk og sige til ham, at det som gjorde ham så bange for sådan en evighed, det var vel tanken om, at han skulle være overladt til sit eget selskab til evig tid. Og hvem ville kunne holde dét ud, at være i selskab med Sløk i evighedernes evighed? Den tanke kunne nok gøre en noget betænkelig ved det evige liv.
Men hvis man tager det hele lidt mere alvorligt, så er der noget om Sløks kritik - af en bestemt slags forestillinger om det evige liv. Hvis vores tanker om det evige liv kommer til at handle om os selv og om hvor dejligt vi skal have det, og hvor smukt vi skal synge og hvor meget vi skal ligne englene - så kommer vi nemt til at se hen over det, at det evige liv er et liv i Guds nærhed. Eller Kristi nærhed.
Det bestemmer det hele.
Jesus siger direkte om det evige liv: Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.
Det er meget enkelt sagt. Her siges slet ikke noget om perleporte eller englevinger. Her siges, at det evige liv er at kende Gud. At være nær ved Gud.
Når man er sammen med andre mennesker, så er det nærværet af disse mennesker, der bestemmer, hvad man foretager sig, hvad man tænker på, hvad man taler om. Derfor er der så utrolig stor forskel på at være alene og være bare to sammen. En andens nærvær kan gøre alting nyt og spændende og uforudsigeligt. Samtalen går sine egne veje, man kommer ind på nye emner, man måske aldrig har talt om før, man hører ting, man ikke har hørt før.
At være nær ved Gud må være endnu meget mere anderledes og uforudsigeligt. Vi kan ikke sige hvordan. Det er uudsigeligt. Vi kan kun tale om det i billeder. For det er jo Guds nærvær, der bestemmer det hele. Og hvem Gud er, det kan vi ikke udsige. Gud er større end vores ord.
Derfor må vi have Ånden til at bede for os med uudsigelige sukke. Gud selv må sige, hvad det er vi længes efter, når vi længes efter Gud.
Håbet kan vi sagtens have, selv om vi må lade Gud om at udtrykke, hvad det evige liv består i. Vores håb bygger på, at vi kan holde hos til Jesus. Han har fuldført den gerning, som Gud har givet ham at gøre, siger han selv. Gerningen var at frelse os fra døden.
Vi må tro ham og tro hans ord, så behøver vi ikke at gøre os nogen tomme spekulationer om det evige liv. Hans ord er nok. Amen.