Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Kristi Himmelfarts dag, 01.05.2008
Predigt zu Lukas 24:46-53, verfasst von Arne Simonsen
"Hold mig ikke tilbage" - sagde Jesus påskemorgen til den fortvivlede Maria Magdalene ude i gravhaven, da hun netop havde genkendt ham og ville række ud efter ham og mærke ham.
"Hold mig ikke tilbage" - ikke vredt, men blidt afværgende til den, der endnu intet har fattet.
Selv ønsker vi jo længst muligt at holde fast ved dem, vi elsker og har levet med og levet af, og vi vil så nødig slippe dem, for da ser vi dem ikke mere, frygter vi.
Sådan var det også med Maria her. Og disciplene. Alle dem, der havde kendt ham.
Jesus havde vandret med dem, talt med dem, gjort sine handlinger og de havde set det og kunne ikke glemme noget af det.
Men med korsfæstelsen gik det hele i stykker for dem, og de spredtes for alle vinde. De havde satset alt på dette menneske, som havde gjort så dybt indtryk på dem og stod nu rådvilde og fortvivlede tilbage.
Som det er sket så mange gange i historiens løb: Vi ville så gerne tro på, at kærligheden og opofrelsen og den ægte medmenneskelighed skulle sejre endeligt. Men erfaringen er en hård læremester: magten og brutaliteten får altid det sidste ord.
At tro noget andet er naivt fantasteri.
Disciplene troede det også, indtil Jesus "viste sig" for nogle af dem: Han var ikke død, som de havde troet.
De talte med ham, spiste med ham, var sammen med ham, fik de sidste ord fra ham.
Han forberedte dem på den tid, hvor han ikke mere ville være der. Han skulle vende tilbage til sin Fader i Himlene, men de skulle leve videre og forkynde om ham:
Jeg siger jer sandheden: det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer."
I dag: Kristi Himmelfartsdag - peger både bagud mod alt det der var - og fremad mod det, der skal komme.
Det handlede om alt det, som disciplene og kvinderne kendte til, men endnu ikke kunne give det fulde navn.
Det er som at holde vejret for at lytte og opfatte de svageste lyde. Som stilheden der føles så stærkt, når det trækker op til torden - og alle sanser er spændt: Nu kommer det om lidt - braget.
Mange nutidsmennesker har svært ved at forbinde noget som helst med Kristi Himmelfartsdag, og den har fået mange øgenavne og er i det hele taget genstand for folks overbærende latter, mens de nyder en dejlig lille ferie midt i forårstidens frodige optakt til sommeren.
Men jeg ved noget andet: jeg ved at Kristi Himmelfartsdag i kirken og gudstjenesten er en herlig dag - en helligdag fuldt på højde med de andre store højtider i kirkeåret. Og salmerne til denne dag er storslåede og handler alle om den ubegribelige virkelighed, som intet har med fantasi, men med tro at gøre.
Der er ingen ord til beskrivelse af himmelfarten, men der er masser af billeder. Vi kan sagtens se for os det, som vi ikke kan forklare.
Og hvad har så størst kraft i sig: ordene eller billederne?
Hvad er tættest på virkeligheden?
Vor teknisk-videnskabelige civilisation er ikke i tvivl, men al menneskelig kunst siger noget andet. Og gudstjeneste gør det altså også.
Menigheden mødes Kristi Himmelfartsdag for med stor glæde at fejre, at han forlod os i køds og blods skikkelse. For dette fravær er samtidig en forudsætning for, at han kan være her nu og til alle tider og blandt alle folkeslag og tungemål.
Han gav afkald på sin guddomsskikkelse for at blive mennesker lig. Og han gav afkald på sin menneske-lighed og blev atter Gud lig.
Og menigheden må svare med et halleluja for begge afkald.
Uden dem var den ikke menighed.
"Hold mig ikke tilbage!" - sagde Jesus til den Maria, der mest af alt ønskede at holde hám tilbage, der havde givet hende al mening med at være til og leve.
Nu frygtede hun for, at det hele skulle falde fra hinanden igen -og at hun intet ville have tilbage: Var han der ikke, da frygtede hun for at miste det hele igen.
Men ellers var hvad der skete her 40 dage efter påske, ikke ganske nyt. Man havde hørt om det før.
I Det gamle Testamente er der en lignende fortælling i
2. Kongebog, hvor Herren tager profeten Elias op til himlen i en storm.
Kort før det sker hører vi om, at Elias og hans nære discipel Elisa var på vej fra Gilgal og Elias sagde til Elisa:
"Bliv her, for Herren sender mig til Betel."
Men Elisa svarede: "Så sandt Herren lever, og så sandt du lever: Jeg forlader dig ikke!"
Så gik de op mod Betel og nogle profeter kom ud til Elisa og sagde til ham:
"Ved du, at Herren i dag vil tage din herre bort fra dig?"
Og Elisa svarede: "Ja, jeg ved det, ti bare stille!"
Det samme optrin gentog sig to gange mere på andre steder - sidste gang ved Jordan-floden og nøjagtig de samme vendinger lyder mellem de to - men da vender Elias sig til sidst mod den unge Elisa og udbryder:"Sig mig, hvad skal jeg gøre for dig, før jeg bliver taget bort fra dig?"
Elisa svarede: "Lad mig få to dele af din ånd!"
"Det var et dristigt ønske" - sagde Elias - "men hvis du ser mig blive taget bort fra dig, skal du få det, ellers ikke."
Lidt efter blev Elias revet bort mod himlen på en ildvogn og Elisa kunne ikke se ham mere, men samlede hans kappe op og han skilte da Jordan-flodens vand med den, og folk kunne se at Elisa havde fået noget af Elias' ånd.
Alle ville nu lede efter Elias, men Elisa fortalte dem, at det var ingen nytte til. Det ville det ikke få noget ud af.
Og sådan blev det.
Elisa var fyldt med Elias' ånd, som apostlene skulle blive det.
Elisas angst for at skilles fra sin elskede Elias er som at opleve Marias angst for at skulle slippe Jesus.
"Hold mig ikke tilbage" - lyder det til dem begge, Elisa og Maria - og alle os andre.
"Hvis du ser mig blive taget bort fra dig, skal du få af min ånd - ellers ikke." - havde Elias sagt til Elisa.
Noget lignende hører vi, skete her:
" Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem."
Det er jo i grunden mærkeligt, at de glædede sig over, at han skiltes fra dem.
Normalt skulle det jo være modsat: at de skulle have sørget over det - som vi selv ville have gjort det.
Men der var sket det samme med dem, som der skete med Elisa: fra at klynge sig til Jesus, forstod de nu at de kun kunne få del i ham ved at slippe ham.
At Jesus er hos os med al sin kærligheds rigdom, og at han er faret op til himlen er jo to sider af samme sag.
Det er lige virkeligt eller uvirkeligt.
Det er helt uvirkeligt for forstanden, men for troen er det mere end virkeligt. Her er det livet.
De slap ham og de fik en ny side af ham tilbage.
Livet blev større - deres erfaringer var ikke mere bagudrettede og repeterende - nu blev deres liv fremadrettet og fuld af håb og syner.
Himlen åbnede sig - og de skulle ikke mere lede efter ham.
Fra nu af var han overalt og hos dem når som helst.
"Han løftede sine hænder og velsignede dem" - står der om Jesus.
De løftede arme var på én gang et afskedstegn - som når man vinker farvel - og et symbol på Guds åbne favn, på den himmel, som nu åbnede sig for dem, og hvorfra Guds kraft herefter skulle strømme frit.
Himlen bliver så stort et ord gennem alt hvad vi møder her.
Himlen bliver et sted, vi vender vore øjne op imod.
Den er også den blå himmel, der bare er smuk en sommerdag og skyerne driver hen over os.
Himlen kan være mørk og overskyet, og vi bliver påvirket af det og søger indad og imod hinanden.
Himlen er så meget mere end vi fatter.
Den er langt væk og lige her omkring mig: som det nærmeste af alt - som den luft, jeg indånder. Alt det jeg forbinder med at leve lige nu og føle at jeg er til.
Himlen er det uendelige, det evige og ubegrænsede i forhold til den verden, hvor livet er begrænset af tiden og døden..
Himlen er synlig og usynlig.
Himlen bliver alt det vi forbinder med Guds lys og kærlighed, der omslutter os, og det bliver så klart for os, at fordi noget ikke er synligt, kan det alligevel godt være til.
Det ved vi også fra vores eget liv - fra kærligheden, fx.
Himlen bliver også det sted, hvor vi kan placere vore døde, for at de kan være dér, hvor der er godt at være.
Himlen er det sted, vi kan længes efter - og det sted, hvorfra alt glæde og livsmod kommer.
Himlen er så uendeligt meget forskelligt, og forsvandt det ene ord ud af sproget, ville vi mangle noget fundamentalt vigtigt: et ord, der kan rumme alle vore længsler, vore drømme og vores tro.
Disciplene vendte tilbage til Jerusalem med stor glæde - hører vi.
Vi vender også tilbage med stor glæde hver gang det himmelske, det uendeligt høje og det uendeligt dybe, har berørt os.
Sand himmellængsel er ikke foragt for menneskelivet, tværtimod. Den glæde, som Kristi Himmelfart fremkaldte hos disciplene - og vækker hos os - er en glæde, der skal være for det hele, også den ganske almindelige dagligdag.
Himmellængsel er både tegn på Guds kalden og på vores glade svar.
For også vi fejrer Kristi Himmelfartsdag med glæde i helligdommen, hvor gudstjenesten er et øjebliks fred for al grublen - hvor intet afhænger af, hvad jeg kan gøre, men hvor alt afhænger af, hvad Gud vil give.
Enhver forklaring er umulig og heller ikke ønskelig.
"Opfaren til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde" - det er det eneste menigheden har at sige.
Ubegribeligt er det for verden og for os selv, men det er til at holde gudstjeneste på, og erfaringen i gudstjenesten af denne glæde er, hvad vi lever af som menighed.
Så lys denne dag er - så lys salmetonen er, så let i sindet man bliver. Så glædeligt. Amen.