Göttinger Predigten

Choose your language:

Startseite

Aktuelle Predigten

Archiv

Besondere Gelegenheiten

Suche

Links

Konzeption

Unsere Autoren weltweit

Kontakt
ISSN 2195-3171

Trinitatis, 18.05.2008

Predigt zu Mattæus 28:16-20, verfasst von Bent Arendt

Jesu forkyndelse er fuld af befalinger - ja, man kan næsten sige, den lyder som én stor befaling:  "Gå hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem, og lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer" som det lød. "Du skal elske din næste som dig selv" - "Lad de små børn komme til mig" - "Når I beder, skal I sige Fader­vor" - "Følg mig" - befaling efter befaling kommer der fra ham som en anden general. Engang en romersk officer kom og bad Jesus hjælpe hans syge tjener blot ved at sige et ord, ligesom en officer giver sine befalinger, da svarede Jesus ikke blot: "Gå, det skal ske dig, som du troede" - men sagde ligefrem, at han i sådan en hold­ning "ik­ke havde fundet nogen større tro i hele Israel." Det kunne tyde på, at Jesus vil kendes på sine befalinger; at det er i hans befa­linger, vi kan tro ham, og han vil "være med jer alle dage indtil verdens ende". Dét kan godt irritere mennesker - som om vi var en flok soldater, eller ikke selv kunne råde for vores liv. Ligesom det naturligvis også har fristet til at bruge Jesu befalinger som magt til religiøs under­trykkelse, især i tidligere tider. Nu om stunder er der jo ikke mange, der gider høre efter befalinger; hos os råder vores selvbestemmelse og frie valg over alt andet. Det er en menneskeret at Avæl­ge sit liv@, som det hedder, og jo flere valgmuligheder, jo bedre liv, siger man så. Man kan næsten sige, at demokrati er gået os i den grad i blodet, så at næsten alt, hvad der smager af frit valg, er af det gode, og næsten alt, hvad der tvinger eller lige frem befaler os, er af det onde. Det er fint nok. Men det er ikke nok. For livet er ikke ret me­get frit valg. Når vi lever, hænger det hele sammen, krop og sjæl, skyld og skæbne, frit valg og hvad livet by­der os at gøre; vi kan ikke af os selv komme sådan på afstand af det liv, vi lever midt i, så der virkelig bliver frit valg. Tværtimod: At Atage@ sit liv, ligesom man kan tage en vare på hylden, det er at dø; at Avæl­ge@ livet, det er egent­lig blot Atage imod@ det liv, vi allerede har fået. Et ønskebarn får man ikke ved, at barnet bliver, som man ønsker eller "vælger" sig, men derimod ved, at man ønsker sig det barn, man får. De af­gørende livsforhold, der virkelig rummer forandring eller mu­lighed, de sker for os, og det frie valg i forhold til livet består kun i at sige Aja@ og tage imod, hvad der allerede er givet.  - Det er en grund til, at vi får Jesu forkyndelse i befalinger - ikke for befalin­gens skyl­d; ikke som en verdensorden, alle har at rette sig efter; ikke som en sharia eller en utopi, ingen kan leve op til; men som noget givet, for livets skyl­d. For at der kan komme mere til end os selv og alt, hvad vi forestiller os af frie valg og muligheder. Også for frihe­dens skyld, for at løsne det frie valgs lænke om be­net, der fortæller os, at det er dit eget ansvar, om valget af liv lykkes eller mislykkes; og for at frigøre os fra det spind, som alle vores egne valg og fore­stillinger om livet gang på gang bringer os i. Der­ må mere til end vores egne valg: Gud - eller det løfte i Jesu befalinger, som giver os et andet sted at se livet fra. Hvis vi  kun havde os selv og hinanden her i verden, var vi virkelig prisgivet al den menneskelige vilkårlig­hed og afmagt, der så nemt som ingenting kommer til at tyran­nisere os. At leve livet og række ud efter det, der er liv og mulighed i, er egent­lig at forudsætte Gud på den måde, som et lille barn uden vi­dere forudsætter forældrene og derfor først bider mærke i deres nærvær, når det oplever dem som fraværende. - Der er også en an­den grund end friheden til, at vi har Jesu ord og løfter i hans befalin­ger. En befaling kræver jo hand­ling, den er et ord, der skal føres ud i livet.  Så når vi lærer Jesus at kende på hans befalinger, får vi med det samme at vide, at hans ord henvender sig til det konkrete liv, vi lever, hvor der altid er noget, der skal gøres - for at lade sig  føre ud i livet og føre til noget konkret i det liv, der er. Vi skal ikke være særligt Aåndeligt stemte@ for at erfare Jesu ord om, at han er "med os alle dage indtil verdens ende." Det åndelige i kristendommen er kun åndeligt i den forstand, at det er en virkelighed, der når ud over al vores egen suppedas - for at nå frem til os som en mulighed i det konkrete liv - som Jesu befalinger. Det er såre enkelt. Stands tanke­strømmen et øjeblik og vær ved det, der er: Hvor­for er vi her nu - i kirke denne formiddag? Hvad er dét, der har bragt os hertil? Ja, dét er jo netop vores konkrete liv, med alle de erfaringer, vi har gjort igennem livet, og gerne vil have belyst, så vi kan komme i et klare­re forhold til dem og leve og hand­le på en mere livsnær og vedkom­mende måde end blot vores egen sædvanlige. Det er jo alt det, vi har fået givet, og det dyrebareste, vi har, vores børn, som vi bringer til dåben, og som vi vil give alt, hvad der skal til for deres liv, og mere til - løftet om at have del i Guds mulighed, som vi får i dåben. Derfor er der altid noget konkret og livsnært ved de hand­linger, vi på Jesu befaling udfører i gudstje­nesten: Vandet ved dåben, brødet og vinen ved nadveren, jord ved begravelsen osv. Og når alting går så langsomt ved en gudstjeneste, så er det ikke kun, for at vi kan "få sjælen med", som det hedder, men måske snarere, for at vi kan få kroppen med, hvor alting jo foregår meget langsom­mere end i sind og tanker. I gudstjenestens ro kan vi for en stund forene det forjagede sind med kroppens og livets langsommere ryt­me i en livsfølelse og et nærvær, der kan få os til at gøre noget, om det så blot er at gå herfra med et mere opløftet sind og en rankere holdning. Så konkret vil Gud virkeliggøre sig, netop i Jesu befalin­ger. Overfor Jesu befalinger bliver vi altid ført tilbage til vores kon­krete liv for at erfare, hvad vi kan. Når vi skal "gå ud i verden og gøre alle folkeslag til hans disciple" betyder jo ikke, at vi skal rende rundt og fortælle kristendom alle vegne, medmindre at det er dér, vores liv fører os hen. Men at vi kan gøre, hvad vi skal, i den verden, der er vore­s, ligesom Jesus "sat­te disciplene stæv­ne i Galilæ­a," hvor de kom fra, "på et bjerg", billed­ligt talt løftet over deres egne tanker og forestillinger.  Der var nogle disciple, der "tilbad ham, og nogle disciple tvivlede," som vi hørte. Den blanding af bøn og tvivl hører med til ­Guds­forholdet, som den hører med til livet; men den er en del af troens frihed.  For at tro på Gud i sit liv eller lære Jesus at kende på hans befalinger, det er ikke en tilstand, vi kan opnå, som nogen har og andre ikke.  Troen er det møde, hvor Jesus sætter os stævne og kommer med sine befalinger for at knyt­te Gud og Hans mulighed for os til vores konkrete liv - "alle dage indtil verdens ende". Amen.