Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
1. Søndag efter trinitatis, 25.05.2008
Predigt zu Lukas 12:13-21, verfasst von Peter Skov-Jakobsen
Han stod foran Jesus og trippede vist lidt af arrigskab. Han var så forarget som kun det mandfolk kan være der ikke får sin vilje. Alle der kom forbi hev han lige til side for at spørge om de ikke også syntes at det var for galt. Men han lignede ikke én der manglede noget. Han havde en lumsk anelse om at broderen var ved at tørre ham i den arvesag og derfor ville han høre hvad en klog mand havde at sige til det hele.
Det er mærkeligt som arvesager kan bringe det op i os! Pludselig står retfærdigheden og lyser som begreb imellem søskende og gode venner. Altså den retfærdighed som vi finder indlysende klar - den retfærdighed som alle da må kunne se - den retfærdighed som broderen, søsteren, den gode ven forbryder sig mod.
Ja, de fleste af os har det vel sådan at vi nærmest ikke kan forstå at de kan få sig til at gøre det mod os. Og når vi taler med dem, så lader de som om at det er helt naturligt hvad de foretager sig. Vi synes måske at de i det mindste kunne tale lidt dæmpet og bøje sig lidt, når nu de opfører sig som de gør.
Når vi er midt i striden, er det som om det aldrig går op for os at de andre antagelig slet ikke opfatter sig selv som forbrydere. Vi er fuldstændig ene om at se det sådan. For dem tager retfærdigheden sig anderledes ud.
Hvis vi da ellers tør være ærlige blot et splitsekund, så kan vi, hårdt pressede, godt indrømme at retfærdigheden ikke så sjældent synes at være nært forbundet med dét der tjener vores egen fordel.
Det var som om Jesus tog dem helt ud af deres egne tanker den dag. Han bad dem om at se på livet på en helt ny måde.
Han gjorde dem opmærksom på at deres tanker var rettet imod alt det de kunne erhverve sig. De tænkte kun på at eje. De tænkte kun på alt deres kram - og det gjorde de fordi de godt vidste at det kommer an på at have kram for den der har mest har vundet!
Han tøvede den dag og fortalte dem en anden historie om ham der byggede lader - så mange at han kunne have alle sine besiddelser. Han fortalte dem historien for at få dem til at se at tanken om besiddelser kunne forvirre deres liv fuldstændigt. Griskheden kan blive en drivkraft; men den leder mennesker væk fra det menneskelige. Pludselig bliver det kun besiddelser der er væsentlige. "Griskhed forvandler kærlighed til begær, fritid til sløvhed, sult til frådseri, ære til overmod, retfærdig indignation til vrede og beundring til snobberi" ( Jan Lindhardt).
Når vi er grebet af griskhed opdager vi altid først for sent at den ødelægger mere end den gavner.
Nogle af os er lykkelige fordi vi har et arbejde der optager os, byder os mange udfordringer og store oplevelser. Hvem kan sige sig fri for at lægge meget i arbejdet i håbet om at det vil bringe forfremmelse og agtelse med sig? Hvem kan sige sig fri for at være blevet grebet af at bare tage mere i håbet om flere store oplevelser - og med et sidder man bare og håber på de store oplevelser, og glemmer aldeles at være til stede i situationen. Alle kender vi til ikke at vie os godt nok til nu'et og være opmærksom på dét der sker lige nu fordi vi har tankerne ude i en "glorværdig" fremtid?
Det er godt at læse, synes nogle af os, og sluger bøgerne. Men hvem kan helt sige sig fri for at finde det morsomt når man kan snakke med om alle mulige bøger og derfor læser man måske ikke altid ud af interesse, men med henblik på at kunne imponere!
Og ærlig talt hvem kender ikke til at sidde foran et formidabelt måltid - og tankerne søger så alle de andre måltider som var fremragende - og pludselig kan man blive opslugt af bare at spise mere af alt godt. For nogle af os er det at holde med at spise fordi man er mæt nu engang den ringeste undskyldning for ikke at spise mere!
Vi ved det bedre end godt at nydelsen kan skilles fra indholdet. Og vi ved også at det ikke bliver ved med at gå - vi ved at det er en erstatning for manglen på noget andet. Vi ved at vi har givet os forflygtigelsen i vold.
Mens jeg boede i England slog det mig en dag at der var sket noget i løbet af forholdsvis få år. Dagligt kom jeg gennem et meget smukt kvarter på min vej ud til skibene. De fleste af husene var bygget i tyverne og tredverne. De var smukke, individuelle, og ingen var i tvivl om at her boede der mennesker som havde gjort det godt. Haverne bar også præg af omsorg og skønhed. Midt i dette kvarter slog man en klynge huse op. De var store, præfabrikerede, ens, grimme - men de signalerede rigdom. De var en skærende kontrast til de andre huse. De mindede om at engang skabte man sig rigdom, omsatte den i skønhed, fik en snedker til at lave nogle helt specielle møbler til stuen, og med sin rigdom var man med til at forskønne omgivelserne og give andre mennesker noget smukt at se på og nyde. Nu er rigdom pludselig blevet en masse-foreteelse, og nu investerer vi heller ikke så meget i skønheden, men vi elsker at lægge krone på krone i banken - vi investerer, og forsøger at skabe midler som kan redde os hvis det en dag skulle blive gråvejr.
Det er tanken om "mere" der forstyrrer os. Dette "mere" er så væsentligt for os at vi gerne sætter alle vore relationer på spil. Vi kender jo godt til at arbejde så meget at familien opgiver os; vi ved godt at vore tanker kan være alle mulige andre steder, og derfor opgiver vores nærmeste at tale til os. Vi ved hvad det er at få et helt fordrejet syn på vore medmennesker fordi vi misunder dem. Vi kan næsten ikke se dem fordi der kommer sorte filtre for vore øjne, og vi kan ikke holde vore egne tanker ud. Småligheden har det med at æde sig ind i sindet og såre det frygteligt - og vi føler os aldeles ikke rige i det øjeblik!
Gør jer rige hos Gud, sagde Jesus den dag, og siden har vi kæmpet med hvad det mon måtte betyde? Nogle er gået i kloster, andre lever et enkelt liv, men alle steder er det som om der kan gå prestige i det, og så kan man også pludselig tilstræbe "mere" der.
Men at gøre sig rig hos Gud betyder vel at man tillægger sig ydmygheden. Dvs. man lærer sig at blive så optaget af de andre at man ikke har tanke for sig selv. Det er svært, men de fleste indrømmer nok at de smukkeste minutter i et liv er dem hvor man ikke har sig selv i tankerne. Børnene åbner hele tiden denne mulighed for os. De vender hele tiden bunden i vejret på vores verden med deres bemærkninger - de lærer os hvad der er væsentligt, og hos dem mærker vi en forventning om omsorg og kærlighed som gør os agtpågivende for livet. Den elskede og vore venner lærer os med deres tillid at der er andet i verden end at samle kram.
At samle sig skatte hos Gud gør man vist bedst ved at besøge den syge, opmuntre den triste, glæde sig med den jublende lykkelige. Samle sig skatte gør man vist bedst ved at turde være en del af kærlighedens protest i en verden der så ofte tror at man kan slå sig til rette. Samle sig skatte gør vi bedst når vi giver til dem der har brug for vores hjælp, afstår fra at udnytte og undertrykke. Samle sig skatte gør man når man ikke bliver en del af tomheden, ikke lader sig dominere af overmodet, dumdristigheden, frådseriet og snobberiet. Samle sig skatte gør man når man tør tro at det nytter at tage ansvar og elske i verden - og på den måde være med til at skabe plads for medfølelsen som er livsnødvendig.