Der klæber noget negativt ved et ord som farisæer. Nu er der talrige steder i evangelierne, hvor Jesus lægger sig ud med farisæerne og de skriftkloge, så det er selvfølgelig ikke uden grund, at vi har fået den opfattelse, at en farisæer er ikke noget positivt ord, men at ”farisæer” er blevet et skældsord. For både Lukas og Matthæus har gjort deres til at give os et indtryk af, at en farisæer er en, der gør sig til af sin fromhed. Ja, der er direkte noget hyklerisk over en farisæer. Skinnet bedrager. Han giver sig ud for at være bedre end han er. En farisæer er fuld af fromme ord, men når det kommer til stykket, så står det helt anderledes til. For en farisæer siger ét og gør noget andet. Det er påtaget fromhed, der slet ikke rummer det, som det giver udseende af.

Nu sagde jeg før, at farisæer er blevet et skældsord. Det er da også oplagt, hvor vi helst vil placere os selv, når vi hører en lignelse som denne om farisæeren og tolderen. Farisæere, det er noget, de andre er. Det er de andre, der ophøjer sig selv, mens vi holder os for gode til den slags. For vi selv er jo anderledes ydmyge, eller er vi nu også det ? For ydmyghed er det, når man ikke gør for meget væsen af sin kristentro ? Eller er ydmyghed noget helt andet ?

For nogle år siden, var der en sag, der blev livligt diskuteret i de danske medier. Det drejede sig om en præst i Den danske Folkekirke, der var med til at skjule flygtninge. Flygtningene havde ved deres ankomst her til landet søgt om at få asyl, men de havde, efter at deres sager var blevet behandlet, fået afslag. Derfor stod de til at blive udvist til en meget usikker fremtid i det land, de oprindeligt var kommet fra på grund af de voldsomme etniske spændinger, der herskede dér. Flygtningene var nu gået under jorden og levede skjult hos danske familier, og de blev hjulpet af mange forskellige borgere heriblandt den førnævnte præst. Hvis nu præsten bare havde gjort det; hvis nu han bare havde sørget for mad og husly til flygtningene, og ellers var gået stille med dørene, så ville ingen eller sikkert meget få have taget notits af det. Mange ville tilmed opfatte det som i grunden meget sympatisk, at præsten hjalp nogle, der var kommet i klemme i systemet.

Nej, det der satte hele mediepostyret i gang var, at præsten stillede sig op og sagde til journalisterne, at når han gjorde det, så var det af næstekærlighed. Præsten hævdede, at det var fordi han havde lyttet til Kristi ord om, at man skal elske sin næste, og derfor mente han, at han måtte hjælpe flygtningene, uanset om han brød landets love med sine handlinger. Et var, at præsten dermed overtrådte landets love, det var og blev en sag mellem landets domstole og ham, men noget andet var, og her begyndte så en livlig kirkelig debat, om det ikke var forkasteligt at stille sig op og på denne måde gøre sig til af budet om næstekærlighed. Kunne en præst på en sådan måde stille sig selv og sin egen fromhed over landets lovgivning? Og var det som præsten gjorde ikke bare at fremhæve sin egen fromhed? Ophøjede han ikke bare sig selv i stedet for at være lidt mere ydmyg?

Dette ubehag ved at nogen udstiller deres egen fromhed, er noget, som vi har fået med fra Det nye Testamente. Men vi bruger det alt for ofte til at sætte hinanden på plads, i stedet for måske at få øje på farisæeren i os selv. For hver eneste gang vi i hellig forargelse lægger afstand til andre, der har vovet at åbne munden eller at gøre noget, så lurer farisæeren i os. Hver eneste gang vi dømmer nogen ude i kulden, mens vi luner os sammen med ligesindede inde i varmen. Ja, så er farisæeren dér.

Men Jesus har jo næppe fortalt denne lignelse, for at vi skulle få øje på de andres fejl og sætte hinanden på plads. Det ville så fald ligne ham dårligt. Han har snarere fortalt den, for at give os et billede på ydmyghed. Farisæeren i lignelsen behøver for så vidt ikke Gud. Han kan det hele selv, ja, hans taknemmelighed over for Gud, er jo egentligt kun på skrømt. Det er først og fremmest sig selv, han takker, fordi han nu er sådant et godt og ordentligt menneske. Tolderen derimod, han har ikke noget at komme med. De hænder, han rækker frem, er tomme. Han ved, at han i sit liv er afhængig af Gud. Han ved, at uden Gud er intet muligt. Han ved i modsætning til farisæeren, at Gud vil ham noget. Den ydmyghed, som tolderen har, kunne man med et andet ord også kalde for lydhørhed. For tolderen er lydhør over for, at Gud vil noget med ham, som tolderen ikke magter af sig selv.

Denne lydhørhed, denne ydmyghed, kan være mange ting. Men måske er det slet ikke helt hen i vejret at opfatte ydmyghed, som det at lægge øre til budet om næstekærligheden, og så lade det efter fattig evne komme til udtryk i det liv, vi lever med hinanden?

Amen.

Pfarrerin Asta Gyldenkærne
Skovkirkevej 21
DK-3630 Jærgerspris
Tel: ++ 45 - 47 53 00 33
E-mail: agy@km.dk