Markus 9,14-29 (Prædiken i stikord)
Troen
Man kan ikke bestemme om man vil tro. Tro er noget man bliver pålagt,
påtvunget. Man bestemmer heller ikke selvom man vil være forelsket.
Eller om man vil hade.
Følelser er ikke i vor egen magt.
I forhold til dem er mennesket som et spejl, der blot gengiver hvad og hvem
der spejler sig i det. Hvis vi møder et troværdigt menneske, kan
vi ikke lade være med at tro på det. Når vi møder
Gud gennem hans ord, kommer troen. Med mindre vi allerede har kastet vor kærlighed
på noget helt andet, som derfor har erobret vort hjerte og taget pladsen
op, så at andre ikke kan komme ind.
Den stakkels far som vi hører om i dagens tekst er splittet. Han vil
gerne tro, for han tror at troen er forudsætningen for at hans søn
kan blive rask. Men han kan ikke for Jesus har ikke været i stand til
at indgyde ham tiltro eller tillid.
Skylden
Det er vanskeligt for Jesus at gøre sig troværdig. En ting er
at han kan gøre undere. Det er der jo mange der kan, også i dag.
Healere optræder alle steder. Men Jesus skulle ikke blot gøre
helbrede, men også tilgive synder, genoprette forholdet til Gud.
Det var jo slået i stykker af sygdommen.
Sygdom blev opfattet som straf for onde handlinger.
Den dæmonbesatte måtte bære sin dæmon som straf.
At han ikke selv havde valgt den, men at den var faldet over ham,
gjorde ingen forskel.
Ondt er ondt og ondt skulle straffes.
Således som det efterhånden også er ved at ske i dag.
Får man kræft, bliver man spurgt, hvad man har gjort forkert.
Har man spist forkert?
Har man haft de forkerte oplevelser?
Hjerteforeningerne eller hjertemafiaen sender os ud i skovene for at træde
dyr og planter ned under mottoet ”løb for dit liv”.
Dør man ikke derude af et hjerteslag, er det ens egen skyld, hvis man
falder om derhjemme.
Flere og flere læger stiller spørgsmålet: vil du være
syg? Hvis ikke du vil, bliver du det ikke. Sygdom er i dag ens egen skyld.
Da dødeligheden er tæt på 100% er vi således altid
og alle skyldige.
Derfor er beretningen i dagens tekst så aktuel som nogensinde.
Jesus ikke blot helbreder, men han tilgiver også os vor skyld og synd.
Glemsomheden
Tilgivelse er derfor at skylden fjernes. Den fortrænges og glemmes.
Gud fortrænger den.
Glemsel er ofte ilde hørt. Lige fra de middelalderlige syndespejle til
moderne psykiatri har man bekæmpet glemsomheden. Angsten for at lukke øjnene
og ikke længere kunne huske, er vor kulturs kendemærke.
Altzheimer en af de mest frygtede sygdomme.
Fortrængningen bekæmpes med alle midler.
Mnemoteknik, skrift og elektronik mobiliseres for at bekæmpe glemsomheden.
Men tilgivelsen er at Han glemmer. Og når Han gør det, kan vi
også.
”Glemmer du, så husker jeg” hedder en dansk revyvise. Havde det været
en salme, burde den have lydt: ”Glemmer du, behøver jeg heller ikke at
huske”.
Den stakkels far havde svært ved at glemme. Han var som de fleste af
os er i kortere eller længere stræk af livet: schizofren. Ikke
som diagnose, men som eksistens.
Gud er kærlighed Gud ser alt og husker alt, men han glemmer alt andet
end kærligheden.
Mennesker, vi er lykkelige.
Vi er både gennemskuet og overset. AMEN
Biskop dr. theol. Jan Lindhardt
Palæet
DK-4000 Roskilde
Tlf.: ++ 45 - 46 38 19 20
e-mail: jal@km.dk