|
|
19. søndag efter trinitatis - 17.10.2004
|
Evangeliet til i dag handler m at se. Ordet ”se” er næsten som et omkvæd, et refræn, i dagens evangelium. Det forekommer hele 17 gange. Det begynder med at Johannes Døberen så Jesus. Da hans disciple følger efter Jesus siger han: ”Kom og se”. Og sådan fortsættes hele den lange tekst igennem. Jesus siger om Nathanael: Se, det er en israelit i hvem der ikke er svig. Og lidt efter: jeg så dig under figentræet. Tror du fordi jeg sagde til dig at jeg så – og – ”Du skal få større ting at se end det”. Den indre sammenhæng i denne lange tekst skabes igennem ordet ”at se”. At se er et meget moderne ord. Det betyder for os, hvad vore øjne ser. For det er hvad vi ser i fjernsynet eller i avisen, vi forholder os til. De gælder om at være synlig, at blive lagt mærke til. Et af de modeord vi har brugt meget i de senere år, er netop ordet “synliggørelse”. Hvad enten det drejer sig om en forening eller en offentlig myndighed, så er målet synliggørelse. At blive set. At bemægtige sig scenen. Gøre opmærksom på sig selv, fortælle alverden om de fortrin som netop jeg eller min forening har. Sådan er der også folk som mener at det er folkekirken bør synliggøre sig i samfundet. Bemægtige sig scenen, og gøre opmærksom på, hvor uundværlig folkekirken er for mennesker i dag. Og det kunne godt se ud som om der er et behov for en sådan synliggørelse af folkekirken og dens tilbud til mennesker. Kendskabet til kirke og kristendom er ringe rundt omkring. Det synes som om alt for få mennesker ser kirken. Og hvad være er. Måske mange også er holdt op med at se hen til kirken. Evangeliet til i dag fortæller om nogle mennesker som for første gang i deres liv så og mødte Jesus. Det møde ændrede hele resten af deres liv. De blev hans disciple. Fra den dag og indtil deres dages ende var de afhængige af ham. De måtte følge ham, lytte til hans ord, se hans gerninger, blive hos ham til det sidste. På grund af det, de havde set. Men man kan se på to forskellige måde. For det første kan man registrere at noget er der. Sådan som et kamera gør når vi tager et billede. Og så kan man se – og blive grebet af det man ser. De disciple, som kaldes af Jesus i dagens evangelium så ham på den sidste måde. Han kom gående forbi de to og Johannes Døberen, som stod sammen med dem. De var nemlig på det tidspunkt disciple af Johannes Døberen. Den ene af dem var Andreas, Simon Peters broder. Til dem sagde Johannes Døberen: “Se der er Guds lam”. De gik fra at se med det fotografiske, registrerende blik, til at se med hjertet. Eller sagt på en anden måde: Jesus blev ikke synliggjort for dem – han blev tydeliggjort med ordene: ”Se, der er Guds lam. Og netop i den betegnelse, Guds lam, ligger en beskrivelse af hvem Jesus var. Han var ikke en selvpromoverende, ny, alternativ, spændende religiøs lærer, der var ude for at samle nye disciple til sit aftenskolehold. Nej, han var Guds lam. Og det vidste enhver jøde, hvad var. Hvert eneste år ved påskefesten slagtede den jødiske familiefar et lam og smurte blodet på dørstolperne for at familien kunne mindes udgangen af Ægypten, hvor Gud Herren udfriede folket af dets fangenskab. Og hvert år på den 14. Dag i den måned, som hedder Nisan, slagtede man i templet et lam. Et påskelam, som et offer til Gud. Sådan ser Johannes Døberen forud at Jesus fra Nazareth skulle blive den, der frelser os ud af fangenskabet. Den, der giver sit liv for andres skyld. Og det gjorde han tydeligt for de to disciple, som fulgte efter Jesus. Det er det første, som dagens evangelium vil fortælle os, at der skal være nogen som tydeliggør hvad og hvem Jesus Kristus er. Det er kirkens opgave. Det er enhver dåbsforældres opgave, ikke at synliggøre, men at tydeliggøre kristendommen. Lad andre om synliggørelsen. Lad andre kæmpe om spalteplads i avisen og sendetid i fjernsynet. Hverken spalteplads eller fjernsynstid giver kirken en fremtid i det danske folk. For Christen Kold har ret når han om pædagogikken siger: Det, der klaskes på, regner af. Hvis ikke kristentroen rodfæster sig i et menneskes sind, så regner det af. Så forsvinder det igen. Når vi hver især tænker tilbage på de år vi har levet. Helt fra de allerførste år. Så er jeg næsten sikker på, at der også i vores liv, i dit og mit liv, har været en Johannes Døber, som tydeliggjorde Jesus. Måske en mor eller en far, der lærte os vort fadervor. Eller måske et andet menneske, som viste hen til verdens frelser. Og der begynder det hele. Som Paulus siger det: Troen kommer af det, der høres. Johannes Døberens tre korte ord: “Se Guds lam” er måske den korteste prædiken vi har hørt. Alligevel er det en hel og fuld prædiken, for mere end dette kan vi dybest set ikke sige. Det er den røde tråd i enhver prædiken. Vi kan vidne om Jesus Kristus. Tydeliggøre ham for mennesker. Pege på ham. Alt, hvad der siden sker, er Guds sag og Guds gerning. For det er Gud selv, der ved sin Helligånd skaber tro hos mennesker. Men for at den tro kan skabes, må Jesus Kristus gøres tydelig. Som Johannes Døberen gør det i evangeliet til i dag. Igennem enhver gudstjeneste runger Døberens ord: Se Guds lam. Og præstens opgave er at gentage det, med nye ord, med andre formuleringer, under andre belysninger. Men alt er en gentagelse af denne korte prædiken: Se Guds lam. Vi holder gudstjeneste for at tydeliggøre hvem og hvad vi tror på. Den korte, centrale prædiken: ”Se Guds lam” fortæller os, at troen og tilgivelsen rækkes os som en gave fra Gud. Det vigtigste i vort liv, fra begyndelse til slut, er det, vi får skænket. Større kærlighed end den at give sit eget liv findes ikke. Og det er, hvad den korte prædiken fortæller. Det er en gave der rækkes os som vand til den tørstende. Men hvad siger Gud da til os? Han siger som Jesus gør det til de to disciple i dagens evangelium: Kom. Kom og se, sagde Jesus til dem. Og de kom og så. Guds kirke er en åben dør for ethvert menneske. Og over den dør står der kom. Måske er det derfor, at nogle finder kirken en smule gammeldags. For det kan da ikke være rigtigt at Gud blot siger: Kom. Det kan da ikke gælde alle. På diskoteket kommer man ikke ind, medmindre man er pænt påklædt. Og selv de pænt påklædte, som opfylder betingelserne, står i lange rækker en fredag aften og venter på at der bliver plads derinde. På sygeplejeskolen, seminariet eller universitet bliver man ikke optaget, medmindre man opfylder adgangskravene. Vi er så vant til at vi skal kvalificere os. Også når vi engang måske gerne vil på plejehjem. Det kan vi kun visiteres til som det hedder, hvis vi opfylder betingelserne for at komme ind. Men Gud siger kom. I dåben mødes et lille menneske af den almægtige Guds kærlighed fordi Jesus Kristus har givet os lov til at blive Guds børn. Og nu kan dette lille menneske resten af sit liv leve under dette ord “kom”. For altid vil den døbte være et Guds barn. Og når vi om lidt samles om nadverbordet hører vi igen ordet “kom”. Et lille stykke brød og nogle få dråber vin tydeliggør at Gud fortsat vil kendes ved os, og indbyder os til at holde måltid med sig selv. Som han Langfredag gav sin søn til os, sådan giver han os ham i vinen og i brødet. Og her kan vi komme, hvor ufærdige og usikre vi end måtte føle os. Lad os gå fra denne gudstjeneste med Johannes Døberens korte prædiken rungende i vore øren og vort sind: Se Guds lam”. Og med Guds tilsagn til os dybt rodfæstede i vort hjerte: Kom. Så ved vi tværs igennem alt det, vort liv er fyldt med, tværs igennem vore glæde, vor sorg, vore sejre og vore nederlag ser, at Gud er Gud om alle land lå øde, Gud er Gud om alle mand var døde. Han behøver ikke reklame for at synliggøre sig. Men han behøver at blive tydeliggjort for mennesker dag. Så mennesker må høre og tro. Høre om Guds lam. Tro det er sandt at han siger: Kom og se. Amen.
|
|
(zurück zum Seitenanfang) |