Det ny Testamentes tankeverden kan til tider forekomme os fjern og fremmed. Så fjern og fremmed, at vi kan tænke, jamen er det da ikke bare gammelt vrøvl og overtro – alt det med djævelen og Beelsebul, og det onde og det gode, og dæmoner der farer ind og ud af mennesker, - er det ikke bare skrøner, der intet har med virkeligheden at gøre – i hvert fald, som vi kender den, her i vor tid, hvor vi ved langt mere og er mere oplyste og fornuftige. Måske kan denne fornemmelse af fremmedhed overmande os og få os til at tvivle om det andet, der er budskabet i den gamle bog, det kristne budskab. som vi siger i dag.
For ja, NT er faktisk et dokument fra oldtiden, men det betyder jo ikke at det er usandt, men bare, at det ikke er noget man kan sætte sig ind i på en eftermiddag, eller forkaste som vrøvl og gammel overtro. Tænk hvad vi var gået glip af, hvis vi havde forkastet alle gamle oldtidsskrifter. Den bedste historie i den forbindelse, er efter min mening, historien om den tyske storkøbmand Schliemann, der i slutningen af forrige århundrede, på ganske uvidenskabelig vis fandt oldtidens Troja. Og det var ganske uvidenskabeligt, for han gik frem fuldstændig efter Homers Illiaden, og gravede efter dens anvisninger. Og alt imens datidens videnskabsfolk grinede, ja, så fandt Schliemann Troja.
Vi skal kort sagt passe på, at vi ikke får smidt barnet ud med badevandet.
Og måske er det sådan at NT tale om dæmonerne der farer rundt i virkeligheden ikke er slet så fremmedartet som vi tænker når vi hører om dem.
Vi kender fx . også til dæmoner og dæmonbesættelser, vi bruger endda ordene stadigvæk, om end ikke helt på samme måde.
Vi kan tale om at noget er dæmonisk, og selvom vi ikke gør det dæmoniske til et selvstændigt væsen, der farer ud og ind, så kan vi godt tale om at den eller den er dæmonisk eller besat, dvs. så gennemgribende fanget ind af noget, så man slet ikke kan slippe det, men bliver ved med at være bundet af det.
Et menneske kan kredse om sit had , udtænke og være opslugt af hvordan det kan ramme det andet menneske, så en stor del af livet kan være besat af tanken om hvad man kunne gøre eller kunne have gjort i en given situation.
Eller man kan være besat af frygt, måske for noget højst konkret – en forestående operation, en samtale med chefen – ikke mindst hvis der er indskrænkninger på vej, eller frygten kan være en udefinerlig angst, der holder én fanget og lammet i sit isgreb.
Eller man kan være besat af forfængelighed, så man ikke eet øjeblik taber sig selv af syne, og derfor ikke kan få øje på andre. Og man kan være besat af skyldfølelse – reel eller indbildt – så hele livet tynger, eller af forurettethed, hvor alt det man har, bliver forsuret af fornærmelse over, det man ikke fik.
Ja, og sådan kan vi blive ved.
De fleste af os kender nogen eller har hørt om nogen hvis liv er mere eller mindre dæmoniseret. Mennesker der er besat i en grad der gør det lam og stum. Og kender vi ikke alle til tider eller situationer i vores liv, hvor det ikke også kunne siges om os? Såmænd gør vi så. Vi kender til dæmoner selvom vi ikke kalder dem djævle, vi kender til det onde, som en magtfuld kraft i vores liv, selvom vi moderne mennesker har svært ved at forestille os det onde som den onde. Altså som en person.
Men at vi har så svært ved at forestille os det onde personificeret, skyldes ikke bare, at vi er moderne, det ligger også i selve begrebet.
Den onde eller djævelen, er jo netop en personopløsende kraft, nedbrydende, tilintetgørende og livsenergi slugende magt .
Og dermed også en billedopløsende kraft.

I astronomien, har jeg forstået, arbejder man med et fænomen i verdensrummet som man kalder ”sorte huller”. Et sort hul, opsluger og suger energi til sig. Energien suges ind og forsvinder, bliver til ingen ting. Det er ikke til at forestille sig et sådant fænomen, - noget mindre end ingen ting, der netop ved sin intethed suger alt til sig, og tilintetgør det.
Vi kan ikke forestille os det sorte hul, der skal man altså have taget mere end den store examen i fysik, for at være med.
Med dets modsætning går det måske lidt bedre.
Et fænomen der giver energi fra sig i én uendelighed, en stjerne eller en sol, det kan vi bedre se for os, selvom det på sæt og vis er lige så uforklarligt som et sort hul. Og det er bemærkelsesværdigt.

Det tilintetgørende, energiopløsende er altså uforståeligt og ikke til at forestille sig, præcis sådan som det er med den onde. Vi kan ikke forestille os ham, eller det, med mindre vi gør ”det” / ”ham” til noget vi kan se for os. Fx .en mere håndgribelig men også mere ufarlig person med bukkehorn og klove – og så er vi ovre i klicheernes kliche. Og så er vi meget nemt derhenne, hvor det netop er ufarligt.
Vi kan ikke forestille os det, men vi kende til det.
Vi kender den tilintetgørende magt, fra vort liv, vi ved hvordan onde og uforklarlige magter kan tage kraften fra os og ødelægge det der skulle have været, men som ikke er.
Jo, vi kender kun alt for godt til det uforklarligt onde.
Og vi kender til, at det der sker, ikke sker med vilje, men tit sker mod vor vilje. At vi hader at vi er selvoptagne, at vi krænker andre mennesker, som oftest dem vi står aller nærmest, og dårligst kan undvære i vores liv.
Og det sker ofte på en sådan måde, at vi må sige, at her er vi i en stærkeres magt. Vi ville egentlig noget andet. Vi ved godt, at vi ” skal leve som lysets børn, for lysets frugt er lutter godhed, retfærdighed og sandhed” for nu at citere Paulus, men vi har alle også hans erfaring af, ”at det gode som jeg vil det gør jeg ikke, men det onde som jeg ikke vil – det gør jeg”.
En erfaring af, at vi netop er besat, grebet af noget der kom bag på os, og som sætter det onde igennem, mere eller mindre imod vor egen vilje.
Så selvom vi ikke kan sætte billeder på det onde, forstår vi det som en samlet vilje, en dominerende energi, om man vil.
Og vi kan også godt bruge det billede som evangeliet bruger.
Vi kan forestille os det tomme hus, der er fejet og prydet. Vi kan se et menneske, der er uden modstandskraft, tom af livslede, tom af tilværelsens meningsløshed. Tom, måske fordi den kultur eller den familie, det er vokset op i, er tømt for blivende værdier.
Ingen har gidet besvære sig med, eller har villet påtage sig det kærlige ansvar det er, at v ise der er forskel, forskel på op og ned, forskel på godt og ondt, forskel på lys og mørke.
Et sådant menneske står i stor fare for, at blive grebet af eller fyldt med det dæmoniske. I fare for at gå til i ondskab, i forurettelse, i narkotika eller druk. Dæmonerne har nemlig så mange navne. – Og sker det, ja, så bliver` det sidste værre end det første.
For så har det onde bemægtigede sig dette menneskes liv.

Men hvad er da modbilledet, til alt dette her?
Ja, den klassiske kliche af Vorherre siddende på skyen, den kender vi også alle sammen. Og det mener jeg heller ikke vi kan bruge til noget, overhovedet.
Engang imellem ville jeg ønske, at vi var som jøder, der som det første bud af de ti har billedforbudet – Du må ikke gøre dig noget billede af Gud!
Og hvorfor så ikke det – nej, fordi hvis vi tror vi kan gøre os et billede af Vorherre, altings skaber og ophav, så når vi uværgelig derhen, hvor Vorherre gøres så lille og overskuelig,at vores små begrænsede hjerner kan rumme ham, og så er han ikke længere Gud, men bare en tom kliche.
Og så ender vi meget hurtigt der, hvor den russiske kosmonaut Juri Gagarin endte, da han som det første menneske i rummet, ved sin hjemkomst til jorden proklamerede, at nu havde kristendommen én gang for alle spillet fallit, her havde han rejst ude i verdensrummet, og han havde set det var tomt, der var ingen gammel nisse far der vandrede rundt mellem planeterne.
Til dette er der jo kun at sige, at mod dumheden kæmper selv guderne forgæves.
Og hvis man endelig er helt vild med middelalderens billeder og forestillinger af det gode og det onde, må jeg så ikke foreslå, at man går hjem og læser Dante, og den store guddommelige komedie – for der er der i det mindste billeder, som kan give stof til eftertanke.
Også selvom det holdes inden for middelalderens tankeunivers.

Men selvom jeg vil advare kraftigt mod, at vi sætter klicheerne på det gode, på Vorherre, ja, så kender vi alle godt begrebet.
Vi kender til den livgivende, og den energi givende kraft, den der vækker vores mod, indgyder os kraft, giver os livskraften på trods af det ødelæggende, og det netop i de situationer hvor alt mod, kraft og håb var væk.
Tilsvarende kan vi så at sige på tværs af os selv, fatte tillid, føle kærlighed og handle godt, på tværs af os selv, og på trods af alle de mørke erfaringer, vi jo alle har gjort.
Jo, vi kender også til det gode og det livgivende, som en magt der kan få overtaget over os.
Men vi har mere end det.
Vi har fortællingen om Jesus fra Nazaret. I ham har vi fået billedet af Gud forærende.
I den Jesus som var sandt menneske og sand Gud, har vi fået et billede der holder.
Billedet af en magt der heler, hvor det onde slår i stykker.
Som kæmper mod alt det tomme og tilintetgørende, og som vinder, når alt kommer til alt.
Billedet af den Gud, som intet menneskeligt er fremmed for, ham der levede og elskede, så meget at det kostede ham livet, og som gik gennem døden for os, så der ikke er et eneste sted et menneske kan gå, hvor han ikke har været før os.
I personen Jesus fra Nazaret har vi et billede vi kan forholde os personligt til, som vi kan påkalde og hengive os til, som det eneste værn mod alt det onde , og som kan drive alt det onde ud der besætter os, og gøre os frelste og frie.
Frelste og befriede til at leve – ikke det tomme, men det fyldte, det opfyldte liv.
Jamen, er der virkelig så megen kraft i det billede?
Ja, billedet af Gud der blev menneske i Jesus fra Nazaret, er det stærkeste billede i verden.
Og hvad mere er, den der for alvor tør spejle sig i det billede, tør lade sig fange ind af det, vil opleve , at livet ikke længere er det sammen.
Man vil opleve, at fra det billede kastes der lys ind over vores liv, så vi ser hvordan livet var ment fra begyndelse, at det altid er ment som et liv i tro, håb og kærlighed.
Og at vi skal få kraft og mod til at leve efter det, så vi trods vore fejl, mangler og frafald, alligevel må tro vi er det vi er i Guds øjne, nemlig lysets børn, der sætter den frugt vi skal, nemlig godhed, retfærdighed og sandhed.
Spørgsmålet er så bare, om vi tør tro det. Amen.

Sognepræst Elisabeth Birgitte Siemen
Kirsebærbakken 1
DK- 2830 Virum
Tel.: ++ 45 – 45 85 63 30
e-mail: ebsi@km.dk