Göttinger Predigten im Internet

Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Sådan lyder spørgsmålet til os fra Jesus i dag. Og vi ved godt, hvad der er at svare på det! Har vi blot een gang været fanget ind af en ordentlig bekymring, der ikke ville slippe sit tag i os, så ved vi mere end rigeligt, hver eneste af os, at bekymring ikke er en livets ven, men en livets fjende. Og at den intet lægger til vort liv. Bekymring er en byrde. Noget, der trækker fra. En klods om benet, som det, når det er slemt, ville lette meget, om vi kunne sparke af os. Bekymring er i familie med kummer, det er det sprogligt, men også sagligt. At bekymre sig er at skaffe sig kummer. Mere kummer end den, der hører hver dag til.

Søren Kierkegaard kalder det - med en overraskende vending - for havesyge. Det, at vi i bekymringen ikke vil lade hver dag have nok i sin plage, det er en slags havesyge. Den bekymrede vil ikke nøjes, vil ikke nøjes med dagen i dag og det, der hører den til, han vil favne det større og især det kommende, han vil på een gang gramse alle fremtidens plager til sig, ja helt ind i evigheden vil han, og det lammer ham. Du skal være noget mere nøjsom, siger Kierkegaard, du skal have gudsfrygt med nøjsomhed, for kun sådan blir du fri for den næste dags plage. Du skal ikke favne så vidt, som du gerne vil - det er det, der er bekymringens havesyge - du står dig godt ved det mindre, du står dig godt ved det hver dag tilmålte, thi hver dag har just nok i sin plage. (Møllehave: Til Trøst s. 54)

Altså: du skal blive, hvor du er, og tage tingene i den orden og rækkefølge, som de nu kommer i. For vil du på een gang for meget eller det hele - vil du dit liv på forskud - så lammes du af det, eller du bliver en, der slet ikke er til stede, der hvor du er. Du bliver en, der altid i din bekymring er et andet sted henne.

Og bagefter, ja ofte ser vi tilmed så, at de bekymringer, vi gjorde os og lod os jage bort fra dagen i dag af, at dem havde vi ikke behøvet alligevel. For det gik alt sammen endda. Fremtiden viste sig også at have løsninger, muligheder som vi i bekymringen ikke kunne se. Og altså var det dobbelt dumt. Ikke bare blev vi snydt for det nærværende liv og de glæder, der var at finde der, for vi rejste jo fra dem, tilmed var vore bekymringer overflødige, de hjalp os ikke. De var bare i vejen.

Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?

Det lykkes for sjældent. Se derfor til, at du lader hver dag have nok i sin plage!

Men nu er der så det ved bekymringer, at de ikke rigtig tager imod fornuft. Bekymringer er noget, der sidder et menneske i hjertet, og de lader sig ikke smide på porten af selv nok så fornuftige argumenter eller sandsynlighedsberegninger. Skal vi af med dem, eller skal vi have dem placeret et sted, så vi kan leve med dem og holde dem ud, så skal vi ikke vejen gennem hovedet. Så er der kun en vej gennem hjertet.

Og derfor nytter det ikke - såmænd - så forfærdelig meget, vil jeg tro, at tale som her. Vi kan sagtens være bagkloge og sige ”la´ vær” og ”sådan er det dumt at bære sig ad” og ”du ødelægger kun dit liv med alle de der tunge bekymringer, du gør dig.” Vi kan sagtens se, at sådan er det, og vi siger det også jævnligt til hinanden i håb om, at det så vil hjælpe. Men det nytter ikke ret meget. Bekymringer flygter ikke for rationelle argumenter. I alt fald ikke de tungeste af dem. Bekymringer er noget der sidder i hjertet. Og derfor er det også noget andet end argumenter, der skal til.

Og så skal vi i øvrigt vel heller ikke tro, at vi så meget skal til at ligne himlens fugle og markens liljer, at vi skal holde op med at være mennesker. Og hvor tungt det end er, der er noget ved det at være menneske, som vi ikke kan rende fra. Og som afgørende skiller os fra både fuglen og liljen. Et sted spørger Søren Kierkegaard sin læser: Jamen, kan du glæde dig på samme måde som spurven og liljen, så vær så god! Men det kan du ikke. Thi spurven og liljen er det enkelte, spurven er intet dobbeltvæsen, det er alene mennesket.

Vi har det uhjælpeligt i os, dette dobbelte der føder bekymringerne. Og kán derfor ikke som fuglene og blomsterne nøjes med bare at være. Vi er dømt til også at skulle se på, mens vi lever, og tænke tanker om dét, vi ser. Vi er dømt til også at skulle forholde os til os selv, til at stille spørgsmål som hvem vi er og hvad vi er, hvordan det gik i går og mon det nu også vil gå i morgen, og derfor ér vi også bastet og bundet til de bekymringer. Og til det roderi med tiden, at vi så ofte slet ikke er, hvor vi er.

Den ydre tid - tiden på vores armbåndsur - den er meget tit en helt anden end tiden i vor bevidsthed. Lige før var jeg måske tilbage ved noget, der skete i går eller for en uge siden, om et øjeblik er jeg fremme ved noget, jeg håber på eller frygter for i morgen eller i næste måned. På den måde falder den indre og den ydre tid hos os kun sammen i øjeblikke ad gangen, og vi kan ikke rigtig styre det selv.

Og det ér et vilkår. Vi kan ikke rende fra det, og vi ville også snyde med vor menneskelighed, om vi gjorde. For nok oplever vi, når vi er nærværende og lever i nuet, så vor ydre og indre tid falder sammen, nok oplever vi da vel vore største og bedste stunder, stjernestunder og lykkebrus, hvorom vi også kan sige, at tiden står stille, som var det evigheden selv, vi havde med at gøre. Sådan er det når den ydre og den indre tid falder sammen. Men livet er også andet end dette øjeblikkets fuldbyrdede liv. Som mennesker er vi også sat her med ansvar, vi er også nogle der skal råde og regere og være med til at styre en kompliceret verden, vi skal drage omsorg for os selv og for hinanden, skal tage os af vor næste og i alle sammenhænge prøve at gøre det så godt, vi kan, og helst bedre end før. Det sagde eksempelvis jo også Jesus noget om.

Som blomsterbørn kan vi ikke leve et menneskeliv.

Så derfor kan det godt ligne lidt af en konflikt, den vi bliver fanget i med en tekst som den i dag. Vi kan ikke bare ligeud tage ham på ordet, når han peger - Jesus - på himlens fugle og markens liljer og slår vore bekymringer for morgendagen til side som utidige i dag. Vi kán ikke. Vi er dobbeltvæsener og kan ikke leve som fuglen. Og vi kan heller ikke tillade os det, om vi kunne. For vi er også sat her med ansvar. Er nogle, der skal forvalte, hvad der er blevet os betroet.

Men hvad er det så, han vil, den gode mand? Hvad vil han med disse ord, når de ikke sådan uden videre lader sig efterleve?

Ja, jeg tror, vi skal lægge godt mærke til, at han ikke siger ”ligne” når han peger på himlens fugle og markens liljer. For det gør han jo ikke. Han siger ikke, at vi skal være som dem eller leve som dem. Hvad han siger er, at vi skal se på dem. Altså lære et eller andet. Og så er det måske muligt.

Ja, for hvad vi kan lære af dem, det er nemlig noget, vi kan i vores kristentro. Om vi tør slippe tøjlerne. Det handler om tryghed.

For selvom fuglenes og liljernes vilkår og måde at være til på er anderledes end vor - og dé altså kommer lettere til deres tryghed end vi til vor - så er de med denne deres tryghed et billede - siger Jesus - på den tryghed, som et menneske i troen på Gud kan tillade sig at leve i. Vi har den ikke naturligt, den tryghed - for vi frygter med god grund alverdens ting - men som Vorherres børn, siger Jesus, bør vi i grunden leve i den samme tryghed, som disse enkeltvæsener så nådigt ejer fra naturens hånd. Han bruger dem som et billede: for når Gud således har omsorg for markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget mere har han det så ikke for sine menneskebørn? Er I ikke mere værd, spørger han, end alt det, I dér ser?

Det handler det, tror jeg, om i denne tekst. Om en stor, altfavnende tryghed, muliggjort for os i tro på Guds omsorg for sit menneske. Den tryghed vil han række os, Jesus, den vil han give os at gå ind i og finde hvile i - og vel at mærke: også når vi ikke selv kan se, at den holder og dur.

For det kan vi naturligvis ikke altid. Somme tider er Guds omsorg for sine børn ikke til at få øje på. Men vi skal tro den alligevel, siger Jesus. Stole på den og lade alting finde støtte her. For Guds omsorg er mere, end hvad vi kan se.

Fra alteret hørte vi den dejlige tekst om Guds pagtslutning med Noah efter syndfloden. Vi hørte Gud sige, at fra nu af ville han aldrig mere forbande jorden for menneskenes skyld, skønt vi er som vi er, men så længe jorden står lade såtid og høsttid, kulde og varme, sommer og vinter, dag og nat, veksle med hinanden. Alt sammen af omsorg for sit menneske.

Men Guds omsorg er mere end dagligt brød og gode kår. Guds omsorg er også, hvad Jesus siger, når han taler os til tryghed i dag. For Guds omsorg er jo også til, hvor bønder af hunger dø eller andet grufuldt sker, for Guds omsorg er også at han i kærlighed følger sit menneske overalt, på livets veje som på dødens, når vi slipper for skrammer og glæden er stor og vi kan mærke hans kraft, men også når ulykken slår ned, når lidelsen rammer, når glæden bliver borte og vi ikke ved hverken ud eller ind.

Så stor og omsorgsfuld er den Gud, Jesus lader os se. Og som han taler os til tryghed ved. Og mindre kunne heller ikke gøre det, om det skulle du til noget. Den Gud, som har givet os livet og alle dets gaver, han er større end livet. Det er det, han siger. Større end livets gru og større end livets glæde. Ja, Gud er Gud om end alle mand var døde og alle land lå øde, som vi synger det et sted. Så stort er det. Og så trygt er det. Så langt rækker det frem over alle dage. Og op skal så rinde, som solen skinne, Guds rige.

Det er ikke en tryghed, der fratager os at skulle igennem forlis og nederlag med alting. Livet koster stadig livet. Men at gå sine veje med den bevidsthed i troens greb, at du er meget værd - mere værd end mange spurve, som endog ligger Gud på sinde - det er en tryghed, der kan holde til megen uro og bekymring undervejs, en tryghed som kan gøre det muligt for os at være de mennesker, vi er, uden at vi dermed skal bære og stå inde for alt. Med en sådan tryghed er det godt at vandre. Den er ikke noget argument, men den er et ord til hjertet, et ord der holder os varmt i hånden gennem alting, et ord der giver os lov til at nøjes med at være de små, vi er, og lade Gud om alt det store. I dag og i morgen. Hver dag gennem sin plage. Og sin glæde. Amen.

Sognepræst Hans-Ole Jørgensen
Hyrdestræde 5
DK-6000 Kolding
Tel.: ++ 45 – 75 52 06 61
E-mail: haoj@km.dk