Göttinger Predigten im Internet

Giv os en større tro”, beder apostlene Jesus. I den gamle oversættelse lød ordene: ”Giv os mere tro”.
Mere – større tro.
Dette ønske genfinder vi også i vores egen tid. De samme ord høres: Giv mig mere og større tro. Ja. Giv mig et dybere fundament. En større sikkerhed i mit liv. Noget at støtte mig til i min tilværelses ubalance. For mit liv er et stadigt jordskælv: Såvel indefra som af rystelser udefra.

Tro og trosspørgsmål er i fokus. Tro er blevet en positiv størrelse. Jeg vil gerne tro, dog så ikke så meget, at det bliver formørket fundamentalisme. Tro tilkendes i dag som udgangspunkt en positiv værdi.

Ganske vist har hver tid sine plager, men det enkelte menneske skal i dag bære så meget selv, samtidigt med at det samfund, det indgår i, kræver sit. Med andre ord og i bogstaveligste forstand, der er ikke meget, vi må eller vil tage for givet.

Individualismen er i dag stærk og fremherskende i vort samfund. Vi ynder nok at udskælde den, men den bebor samtidigt vort eget sind og gør sig gældende bag mange af de fordringer, vi stiller til livet. Vi vil ikke være den foruden. Den frihed og de muligheder, den giver. Men samtidigt har denne stærke trang til selvrealisering og selvudvikling dyre omkostninger.
For den er med til samfundsmæssigt at føde krav og fordringer om hele tiden at være i bevægelse og på vej.
Bevægelighed, evne til at være omstillingsparat og udvikle sig - det er egenskaber, der konstant fordres, - aldrig skal vi være i ro, men altid i bevægelse.
Midt i denne stadig strøm og bevægelse, fra dette dyb, savnes så alligevel et ståsted. Noget sikkert under fødderne. Måske lyder det på skrømt. Måske for alvor. Men ordene lyder, kastes ud som et anker, som forsøg på at finde en smule sikkerhed her: ”Giv mig mere og større tro”.

Skolen afspejler i den forbindelse ganske godt den tid, vi lever i.
Her er den nye trend, at man skal gå væk fra klasseundervisning. Børnene skal - og det har vi hørt til bevidstløshed - selv tage ansvar for egen læring – klasseværelset skal ideelt set væk – og ungerne skal blot bevæge sig omkring og her selv lære at tage ansvar. Elever og forældre bliver nu brugere af skolen. Lærerne skal servicere eleverne. Og skolebiblioteket forvandles til et pædagogisk servicecenter. Intentionerne i dag med at have øje for mangfoldigheden er god. Det gælder om at skærpe ens sans for børns forskellighed og deres forskellige måde at tilegne sig stof på. Man skal tage udgangspunkt i det enkelte barn og at børn er forskellige. Det er alt sammen rigtig. Men hvor er holdepunktet? Fællesskabet? Mødestedet? Hvor gives roen i en sådan idealskole af i dag?
Findes denne ro virkelig i det enkelte barn, som en sådan tanke synes at forudsætte? Det kræver i alt fald en uhørt selvtillid og tro på sig selv.
Når barnet betragtes som eneste udgangspunkt og omdrejningspunkt, så bliver de snarere enlige atomer i skolens område, ligesom individet udenfor bliver det i forhold til det samfund, det skal leve i. Enlige isolerede stjerner, som selv og alene skal lyse op i et ellers mørkt univers.

I en sådan tid, hvor individet sættes i højsædet, og hvor det enkelte menneskes selvudvikling dyrkes og dets bevægelighed fordres, bliver det vigtigt, at vi hver især selv har tro og tillid til os selv.
For hvordan skal vi ellers kunne gebærde os i en sådan urolig verden.
Menneskets åbenhed fordres, og i forlængelse heraf skal også denne nye genvundne værdisættelse af troen ses. Det bliver her vigtig ikke at lukke af, men udvise stor sensibilitet overfor verdens mangfoldighed, også overfor det, der ligger ud over det rationelle.
Det gør det så i dag på nogen måder nemmere også at forkynde evangeliet, for underet og mysteriet mødes ikke blot med skepsis og vantro. Tværtimod. Der er en stor velvilje. For tro er ok. Alt er muligt.
Det er jo givetvis endda sundt at tro. Det er måske endda en biologisk nødvendighed, vil nogen mene, i det tro giver bedre velvære og balance med sig selv.

Hertil er det imidlertid nødvendigt at komme med indvendinger. Tro er ikke blot et spørgsmål om selvtillid og velvære, men tro er hengivelse og tillid til en anden end en selv. Og så er det heller ikke lige meget, hvad vi tror på og vender os mod. Der er forskel på om vi tror på Gud eller Djævelen.

Det kan vel være man i tro får det bedre med sig selv.
Det kan imidlertid også være, at troen i den grad stiller ens mindre flatterende sider til skue og afslører mennesket som det er, i al dets oppustede selvtilfredshed, sådan at vi rystes endnu mere end vi allerede bliver det pga. vore egne og samfundets krav til os i dag.
Tro er således ikke kun at betragtes som et helseprodukt for det omstillingsparate menneske.
Både dom og nåde møder os i kristentroen.
Afsløring, trøst og opbyggelse her af mennesket

Hvad angår troen på Gud, er det væsentlig at gøre sig klart, at der ligger en hengivelse i troen, som rækker ud over al egennytte, og som sætter en dom ind over os, når vi ene og alene fokuserer på os selv og vort eget. En vished om, at uden Gud findes kun dybet. Kun han kan slå bro over dette dyb.
Fundamentet er således fortsat løst under os selv, men vi gives i troen tillid til den livsmagt, skaber, opretholder og frelser, som Gud er.

Da Gud kom, sådan som vi hørte det, kom til den barnløse Abraham og sagde til ham, at han skulle få et stort afkom, indvendte Abraham først og forståeligt, at han og Sarah jo netop ikke havde fået noget barn, så for ham lød Guds tale som noget guddommelig mundvand.
Men så tog Gud ham udenfor teltet, pegede op på himlen og sagde til Abram, at som himlens stjerner skulle hans afkom være. Da lyder det i beretningen vi hørte fra 1. Mosebog,: ”Abram troede da herren, og Gud regnede ham det til retfærdighed.”
Hvordan kunne stjernerne overbevise Abraham. Var det pga. et magisk syn? En forundring over Guds magt og vælde, som han så afspejlet i stjernernes vælde? Eller var det Guds ord og forklaring, idet Gud pegede på himlen, der overbeviste ham? Den personlige samtale? Det er ikke til at sige.
Men i alt fald kastede Abraham på trods af sine indvendinger nu sit lod på Gud.
Abraham stillede sig her ikke op og overvejede om det nu ville være godt for ham at stole og tro på Gud. Om det gav Abram bedre livsvilkår at tro. Jo, måske nok tanken om at blive patriark ville forøge Abrahams selvværd. Det kan ikke afvises. Men det er dybest set uvæsentligt.
Og vi hører derfor også blot i beretningen, at Abraham troede på ham , dvs. han bøjede sig for Gud, lagde sit liv og sin skæbne i hans hænder. Han stolede på Gud. Og ved således at kaste sit lod på Gud kom han til at leve under den åbne horisont, hvor han ikke selv, men Gud er Herre.

Men hvordan så tro? For det er jo spørgsmålet under apostlenes spørgsmål til Jesus i dag: Giv os mere tro, større tro.
Hvad svarer Jesus selv?
”Har I blot tro som et sennepsfrø, så vil I være i stand til at sige til dette morbærtræ: `ryk dig op med rode og plante dig i havet´. Og det ville adlyde jer”
Jesus svarer her ikke direkte på disciplenes spørgsmål. Men han afviser indirekte deres tale om mere eller større tro. For om blot tro som et sennepsfrø vil i være i stand til at rykke et morbærtræ op, så behøves der jo hverken mere eller mindre tro. Man kan nemlig dybest set slet ikke bede om mere eller større tro.
Det kan være vanskeligt at forstå i en verden, som vores, hvor vi gerne vil måle og veje alt.

Desuden siger Jesus så også her med sit svar, at tro, det er vist ikke noget noget som helst menneske kan. For hvem ejer en sådan indre styrke. Det er kun Gud, der kan skabe, hvad han nævner. Siger vi: ”Bliv lys, ryk dig op morbærtræ”, så sker det ikke.

Vores søgen efter tro, længsel efter at kunne tro og kunne følge Abraham i hans hengivelse for Gud, bliver således mødt af Jesu ord om det umulige i at tro.
For med troen er det som det at komme ind i Guds rige. Vi står der i en vis forstand som den unge rige mand, der spurgte Jesus hvordan han kunne komme ind i Guds rige. Som han: Vi kan dybest set ikke slippe os selv og vort eget.

I stedet for at fokusere på troen som en præstation og evne, - ja som en egenskab, vi skal søge at fremelske i os selv - skal vi forstå troen som en gave – som noget, vi gives, sådan som kærlighedens magt også gør sig gældende.
Tro er nok at give slip på sig selv, at stole på og vise tillid til - men troen er først og sidst en gave, som gives os - når vi mødes af den, der kommer os i møde og vil os som, dem vi er.
I dåben sker det: Du er mit barn, siger Gud i Jesus. Du hører mig til.
I nadveren bekræftes vi i det: du får del i mig, siger han.
I livet mødes vi af troen. Den tro, som slår over dybet sin gyngende bro. Troen kommer ved Guds nåde.

Sognepræst Elof Westergaard
Mariehøj 17
DK-8600 Silkeborg
Tel.: ++45 – 86 80 08 15
E-mail: eve@km.dk