Her på Allehelgens Dag har vi altid læst dele af den stærke indledning til Jesu bjergprædiken. Det er ikke helt lette ord, men de er værd at grave sig ned i, for de rummer dyb eftertanke over livet og døden. Og det er vel ikke mindst det, vi kommer her i huset efter.
Problemet er, at der er en himmelråbende forskel mellem det, som disciplene er, når man sådan ser på dem, og det, de er i følge disse ord. Det er jo dem, det handler om. Det er dem, der bliver kaldt jordens salt og verdens lys. Selv om det eneste, man kan se på dem, er en lille flok ukendte, fattige mænd fra en udkant af verden. Intet påfaldende ved dem.
Men det, de bliver kaldt - jordens salt og verdens lys - kan ikke være flottere og større. Hvis man virkelig skal have fat i omfanget af de betegnelser, så er det bedst at se på ordenes modsætninger. En jord uden salt er en jord, der går til. Det er billedet af salt som konserveringsmiddel, der bliver brugt her. Disciplene udnævnes til den saltlage, der forhindrer maden i at blive fordærvet og ødelagt. Og billedet forstørres så op til at omfatte ikke bare maden, men hele jorden. Disciplene udnævnes til at være dem, der forhindrer jorden med alt dens liv i at gå under.
Helt tilsvarende med lyset. Det mørke, de jager på flugt, er selve verdens mørke, igen et billede af glemsel og tilintetgørelse, som denne uanseelige flok forhindrer.
Og vi må nok have lov at spørge, hvordan det skulle gå til.
Og skal vi selv svare, dvs. skal vi lade et erfarent, sandhedskærligt, nutidigt menneske svare, så bliver svaret, at det desværre ikke lader sig gøre. Det kan ikke lade sig gøre at beskytte verden og menneskene mod undergang, for alt synker hen i mørke, alt foregår. Før eller siden.
Hvordan kan nogen dog finde på at sige, først at der er lys og bevarelse, dernæst at det findes hos disse mænd?
Først må vi sige, at det ordene handler om, er det vigtigste af alt. Det er spørgsmålet om at gå til og synke ned i mørke, eller leve og være til. Det er også Hamlets berømte spørgsmål med kraniet i hånden: At være eller ikke være – det er spørgsmålet. Når alle dagligdags småting og fortrædeligheder bliver skubbet til side, så er det det eneste væsentlige spørgsmål i verden - den eneste modsætning, der i allersidste instans er værd at beskæftige sig med, den mellem liv og død.
Det tror jeg ikke, vi, der er samlet her på Allehelgens Dag, kan blive uenige om
Men det er ikke kun vores private mening, at det skulle være det væsentligste. Det er også Bibelens mening. Fra første til sidste side handler den ikke om andet end liv og død. Og det gør den vel at mærke på en yderst realistisk måde. Der er ikke en side, ikke en fortælling, ikke en forfatter i Bibelen, som ikke ved, at det levende går til.
“Endeløs tomhed, sagde Prædikeren,
endeløs tomhed, alt er tomhed.”
“Alt kød til hobe er græs,
al dets ynde som markens blomst,” sagde Esajas.
Det er bare to eksempler fra det gamle Testamente på folk, som havde set, at tilværelsen er en afgrund. Realismen fejler ikke noget. De tør både se, hvad det handler om og sige det.
Måske tør de gamle israelitter se og sige det så tydeligt, fordi de også ved noget mere.
De ved, at der dog findes en verden. Det er i hvert fald svært at nægte, at verden faktisk er til, at mennesker faktisk lever. Selv om det er en fuldstændig urimelig tanke, at der overhovedet skulle være noget til. Hvis man først for alvor har fået øje på denne kendsgerning, så er det svært at komme over. Så må man vende tilbage til det gang på gang med den største forbavselse og den største taknemmelighed. For det er så lidt indlysende, så dybt mærkeligt, at der er en verden og ikke blot ingenting, at man aldrig bliver færdig med at undre sig.
Når Bibelen skal tænke denne kendsgerning efter - som det sker på den allerførste side i Gammel Testamente - så anerkendes det, at undergangen er det mest rimelige. Verden begynder med havet, som kun er til at drukne i. Og verdens og planters, dyrs og menneskers liv er udtryk for et oprør, en modstand, en vilje, der kommer til syne i intet, og som fra Biblens første side kaldes Gud.
Og side for side igennem resten af bogen fortælles der så om de mange andre mærkelige ting, der faktisk findes i verden, og som selv ikke er i slægt med undergangen, men viser helt andre sider frem. Det er vidt forskellige ting. Det er f.eks. menneskets viden om godt og ondt. Hvordan kan sådan noget have den betydning, det har, hvis alt går til og glemmes. Så skulle alt være lige gyldigt, fordi intet er gyldigt. Men sådan er det ikke. Noget er godt. og noget er ondt. Og menneskets samvittighed ved, hvad der er hvad.
Der er mange andre mærkelige ting: naturens skønhed, menneskelivets grundlæggende godhed, menneskets søgen efter sandhed. Der er kærligheden, som nogle gange kan få et menneske til at se stort på sin egen død.
Det er alt dette, der i fortælling efter fortælling i Bibelen endevendes og tages i betragtning. Alt det, som så kraftigt modsiger, at alt i den sidste ende skulle være mørke og glemsel.
Det var hele denne mangfoldighed af erfaringer med at være menneske på jorden, som Jesus sammenfattede. Den magt, som holder verden oppe, som giver mennesket ånd og samvittighed og livsvilje, som giver dagene deres godhed og jorden dens skønhed, siger han, er Gud kærlighed.
Det er ikke realisme at give døden det sidste ord, det er opgivelse.
Den magt, der har givet os jorden, livet og medmennesker har både magt og kærlighed til at sprede mørket og modstå forgængeligheden.
Sådan forløber Bibelens fortællinger og digte, eftertanke og forkyndelse om liv og død.
Men bevars - det hele er jo blot ord. Der er intet forandret i det, at mennesker faktisk dør, og vi mister hinanden.
“Blot ord”, ja, men hvilken forskel gør de ord ikke. De frembringer taknemmelighed, omsorg, barmhjertighed og kærlighed og håb så dødens ligegyldighed ikke får lov at herske uden modsigelse, så vi kan få lov at elske livet og dermed også få lov til at sørge. De ord kan kort sagt bryde dødens magt og eneret.
Den, der bærer disse ord er salt for jorden og lys i verden, indtil kærlighedens magt lader sig se ansigt til ansigt. Amen.
Sognepræst Lars Ole Gjesing
Søndergade 43
DK-5970 Ærøskøbing
Tel.: +45 62 52 11 72
E-mail: logj@km.dk