Noget af det, vi tror vældig meget på i tiden nu, og sætter vældig meget ind på, er at blive set af de andre.

Synliggørelse er blevet et næsten indiskutabelt slogan for alle. Hvor det før - i alt fald mest - var noget, man tog sig af i erhvervslivet, fordi man der havde noget at sælge, som folk naturligvis skulle kende til, eller i det politiske liv, hvor man skulle vælges af nogen på et eller andet program, der er det nu blevet et nærmest uomgængeligt krav til hver eneste af os, fra det enkelte menneske i bunden til de offentlige institutioner i toppen - skoler, biblioteker, museer, kirker, sygehuse, hvad som helst - alle skal vi hver fra vort sted blande os i den hidsige kamp om andre menneskers opmærksomhed, flere end dem, der naturligt gør det, skal få øje på os og lægge mærke til os, det er for lidt bare at være og virke, vi skal også vise os, med det, vi er, med det vi har, det vi kan, det vi gør og det, vi vil. Engang havde det dårlig klang, hvis man om et menneske sagde, at han var ude på at vise sig. Nu er det blevet det, det handler om.

Derfor er det eksempelvis stadig godt at komme i fjernsynet, hvad jeg somme tider undrer mig over, for i vore dage er det jo ikke noget særligt at komme dér. Det er der mange, der gør. Men man bliver set af det. Så almindeligt og dagligdags, det end er, og så lidt det måske end også var, det man bidrog med derinde i kassen, man bliver set, man får eksistens i andres bevidsthed. Og det er det, der er så vigtigt. Det varer sjældent så længe, for kameraet skal hurtigt videre til nogle andre, men vi var der, og blev set af mange.

Den svenske forfatter Per Olav Enquist, har engang sagt, at uden sit syn kan et menneske godt leve, en blind er også et menneske. Men hvis man ikke selv bliver set, så er man ingenting.

Det er, hvad det dybest nede vel handler om. Er du ikke til i andres bevidsthed, er der ingen øjne der ser og finder det vigtigt med dig, så kan du ikke godt være her. At leve som en overset, holder ingen ud i længden.

Men der er forskel på det. For der er ikke frelse i ethvert blik. Det spiller også en rolle, med hvilke øjne, det er, du bliver set, og hvad du selv skal gøre for at blive det.

Det moderne synspunkt er bundet op på en anstrengelse, både for den der alle vegne og ved enhver lejlighed skal vise sig selv frem, og for dem, der skal se på. Dels bliver der jo denne voldsomme kamp om opmærksomheden - der bliver mangel på dem, der skal se og høre på mig og mit - og dels mister vi jo også lysten til hinanden, når det at vise sig bliver anliggendet imellem os. Det moderne synspunkt ér anstrengende, i hvert fald når det går over gevind. Og det vidste de gamle såmænd også. Når vi i dag lytter til Jesu ord om de skriftkloge, der holder af at gå omkring i lange gevandter og lade sig hilse på torvene og sidde øverst i synagogen og til højbords ved fester og beder længe, alt sammen for et syns skyld, så har vi med en ældgammel viden at gøre, om mekanismer i vort samliv med hinanden: Vi gider dem i grunden ikke, dem dér, der bare skal vise sig.

Og derfor er det også en fin lille perle af en tekst, den vi lytter til i dag om Jesus, der så den fattige enke, hende som ingen ellers så. Den gt-lige tekst, vi hørte fra alteret, sluttede med ordene: Også jeg kan se, siger Herren! Det er også det, der er pointen i fortællingen her.

Den fattige enke var ikke en, man så, for hun havde ingenting at vise frem af det, der ses. Det var i verdens øjne fuldkommen uden betydning, det hun havde at give, hun kunne ligeså godt have lagt en bukseknap. Men Jesus så hende - for Gud er det nemlig nok at være - han så den usete, ja han så i hende noget stort, og så var det bagefter ham, der gjorde hende synlig for disciplene, han pegede på hende og sagde: her - i det som verden ikke ser og som for verden er uden betydning – her er der også noget at se. Ja, i virkeligheden – siger han – er der mere at se end hos så mange af de andre.

I sin bog Kærlighedens Gerninger leger Søren Kierkegaard med denne Jesu måde at se på. Han skærper pointen og har ret: han tænker sig, at den fattige enke er kommet til templet med sine småmønter indsvøbt i en lille klud, men at en - uden at hun vidste det - forinden havde byttet kluden ud med en, som der ingen penge var indsvøbt i. Så hun altså i god tro havde båret sit offer frem til templet, men i virkeligheden havde givet slet intet. Mon ikke - spørger Kierkegaard - Jesus alligevel ville have sagt, også om han havde vidst dét, hvad han sagde om hende, at hun gav mere end alle de rige?

Det ville han naturligvis. For hvad der her er på færde, det har ikke med gavens størrelse men med giverens hjerte at gøre.

Og så kan vi godt komme med alle vore fornuftige argumenter imod. Alle de argumenter, der siger, at skal det nytte noget, så er det ganske anderledes ydre og kontante ting, der må til. Som der i Jerusalem var et tempel, der skulle vedligeholdes og drives, og en omsorg for de fattige, der også kostede penge, sådan er der til enhver tid en uendelig række af gode formål at støtte, og de lidende - alle verdens fattige, flygtende og sultende mennesker - de kan ikke leve af en barmhjertighed, der ikke har penge med sig. I den virkelige verden er det for lidt med de store hjerter og de gode viljer. Her er det pengene - og dem alene - der tæller. Om de er givet af min overflod eller jeg som enken gav det hele, det er her

uden betydning. At betale sin skat med glæde er formentlig bedre for en selv end at betale den surt, men pengene kommer i lige grad systemet og de andre til gode.

Det er to verdener, der støder sammen. Hvad der tæller i den ene, tæller ikke i den anden. Men vi har alle vores tilværelse i dem begge.

I den ene verden handler det om det ydre, det rimelige og det fornuftige. Her efterstræber vi gennem forskellige reguleringer et samfund, der giver livsmuligheder fra sig til flest muligt, og noget af det, vi regulerer med, det er balancerne. På Jesu tid sagde de mest ”øje for øje og tand for tand” og ”som du sår, skal du høste.” Det er heldigvis ikke uanfægtet modellen mere, i alt fald ikke hos os. Men balance i tingene, det synes vi stadig, der skal være. Mellem ret og pligt, mellem ydelse og nydelse. Det gamle ord om ”noget for noget” er stadig i brug.

Og sådan er det også - i den verden - når vi giver. Fik vi ikke noget igen, så gav vi såmænd nok ikke. Vi giver for at redde en stump forlist verden, for at redde en stump forlist menneskeskæbne. Men vi får noget igen. Derfor er det fornuftigt og til at klare. Der er balance i det. Vi redder en stump mening hos os selv. En stump samvittighed. Vi giver en del. Og vi får en del.

Men der ér også den anden verden - den verden hvor det eneste afgørende er, hvad der bor i et menneskes hjerte - og det ér ikke kun hos den fattige enke, der gav det hele, eller andre af hendes særlige slags, som Jesus fra tid til anden gør synlige for os i det bibelske univers, at vi møder den verden. Vi lever også selv i den, ja vi lever af den, og gjorde vi ikke, kunne vi ikke være her.

Det rimelige, det kan vi nemlig ikke leve af. Det er at blive set på af for kolde og for ligegyldige øjne. Er der ikke nogle, der har noget at give os, af det, der kommer fra hjertet og er større end al rimelighed, så kan vi have gode kår, rigdom og livsmuligheder i overflod, det er alt sammen for lidt til livets ophold. Og har vi ikke selv noget at give fra os til nogle, ødselt og uden tanker om hvad vi nu selv kan få ud af det, så har vi endnu noget vigtigt til gode. Det kan godt være, at vi mest tror og tænker, at lykken ligger i, hvad vi kan få raget til os, tjene på det vi gør og beholde for os selv. Og at skulle vi af med noget af det, så blev vi fattigere. Men sådan passer det ikke i alle sammenhænge og slet ikke i dem, der kommer livets mening nærmest. I det at kunne være ødsel med sig selv er der en glæde, som ligger tættere på det, vi lever af, end vi ofte tror. Og måske er det derfor også forkert, at vi bliver ved at kalde den fattige enke for fattig. For mest fattig bliver man af at beholde for sig selv og rig bliver man af at give hvad man har.

Og sådan er der nok nogle roller, der byttes om i denne her historie. De rige bliver fattige og den fattige bliver rig. Og føler vi trang til medynk, så skal vi tænke os godt om, før vi placerer den, det ene eller det andet sted. Jesus havde god sans for det vigtige i et menneskeliv - han var en, der kunne se - og så vidste han jo også, at det lignede hans eget, det liv han så hos denne kvinde. Også han var en, der gav det hele.

Det gudsrigets eget liv, som Jesus selv havde med sig og ødselt gav fra sig af til mennesker, han mødte på sin vej, det var af samme slags som det, han så hos kvinden her. I det, som han gav fra sig af ord og gerninger, var det Guds øjne, der blev rettet mod enhver, øjne der ser også dig som du er og dog holder af. Også om du nu skulle være en af dem, der går i et med tapetet, en som intet særligt har at vise frem af det, der tæller.

Søren Kierkegaard fortæller om en mand, han kendte, som selv levede i trange kår og ikke havde det store at bortgive til andre og aldrig heller blev nævnt derfor, og siger, at af ham lærte han mere end af nogen anden om det at give. For stundum - siger Kierkegaard – ”gav denne mand på gaden til en fattig, og når han gav, da tog han altid så ærbødigt sin hat af for den fattige, som var det en foresat, så venligt som var det en ligemand.”

Det billede kan måske godt stå som udtryk for det, der er kristendommens tro og som ligger i ordet om syndernes forladelse, at Gud i Jesu liv, død og opstandelse har set enhver af os med de øjne, vi har brug for til at kunne leve vort menneskeliv, de øjne der ser noget stort selv i den fattigste, et menneske i enhver.

Kristendommen er troen på, at du ér set. Og at alting derfor ikke afhænger af, hvor synlig du nu orker at få gjort dig selv efter tidens krav herom. Det er nok at være. Det er bare det, du skal give dig hen i.

Og det er derfor, vi nu om lidt skal synge Kingos storslåede digt om forfængeligheden: Far, verden, far vel! Vi synger det ikke så tit, for det er ord, der nemt kan misforstås, men i dag vil vi gøre det, for i dag kan vi måske høre det som det farvel til verden, der er et god dag til livet, et god dag til det liv, der er mere virkeligt og mere betydningsfuldt under sminken end over.

Amen.

Sognepræst Hans-Ole Jørgensen
Hyrdestræde 5
DK-6000 Kolding
Tel.: +45 75 52 06 61
E-mail: haoj@km.dk