Hvis en knægt på 12 år pludselig går sine egne veje og hans forældre først finder ham efter at have ledt i 3 dage, bliver de selvfølgelig både bange og bekymrede, men er samtidig også klar over at nu er puberteten vist for alvor begyndt - og at de kommende år sikkert bliver fyldt med de velkendte og opslidende konflikter mellem barnet og de voksne.
I dag er det faktisk Jesu pubertet evangeliet fortæller om, om dengang han var væk for sine forældre i 3 dage, og da de endelig fandt ham, svarede han dem frækt igen.
Så i dag hører vi først noget om det at blive voksen og finde sig selv.

Og pointen er jo den enkle og velkendte, at man aldrig bliver rigtigt voksen, hvis man ikke i tide får gjort op med sine forældre.
Og får gjort det netop i tide, så man kan vende hjem igen til barndomshjemmet, men nu som voksen.
Bliver det opgør ikke gjort i tide, ender det med at man enten aldrig rigtigt kommer hjemmefra, men blot overtager og viderefører alt det man fik derhjemme - men det bliver aldrig ægte, for man kan ikke leve sine forældres liv.
Eller også ender det med at opgøret med barndommen bliver så alvorligt og gennemgribende at man aldrig mere kan vende hjem som voksen, fordi man må forkaste det hele.
Ofte er fortællingen her om Jesus som 12 årig i templet vist blevet fortolket og forstået som historien om det fromme barn Jesus der pænt gik i kirke med sine forældre. Og sådan bør vi derfor også gøre.
Men mon dog det var det Josef og Maria tænkte på, da de kom hjem?
Nej, Maria reagerer som enhver mor gør det i den situation: Barn, hvorfor gjorde du sådan imod os? For hun har, som alle mødre har det, så svært ved at forstå og vænne sig til, at hendes lille barn nu er ved at blive voksent.
Det er som om Maria næsten har glemt hvad englen sagde til hende for 12 år siden ved bebudelsen - at hun skulle føde den højestes søn - at Jesus altså ikke er Josefs og hendes søn, men udvalgt til noget større og mere.
Ikke så sært at Maria næsten havde glemt det , for nu havde de jo haft Jesus i 12 år, og de havde givet ham det liv og den opdragelse enhver jødisk dreng fik dengang.
Og som det var skik, havde de nok også taget drengen med i templet ved højtiderne - men især denne rejse, hvor drengen var 12 år, havde de glædet sig sådan til. Det var den rejse forældre traditionelt gav deres søn som en slags konfirmationsrejse, så at sige.
Og de havde selvfølgelig ikke sparet nogen anstrengelser med penge og nyt tøj og gode formaninger - men alt syntes de nu var spildt, sådan som knægten opførte sig.
Allerede da Jesus var 12 år, viste det sig altså at han ikke var helt almindelig - for han kunne snakke med de lærde jøder på lige fod - han var noget særligt!Og han ville være hos sin far - eller i sin fars hus, som der stod i den tidligere oversættelse - det var meningen med hans liv, og derfor må det også mellem Jesus og hans jordiske forældre, komme til et brud.

Vidste I ikke at jeg bør være hos min far?- siger Jesus.

Sådan fortæller evangeliet i dag om Jesu opgør med sit hjem og sin barndom -
Men så hører vi også om templet, vi kunne sige om kirken - hører at kirken er ikke alene Guds hus, men først og fremmest mit andet hjem - for der er min himmelske far.

Så lad os da denne søndag overveje hvad vi overhovedet har en kirke til og hvad kirken skal!

Jamen, kirken skal vel besvare vores religiøse spørgsmål?
Men kan evangeliet, Guds ord,overhovedet svare på de spørgsmål vi kommer med?
For Kirken er jo ikke det sted hvor vi får et direkte svar eller enkel løsning på vores problemer ! Kirken er derimod det sted hvor evangeliet lyder til os, - og evangeliet er jo nogle ord vi ikke selv har valgt eller opfundet. Men i de ord kan vi til gengæld så spejle os selv og vort liv.
Jamen, så får jeg altså slet ikke svar på de spørgsmål jeg kom med? Nej, ikke et direkte svar - men indirekte jo alligevel, fordi der bliver sagt os nogle sandheder om os selv og vort liv, som vi selv skal eftertænke og omsætte.

Men for mange giver det jo ingen mening at gå i kirke! - Er det fordi de ikke får svar på de spørgsmål de kom med? Eller måske fordi de ikke får det svar de helst ville have?
Eller er det fordi det er for kedeligt?- At det altså føles som tidsspilde, - at det ikke er noget man kan bruge i sit liv, det der foregår i kirken.
Endelig er der så dem der ikke kommer i kirke fordi de mener at i kirken sidder kun de fromme hyklere, som tror de er bedre end andre fordi de går i kirke.
“For man kan godt være en god kristen uden at gå i kirke, som man siger!” Underforstået: ens liv til hverdag fortæller mere om hvor god eller dårlig en kristen man er, end om man går i kirke eller ej.
Og det er jo også rigtigt!
For det er jo udenfor kirken - til daglig -at det viser sig hvor gode kristne vi er!
Men da viser det sig jo desværre almindeligvis, at der ikke rigtig er nogen af os der er særligt gode kristne - hvis det at være kristen er at være et pænt og godt menneske!
Jamen er det ikke det det hele går ud på?
Jo - men ikke kun det.
For at vi burde være gode , kan alle jo blive enige om, og det behøver vi altså ikke komme i kirke for at høre.
Er det måske derfor søndagens gudstjeneste opfattes som overflødig, fordi man bilder sig ind det er det, der bliver sagt i kirken? Så skulle de nu give gudstjenesten en chance mere, for det er jo ikke en moralprædiken der foregår her.

For gør vi det vi skal, her i kirken: prædiker Guds ord så godt vi formår, gennem salmer og musik og ord, så er evangeliet jo aldrig en pæn formaning om at vi skal huske at leve pænt og ordentligt.
Evangeliet er derimod budskabet om, at vi har lov at leve selvom vi aldrig nogensinde magter at leve op til det store, at Gud har gjort os til sine børn.
At vi altså altid har lov at tro, vi ikke er alene i verden, men også hører til hos Gud! Sådan som Jesus har lært os det, her i dag hvor han kalder Gud sin far - og jo først og fremmest da han senere gav os bønnen Fadervor - som netop giver os lov til altid at kalde Gud for vores far.

Jamen kan vi ikke bare tro på det, uden at gå i kirke?
Igen: kan vi ikke være udmærkede kristne uden at gå i kirke?
Både ja og nej! For selvfølgelig er Gud større end kirken og findes ikke kun i kirken - for Gud møder vi jo hver eneste dag og øjeblik , nemlig i de mennesker vi lever sammen med, -altså i de krav livet stiller os, det ansvar og de opgaver vi skal klare hver dag.
Men det er jo netop altsammen noget der kræves af os.
Og hvor får vi kræfterne til at klare det hele - og hvor får vi især lyst og kræfter til at blive ved og tage fat endnu engang - når det gik galt - og når livet blev totalt meningsløst for mig?
Så selvom Gud selvfølgelig er større end vore kirker - ikke er bundet til et sted - så har vi som mennesker brug for Guds hus og kirke - brug for et sted at komme og få lov at lægge
alt det frem for vores livs skaber og herre, som fylder os - alt det store og dejlige men også tunge og ubærlige.
For her i kirken lyder ordet om Gud der selv blev et menneske for at hjælpe os med at være det. Her kan vi derfor læsse af - og her kan vi få rejsekost til livet, få fyldt på så vi kan klare hverdagene - ja, for er Guds kærlighed og tilgivelse ikke større end den vi selv kender til mellem mennesker, så var vi da rent fortabte.
Men evangeliet lyder netop til os i kirken med det glædelige budskab at her kan du komme - som du er - uden at forstille dig, som du ellers skal alle andre steder - for du er kendt af Gud - som den der har brug for Guds kærlighed og tilgivelse.Og som her i kirken får den, ganske gratis.
Og næste gang du får brug for Guds tilgivelse, kan du blot komme igen.
Det er det møde ml. mennesker og Gud som er kirkens og gudstjenesten opgave.
Og det er derfor vi går i kirke, som det siges i indgangsbønnen: for at høre hvad du, Gud, vil tale til mig.
Mødet ml. Gud og menneske drejer det sig om.
Det er ikke for Guds skyld vi holder gudstjeneste, men for vor egen.

Så med en omskrivning til os i dag af Jesu ord til Maria dengang i templet, kan vi sige; hvorfor leder I efter Gud alle mulige og umulige steder - i naturen, eller i jeres eget indre eller i en åndelighed der tror den skal flygte fra dagligdagen her på jorden - eller hvor vi nu prøver at finde en Gud - det er alt sammen forgæves, for jeg er der ikke, jeg er i min fars hus -Og Gud er også vor himmelske far og i Guds hus har vi alle hjemme. Amen.

Sognepræst Hanne Drejer
Kirkestræde 1
DK-5466 Asperup
Tel.: ++ 45 – 64 48 10 82
e-mail: hdr@km.dk