Den gode hyrdes stemme

2. søndag efter påske | Johannes 10,11-16 | af Marianne Frank Larsen |

Et af de smukkeste billeder, jeg kender, af den gode hyrde, kan man se i Ravenna i det nordlige Italien. Det er en mosaik, som går helt tilbage til 400-tallet, og eksperter siger, at det er et af de fineste eksempler på oldkirkens billedkunst. Når jeg synes, mosaikken er så smuk, skyldes det selvfølgelig de fine, grønne og blå og gyldne farver. Og det skyldes skikkelsernes bløde bevægelighed. Det skyldes også den fine fremstilling af den gode hyrde som en yngling uden skæg, med al den vitalitet der ligger i en ung mands skikkelse. Men først og sidst er det skønheden i samspillet mellem hyrden og fårene, der fanger mig. Hyrden ser ganske vist ikke på fårene; han ser måske, om græsset er grønnere et andet sted, eller måske ser han, om ulven kommer? At det i alle tilfælde er deres ve og vel, han har i tankerne, kan man se af den hånd, han rækker ud til det nærmeste får, og af det blide kærtegn, han giver. Og at fårene omvendt er helt henvendt på ham – det ligefrem springer i øjnene. Lige meget hvor de ligger eller står eller er på vej hen, drejer de hovederne mod hyrden, som om de lytter efter ham og ser efter ham. Som om de forventer det bedste af ham.

Og det er jo præcis det smukke ved det billede, Jesus bruger om sig selv i dag. At det er et billede af en relation. For en hyrde giver ikke mening uden får – og får kan ikke klare sig uden hyrde. De to hører uløseligt sammen, og mosaikken i Ravenna er det smukkest tænkelige billedlige udtryk for det, Jesus siger med ord: at hyrden kender sine får, og fårene kender deres hyrde. Kender: det betyder ikke, at de er godt informeret og ved rigtig meget om hinanden. Det betyder, at de tager hinanden til sig, at de er henvist til hinanden, at de er nært forbundet med hinanden, præcis som når vi hører, at Adam kendte Eva i den første bibelske fortælling. Så betyder det, at han elskede hende og tog vare på hende. Sådan viser mosaikken med al ønskelig tydelighed, hvordan den gode hyrde kender sine får, og fårene kender deres hyrde. Hvor nært de er forbundet. At forbundetheden er det helt afgørende træk både ved hyrdens og fårenes eksistens.

Og det er måske netop det, der er det springende punkt. For hvis Jesus er den gode hyrde, siger det sig selv, at vi er fårene. Og det er unægtelig et andet billede af os selv, end vi er vant til. For vi er vant til at se os selv som individer, der må tage udgangspunkt i vores egne følelser og kompetencer og potentialer, og som selv er i vores gode ret til at vælge, hvilke relationer vi vil indgå i, og hvilken identitet vi vil skabe, og hvilke handlemuligheder vi vil realisere, alt efter, hvad vi har det bedst med. Billedet af hyrden og fårene fortæller os derimod, at vi allerede indgår i en relation, nemlig med den gode hyrde, der kender os på forhånd, og at vi allerede har en identitet, nemlig som mennesker, han kender og elsker, og at der er en bestemt handlemulighed, der på forhånd giver sig af den relation og den identitet, nemlig at vi skal lytte til ham, der er vores hyrde, og høre, hvad han giver os, og hvad han vil have os til. At tro, at håbe, at elske. Præcis som fårene på mosaikken i Ravenna, der både ligger og står og er på vej forskellige steder hen, men som alle vender sig mod hyrden og lytter efter hans stemme.

Sporene skræmmer måske. For der kan jo også være fare forbundet med, at alle lytter til den samme stemme og lader sig lede af den samme autoritet uden at stille kritiske spørgsmål. Det, der eliminerer faren ved at lytte til denne særlige hyrdes stemme, er, at han ikke angler efter personlig anerkendelse, ære, magt eller vinding. At han tværtimod er parat til at opgive sig selv og sætte livet til for fårene. Det er det, der er forskellen på ham og alle andre hyrder, både de hyrder, der kappes om vores anerkendelse og opmærksomhed, og de hyrder, vi selv er for dem, vi har ansvar for. Vores gamle, vores elever, vores klienter, brugere, patienter eller menigheder. Vi vil gå meget langt for deres skyld; vi lever højt på deres anerkendelse og opmærksomhed; men ingen kan forlange af os, at vi ligefrem skal risikere vores eget liv og helbred for deres skyld. Når ulven kommer, når døden går på rov iblandt os og jager os fra hinanden, har vi os selv at passe på. Det er dét, der gør os til daglejere. Og dét, der gør ham til den gode hyrde – i bestemt form. Han værner aldrig om sig selv. Vi har lige holdt påske for at høre, hvordan fårene lader ham i stikken og flygter. Mens han bliver tilbage og sætter sit liv til for fårene. Ikke på noget tidspunkt søger han sit eget. Det er derfor, vi roligt kan vende os om som fårene på mosaikken i Ravenna og lytte efter hans stemme og lade os lede af, hvad han siger.

For det forunderlige er jo, at vi stadig kan høre ham. Selvom han satte livet til for fårene, da ulven kom, er hans stemme ikke forstummet. Nogle blev frastødt af den, mens han levede på jorden. Andre mærkede, at det var evigheden selv, der nåede dem og berørte deres liv i de ord, han sagde, og freden i den stemme blev uundværlig for dem. Efter påske gjorde de den forunderlige erfaring, at selvom de lod ham i stikken og flygtede natten til langfredag, selvom ulven gik på rov iblandt dem og jog dem fra hinanden, så var han stadig levende til stede hos dem. Som den gode hyrde, der aldrig lader fårene i stikken. Så kunne de stadig høre hans stemme og tage hans ord til sig. Og det samme kan vi. Det er den stemme, vi lytter efter i alt, hvad vi siger og synger herinde i dag, de ord, der lader os mærke, at evigheden når os og berører lige præcis vores liv med den særlige fred, der værner om os overalt, hvor vi kommer hen.

Herren er min hyrde, mig skal intet fattes – eller i nyere oversættelse: Jeg lider ingen nød. Han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand, han giver mig kraft på ny. Selvom jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst. Sådan lyder den gamle salme, som ofte bliver læst ved begravelser. Dér er vi samlet, fordi dødens ro har indfundet sig, en tung og sørgelig ro i liv og lemmer. Men salmen tilfører situationen en anden ro, en fred, som er god og livgivende, og som kommer fra en anden end os selv. Det var det, de vidste i Ravenna i begyndelsen af det femte århundrede. For mosaikken med hyrden og fårene, der er nært forbundet, sidder ikke i en kirke. Den sidder på væggen i et gravkammer, bygget til den kejserdatter, der hed Galla Placidia. Dér sidder den gode hyrde og vidner om, at ikke engang i vores grave er vi overladt til os selv. Selv når alle andre stemmer er forstummet, skal vi høre den stemme, der kommer fra evigheden og skænker os evighedens fred – i det grønne græs under den vældige lyseblå himmel. Amen.

—

Sognepræst Marianne Frank Larsen

DK 8000 Aarhus C

mfl(at)km.dk