HVORNÅR ER VI DANSKE?

For tiden går der nogle strømninger gennem det meste af verden, som gør meget ud af at definere hvilke fællesskaber, vi tilhører.

Der er en strømning, som kaldes globalisering og internationalisering. Den strømning er ikke i og for sig styret af politik eller af idéer. Den er egentlig en økonomisk og teknologisk måde at arbejde på hen over landegrænser, hen over told og skattegrænser og hen over grænser som tiden sætter. Først derefter bliver spørgsmålet stillet om, hvad der egentlig adskiller os. Ja, hvad er den dybeste forskel mellem mennesker?

Vi lever adskilt på mange måder, geografi og grænser af mange slags skiller os. Men vi kan via en pc i dag være tæt på vores bekendte i USA, og vi kan handle med en børshandler i Japan eller i New Zealand på samme tid. Hvad skiller os? Hvad er forskellen mellem os? Er vi i virkeligheden ikke mere fælles og ét med hinanden end vi er præget af modsætninger?

En anden strømning sætter sig op imod globaliseringen. Den hævder, at globaliseringen udvisker vores historie, vores sprog, vores særpræg, religion og identitet. Modsætningen til globaliseringen eller måske rettere svaret på den bliver derfor en fornyet interesse for nationen, for sproget, religionen, ja alt det, som er med til at give os særpræg og – siger vi – identitet.

Spørgsmålet er ikke, om vi skal holde os til det ene eller det andet her. Spørgsmålet er, om der er noget, vi er fælles om trods alle skel? Det er der! Vi er fælles om det menneskelige, om at være mennesker. Vi er fælles om at være skabt i Guds billede, hvad enten vi er kristne, muslimer eller hinduer.

Men er det ikke et alt for svagt grundlag at være fælles om noget på? For er der ikke alt muligt andet, der adskiller os? Tro og religion f.eks.? Jo, desværre er verden for tiden ikke præget af religiøs tolerance. Forskellene mellem religionerne bliver trukket skarpt op.

Det kan på mange måder være godt at forskellene bliver præciseret, for selvfølgelig er der forskel på religionerne. Det er ikke uden videre sandt, at det jo nok er den samme Gud, vi alle tror på. Alt er ikke lige godt. Vi bekender som kristne vores tro på, at der ikke er frelse fra synd og død i andet end Jesu navn og at han skænker os sin tro, der er frelsende for os.

Lægger det så ikke op til en konfrontation med alle andre former for tro? Jo, men man kan vælge mange veje i sin konfrontation. Man kan f.eks. vælge den hårde og uforsonlige, eller man kan vælge den tolerante, der giver den anden plads til at være der og til at forfægte sine synspunkter, selvom man er grundlæggende uenig med den anden.

I den del af den ypperstepræstelige bøn, som vi har hørt i dag nærmest trygler Jesus Gud Fader om, at han vil bevare enheden mellem Gud Fader og dem, der er blevet Jesus betroet.

Jesu bøn er meget kompakt og svært overskuelig, så jeg vil tillade mig at dele den op i fire punkter for klarhedens skyld.

Jesus beder for dem, han har sendt ud i verden med budskabet om ham og hans gerninger. Han beder for sine disciple, han beder for dem, han har mødt og som dermed er blevet mødt med evangeliet. Og han beder for dem, der er kommet og som kommer til tro ved at møde dem, Jesus har udsendt. Jesus beder om, at de alle måde være ét, for at verden skal tro, at han er udsendt af Gud Fader.

Jesus understreger også, at han har overdraget sin herlighed til dem, han har udsendt og til dem, der ved de udsendte er kommet til tro. Det har han gjort for at verden skal forstå, at Jesus ikke blot er et menneske, men er udsendt af Gud. Altså er han åbenbaringen, afsløringen af, hvad Gud er, og hvad Gud vil.

For det tredje vil Jesus bede om, at de, han har fået betroet, må blive sammen med ham. Hvor han er, skal de også være. Altså beder han om, at når han går til Faderen efter opstandelsen, må de, der blev ham betroet må være, hvor han er.

Endelig understreger Jesus, at de troende har erfaret, at han er udsendt af Gud. Har erfaret, at han er både menneske og Gud. De har erfaret, at han har gjort Guds navn kendt for dem, for at den kærlighed, som Gud har elsket Jesus med, også må være i dem.

Vi kan sammenfatte alt dette svært begribelige i, at Jesus beder om, at den nåde, som er blevet til kød og blod i ham, må vedblive at være hos mennesker, også når han selv, Jesus, ikke mere er i verden. Han beder om, at enheden mellem Gud og verden, må bestå. Han beder om, at enheden mellem mennesker, der erfarer enheden i kraft af Guds komme til os i Jesus Kristus må vedblive.

Jesus har forstået sin opgave som at forlige verden med Gud Fader. Han har skulle være Gud og menneske på én og samme tid og har skulle vende mennesker om fra kun at se sig selv og sine egne interesser til også at se næsten, til at se at forholdet til Gud ikke kan og ikke må løsrives fra forholdet til næsten.

Jesus stærkt bevægende bøn, er en bøn som den, der har set døden i øjnene beder. Det er en tryglende bøn om, at det gode, der er blevet til ikke må forgå igen.

Enheden mellem det skabte og enheden mellem skaberen og det skabte var i begyndelsen. Den er altid i begyndelsen. Synd er at enheden ødelægges. Synd er at sætte skel, hvor dybe skel ikke er nødvendige. Synd er at lægge afstand mellem det, der skulle holdes sammen i en enhed.

Ja, men ikke alt er eller kan være en enhed. Man kan sige, at islam og kristendom ikke kan være en enhed. Der er uforenelige modsætninger. Det kan ikke betvivles. Men enheden er deri, at vi kan respektere hinanden, at vi kan se, at den anden trods en anderledes tro, også er min broder, også er Guds skabning, at han også er omfattet af Guds nåde i Jesus Kristi lidelse og død, selvom han ikke har forstået det, selvom han ikke vil vide af det.

Enheden mellem Gud og verden er, at Gud i Jesus Kristus har gjort sig til ét med sin skabning. Der er vi bundet sammen i en frelsende enhed. Det er ikke et argument for globalisering. Omvendt kan det heller ikke bruges til at være sig selv nok.

Vi må se i øjnene, at enheden mellem Gud og mennesker bliver sprængt af modsætninger mellem brødre. Det er den gamle historie om Kain og Abel. Det er den gamle historie om, at vi med John Steinbecks ord lever „øst for Paradis“, hvor vi slår på modsætningerne mellem folkeslag, modsætninger mellem nationer og modsætninger mellem forskellige former for tro.

Det er, som om vi håber og tror, at vi kan skabe enhed ved at skaffe renhed, fjerne det, som ikke passer ind i vores opfattelse af, hvordan verden bør være. Sådan har mennesker altid gjort. Historien er fuld af eksempler på strømninger og bevægelser, der vil afskaffe alt, hvad der ikke er rent eller ikke passer til en bestemt form for tankesæt.

Man kan ikke sige, at det passer med hvad Jesus prædikede eller stod for i sit liv. Han gjorde alle disse forskellige uforenelige modsætninger relative. Det var som om han sagde, at de er jo af mindre betydning. Det mest betydningsfulde er, at Gud er gået ind i verden og bringer en forening og forsoning i stand mellem sig og mennesker, og mellem mennesker indbyrdes.

Kort før tilfangetagelsen og døden bad Jesus om, at denne forening ikke måtte blive ødelagt eller forstyrret af almindelige menneskelige modsætninger og manglende respekt for hinanden.

Jesus bad om, at Gud stadig ville gøre sin gerning. At han vil lade forsoningen gælde. At han vil lade enheden bestå mellem dem, Jesus udsendte med ord og gerning og dem, der blev truffet af disse ord og Gud.

Jesus bad om, at vi må blive holdt fast i den enhed, at ligesom Jesus har gjort sig til et med os, og ligesom Faderen og han er ét, at Gud så vil holde fast i forsoningen, foreningen og enheden med os.

Det sætter vores forskellige strømninger i verden i perspektiv. For Jesus holder os fast på, at menneskeligheden er et fælles og et afgørende vilkår for os. Det er det ansigt, hvor vi ser Gud. Det er ikke i vores indre, Det er ikke derhjemme, når vi har det rart, og har overskud til at tænke på Gud. Guds ansigt møder vi i dem, vi holder af og i dem, vi ikke bryder os om, i dem, vi kan dele alt med og i dem, vi synes vi er halt afgørende forskellige fra.

Jesu gerning og budskab er, at han forsoner og forliger al synd, at han ophæver det skel – synden – , vi har sat mellem næsten og os og dermed mellem Gud og os.

Når vi altså hører evangeliet kan vi aldrig høre det til selvbekræftelse. Det er i virkeligheden altid en anklage mod os. For har vi levet sådan, at vi bøjede modsætningerne mod hinanden? Har vi levet sådan, at vi på trods af de uforenelige modsætninger opretholdt respekten for hinanden? Nej, er det ikke sandheden, at vi vender os bort fra dem, vi intet synes af dele med? Er det ikke sådan, at vi hævder skel og ikke ser på det, der kunne forene os trods forskelle?

Jesus bøn rammer os hårdt i dag. Den afslører vores manglende evne til at leve ordentligt med hinanden. Men den insisterer på, at der er skabt en forsoning af ham og ved ham, og den må vi holde fast ved og forkynde, ja bære frem for Gud i bøn, se vor vantro, se vor skyld, men slet den ud for Jesu Kristi navns skyld.

Vi skal ikke bede om, at alle menneskelige skel skal ophæves. Det er en yderst farlig idealisme at tro, at modsætninger mellem mennesker kan ophæves eller afskaffes. Vi skal heller ikke som forkyndere eller som kirke kaste os ind i et kristent ideologisk forsvar for globaliseringen eller internationaliseringen, og heller ikke det modsatte. Nej, de verdslige spørgsmål må vi afgøre i de fora, vi har til politiske og folkelige diskussioner.

Vi skal derimod insistere på, at Jesu død og opstandelse forener os på trods af alle skel. Vi skal insistere på, at Gud er os nærværende, at han gør sig til ét med os ved Helligånden. Derfor skal vi lade det budskab være grundlaget for vores liv. Det skal gennemtrænge og præge vores menneskesyn, så vi behandler hinanden med respekt, så vi ikke slår ihjel, hverken med ord eller våben, så vi ikke håner og spotter, ikke skjult eller åbenlyst taler nedsættende om andre, så vi ikke bliver selvhævdende og ikke foragter andre.

Skulle vi ikke blive mødt selv med den samme respekt, så må vi dog holde fast på den, for også for den anden er Kristus død og opstået. Guds kærlighed og nåde gør enheden mellem ham og Kristus, således er det hans nåde og kærlighed, der bevirker enheden mellem Gud og os og mellem os indbyrdes. At vi må være og blive ét i ham. Globalisering og internationalisering og politik kan vi strides om forhåbentlig i respekt for hinanden, men om vi bliver ét i Jesu navn, det er Guds rige nåde, der udretter det.

Amen

Provst Poul Henning Bartholin
Selskovvej 42
DK-3400 Hillerød
Tel.: ++ 45 – 48 24 90 50
e-mail: phb@km.dk