Imod tænkning i ”dem/os” modsætningsforhold

11. søndag efter trinitatis – 23.8.2020 | Lukas 7,36-50a | af Jens Torkild Bak |

Salmer: 10, 397, 151, 320, 522/28.

Man kan gøre sig mange tanker om den såkaldte synderinde i Simon Farisæerens hus. Det er helt sikkert, at hun stikker voldsomt ud i forhold til det øvrige selskab. Det er imidlertid ikke hende, der er hovedpersonen, men derimod Simon, og det er han på grund af sit had imod kvinden. Hvorfor had? Alt for sjældent stiller vi det spørgsmål. Hvorfra kommer hadet? Grunden til, at vi ikke stillet spørgsmålet så tit eller snarere anser det for naivt, er måske vores indlejring i en kultur, der tænker i dem/os modsætningsforhold, som kombinerer stærke indre værdier med frygten for en omverden, der ved at være anderledes udfordrer og ”truer” de samme værdier. Hvorfor kan Simon ikke have nok i sit eget, i glæden ved loven og dens adfærdsregler, der for ham repræsenterer sandheden? Hvorfor hadet mod den anden? Jesu dagsorden er en ganske anden.

Den engelske historiker og forfatter James Hawes udgav i 2017 en Tysklandshistorie, som ikke alene blev nr. 1 på bestseller listen i Sunday Times, men i kraft af par markante pointer også vakte en del opmærksomhed, ikke mindst i Tyskland, hvad man sagtens forstår. ”The Shortest History of Germany” hed den, eller ”Die kürzeste Geschichte Deutschlands”, der er titlen på den tysksprogede udgave, der kom året efter, og som jeg før sommerferien var heldig at få foræret af en tysk bekendt.

James Hawes, der i parentes bemærket er tysk gift og således også ad den vej har fået Tyskland ind under huden, begynder sin historiefortælling (der i høj grad rører ved vores egen danske historie, hvad vi til fulde er blevet mindet om her i Genforeningsåret) 500 år før Kristi fødsel for først at slutte med Angela Merkel og nutiden, idet hele hans idé netop er at prøve at forstå historien i det lange lys og herunder se, hvordan begivenheder langt tilbage i tiden stadig virker ind på nutiden og er med til at forme den. Det er et meget, meget fascinerende perspektiv, som jeg ikke skal underholde med i detaljer. Kun vil jeg kort referere et par af bogens pointer – og måske dem, der gav anmelderen i Die Zeit anledning til at notere, at forfatteren med bogen har sørget for: ”furore”!

For det første siger Hawes, at det ikke er så mærkeligt, at det har været svært at forene Øst- og Vesttyskland efter murens fald og fortsat er det. Den vanskelighed går tilbage til Romerriget, som det aldrig lykkedes at vinde varigt fodfæste øst for Elben. Og sådan vil det fortsat være, for der går ned igennem Tyskland et historisk betinget skel mellem to vidt forskellige kulturer og påvirkningsstrømme, og det skel går ved Elben. Det forenede Tyskland var alene Bismarcks projekt fra 1871, der i det tyvende århundrede da også førte ud i to store katastrofer.

For det andet overvejer Hawes, hvem det var, der bragte Hitler og hans hadefulde regime til magten, og har i den forbindelse set på tilhængernes konfessionelle baggrund. Målt på situationen i 1932, noterer han sig således, har Hitler i områderne i Tyskland med en overvejende katolsk baggrund opbakning fra 17 % af befolkningen, i områderne med en overvejende protestantisk baggrund derimod fra 83 % af befolkningen. Det gør ondt på en lutheraner at læse. Det er tal, som – uanset, at virkeligheden bag tallene givetvis er mere kompleks end tallene antyder, hvis man dykker ned i den – alligevel synes at udfordre tesen om, at kristendom og politik intet har med hinanden at gøre! Hvorom alting er: Hawes antyder, at lutherdommen har programmeret den lutherske kultur i retning af en dem-os tænkning og forestillingen om at være et offer (for fjendtlige kræfter, der vil tage sandheden fra os). Kan det også have været en utilsigtet forprogrammering af det had, nazismen levede af?

Flere spørgsmål rejser sig naturligvis, f.eks.: Ligger en del af forklaringen på den store forskel på de to tal også i en særlig luthersk lydigheds- og pligtkultur? Hvad ville der være sket, hvis paven sammen med sine lutherske brødre blandt præster, provster og biskopper var troppet hos Hitler dagen efter dennes berømte tale for Rigsdagen i Berlin januar 1939 – hvor han varslede jødernes udslettelse i Europa og døden for enhver gejstlig, der satte sig op imod ham – og havde sagt til ham: Tag os først! Ihukommende Jesu ord i Bjergprædikenen: Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel…

For Simon Farisæeren er troen i praksis et sæt adfærdsregler, der skal overholdes; hvis ikke det sker, venter udstødelsen; udstødelsen af fællesskabet, af kollektivet, af samfundet; i særlige tilfælde trues der med stening – det læser vi et par steder – som det synlige og konsekvente udtryk for Guds vrede og straf.

For Jesus er troen et personligt forhold mellem Gud og den enkelte, hvilket han demonstrerer ved fysisk at stille sig på synderindens side over for moralens vogter, Simon. Ikke at synderinden ikke er en synder, det er hun sikkert, men det skal Simon ikke have nogen hadefuld mening om. Det er alene en sag mellem hende og Gud.  Gud er alene den, der dømmer og – i sin nåde – oprejser et menneske. Det skal hverken Simon eller noget andet menneske have nogen mening om. Med Jesus er lovreligionens tid – forstået som en samfundsmæssig praksis, der vil tage Gud til indtægt for en bestemt samfundsorden – forbi og erstattet af nådens tid. Som Paulus udtrykker det i dagens epistel: Jesus er lovens ende. Det er klart, at for den, der betragter Gud som et regelsæt, der skal følges, så bliver det kristne gudsforhold, der lever af tro og tillid, ensbetydende med ateisme og vantro.

Men bliver det ikke for let, dette med ”lovens ende”? Vi Simon Farisæeren og mange andre spørge.

Nej, det bliver under alle omstændigheder aldrig let at være menneske i denne verden, hvor tiden, eller som de gamle ville sige: forgængeligheden, hersker over os.

Enhver, der lever og handler i verden, ved, at tiden er den gud, der trækker en streg for os og siger for sent, forkert, fortabt, og slet ikke godt nok. Sådan har den sikkert talt mange gange til vores synderinde, som den mange gange har talt til os alle. Har vi tiden som gud, har vi ikke brug for nogen dømmende Gud i yderligere.

Hvis der altså i denne verden alligevel findes glæde, taknemlighed, kærlighed og endda lidt sjælefred, er det udelukkende nådens værk. Hvis synderen og synderinden har en chance, er det nådens værk. Hvis mennesket har en chance, er det nådens værk. Eller: Evighedens værk.

Det er selvfølgelig synd for Simon Farisæeren. Han tænker, som han er opdraget til, og som man tænker under det herskende sandhedsregime. Og han får sig en overraskelse ved Jesu ord om kærlighed og tilgivelse – og ved den rolleombytning, der sker i Jesu ord. Når synderinden fremhæves for sin gode gerning, mens han, Simon den Rene, skammes ud for sit hårde hjerte.

I dagens første læsning fra Femte Mosebog stiller den nidkære lovgud os over for livet og lykken på den ene side og døden og ulykken på den anden. Hvis du lytter til Herren din Guds befalinger, går det dig godt. I modsat fald bliver du udryddet. Det er en meget simpel logik, men et frygteligt regime at leve under. Livet bliver lov, regler, fordømmelse, frygt, angst og skulende farisæere. Det har Paulus fattet: Lovguden skaber lovmennesker, nidkære paragrafryttere.

I sin åbenbaring i Kristus viser Gud sig at se alt fra menneskets side. Og der breder sig en ufattelig generøsitet, når ikke tiden og ikke loven længere er gud – men Gud selv åbenbarer sig som kærlighed. Når for sent derfor ikke er for sent i evighedens perspektiv. Når dommeren er blevet til forsvareren, og mennesket ser sig selv i det nådens spejl, der kaster vor fortabte mulighed genvundet tilbage.

På Golgata vender Gud i skikkelse af Jesus Kristus om man så må sige loven imod sig selv. Han vil ikke had, men forsoning, og det er i kristendommen det fundament, som håbet står på, håbet for det enkelte menneske, for livet imellem os og for verden.  Hvor selvretfærdighedens had udmærker sig ved altid at redde sig selv, hvem og hvor mange der så end skal ofres på den konto, og hvor mange hadefulde fordrejninger af sandheden, der skal til undervejs, så handler Gud i skikkelse af Jesus fra Nazaret i solidaritet med synderinden og det udsatte menneskeliv og ofrer sig for enhver af os uden noget forsøg på at gemme sig for livets sorg, vildveje og smerte og især uden at forsøge at udpege syndebukken. Det er selve lærestykket om forskellen på Jesus og Simon Farisæeren, og det er for os alle et godt stykke.

Glædelig søndag. Amen.

Domprovst Jens Torkild Bak

DK-6760 Ribe

Email: jtb(at)km.dk