Johannes 1, 1-14

Nede under varmere himmelstrøg end her, nede i Efesus i Lilleasien,
sad der engang for mange år tilbage en gammel mand. Ja så
gammel var han at man godt kunne kalde ham for en olding. Og han tænkte
og talte da også som kun meget gamle mennesker kan. Der var en dybde
i hans ord. Der var et langt livs erfaringer lagt ind i dem. Og så
talte han på sådan en sær rullende måde, hvor
et ord eller et billede kom til at betyde mere og mere efterhånden
som tanke på tanke føjede sig til.

Rundt omkring den gamle, som i øvrigt nærmede sig de halvfems,
sad der en række unge mennesker. De hørte ham fortælle,
de skrev ned og spurgte ham ud. De var kristne, de unge, de kendte hinanden
godt. Og den gamle mand, ja han hed Johannes og havde i sin ungdom mødt
et menneske som forandrede alt. Johannes havde været en af Jesu
disciple, og det var det han nu fortalte om, om hvad det alt sammen så
betød.

– Jamen hvordan begyndte det i grunden? spurgte en af de unge så.
Hvordan det begyndte? – det havde de selvfølgelig læst om
hos Markus og hos Mattæus og Lukas og hvad de nu ellers hed, dem
som havde skrevet historierne ned. De havde hørt om kejser Augustus
og folketællingen og om barnet som var af Davids slægt og
som blev født i en stald. Og de havde hørt om hyrderne på
marken og om englenes sang. Men nu sad de altså her med Herrens
egen discipel midt iblandt dem. De ville hellere høre det af hans
mund, end læse det hos folk de ikke havde mødt.

Hvordan det begyndte? Johannes fanger spørgsmålet, venter
lidt og tager så fat, langsomt og værdigt som det var at forvente:
„I begyndelsen ………, det var, tror jeg, ude ved Jordanfloden
hvor Johannes Døberen kaldte mennesker til dåb. Og så
var det at der en dag kom én vi ikke kendte, og han ………..
Nej, det var ikke dér …“
Johannes holder inde. Hans tanke søger længere tilbage. Til
Døberen selv. Og videre til profeterne som allerede dengang talte
om Kristus som skulle komme… Men det var hellere ikke dér…….

Johannes har for længst sprunget alle profeter og fødselshistorier
og fortællinger om Betlehem og Nazareth over da han taler igen:
„Jo ser I“, siger han, “ I begyndelsen var Ordet“
……, så langt tilbage var det, før skabelsen, hos
den evige og usynlige Gud. … Og Johannes fortsætter så
i sin rullende, stadigt udbyggende talestil: “ Og Ordet var hos Gud.
Og Ordet var Gud. Dette var i begyndelsen hos Gud.“

De nu velkendte ord lyder så et efter et – i en bevægelse
der går fra det fjerne, fra Guds evighed ind imod denne verden.

„Alt er blevet til ved det“, siger Johannes og foretager på
den måde sin egen udlægning af hvad der skete på skabelsens
første dag.

Og han fortæller så om verdens mørke og Gudsordets
lys, og mørket vil kvæle det hvor det skinner, men kan ikke
få bugt med lyset.
Sådan var det, tænker Johannes, og når så frem
til den næste begyndelse, til dengang Døberen stod frem.
Døberen som var et menneske udsendt af Gud for at vidne om lyset,
selv om selv var han ikke lyset.

Og Johannes taler videre om lyset, langsomt og med sin egen indre begejstring,
sådan som han ynder det, om det sande lys hvis mål det er
at oplyse ethvert menneske.
Han taler om Ordet. Og endelig når han i en slags triumf frem til
det det hele drejer sig om: „Og Ordet blev kød og tog bolig
iblandt os, og vi så hans herlighed …“ – det var nemlig
hvad Johannes og de andre disciple havde set, da de gik omkring sammen
med Jesus.

Det var det afgørende han i sin alderdom havde at fortælle.
At han havde set Guds herlighed, fuld af nåde og sandhed. Han havde
i Kristus set alt det som havde været hos Gud fra evighed af. Han
havde set lyset bryde frem, lyset fra skabelsens morgen. Han havde set
ind i evigheden selv.

– Hvordan begyndte det egentlig? det var hvad de unge i kredsen havde
spurgt den gamle Johannes om. Og de havde vel regnet med at han så
ville fortælle dem historier og anekdoter fra ungdommens dage. Men
det var ikke et sådant svar de fik. De fik et svar som gik langt,
langt ud over hvad de på nogen måde havde forestillet sig.
Han havde fortalt dem om en begyndelse som var større end de nogensinde
havde tænkt.

Og de unge som kaldte sig kristne, måske har de da, i hvert fald
bedre end før, forstået hvad det i virkeligheden var de var
med til. De var nemlig ikke blot en flok Jesus-tilhængere der var
samlet om hvad en mand sagde og gjorde for nogle årtier tilbage.
De var ikke bare en mere eller mindre tilfældig forening eller en
sekt eller et parti. Nej, de var med i noget som var begyndt helt tilbage
i evigheden hos Gud, før menneskene og denne verden var blevet
til. De var med i noget som havde betydning ikke blot for nogle få,
men for hele verden. Ja de bar lyset i sig, det sande lys, som i begyndelsen
var hos Gud, og det lys skulle de nu bære ud i en verden som var
ufremkommelig og mørk.

– Hvornår det hele begyndte? Det begyndte før alle tider,
og det var begyndt nu igen. Det var i verden , det var i dem.

Hvor meget Johannes‘ unge venner og efterfølgere forstod når
han fortalte, er det selvfølgelig ikke til at vide noget om. Men
sådan fortalte han altså, den gamle mand i Efesus, om begyndelsen
dengang og begyndelsen nu.

Og vi hører så ordene igen, her midt i den allermørkeste
tid hvor vi fejrer jul. Det giver god mening. For netop julen har jo så
langt tilbage som vi over hovedet kender den fest, været festen
for den nye begyndelse. En solhvervsfest hvor man fejrede at lyset vendte
tilbage. Dagene blev fra da af længere. Året var igen på
vej mod forår og sommer. Og som for at mane lyset frem tændte
de gamle blus på højene – mørkets magt skulle ikke
vare ved.

Indenfor drak man jul, en højtidelig skål for år og
fred blev udtalt, og alle mænd drak af hornet og fik på den
måde ny kraft i sig. Hvorpå der blev fortalt om verdens tilblivelse,
om den første begyndelse. Det blev fremstillet i dramatisk form.
Og da julefesten var ovre, vidste man at nu var begyndelsen gjort. Nu
rørte skabelsens kræfter på sig igen.

Lyset i mørket, som mørket ikke kan få bugt med,
den nye begyndelse, det er på en måde hvad både julefesten
i det gamle Norden og vores kristnede julefest handler om.

Men man må selvfølgelig have med at Johannes har set og
taler om noget større og helt andet end vores forfædre tænkte
på. Johannes taler ikke om solens lys eller månens eller stjernernes
lys, men han taler om det lys som stråler ind over os fra Guds evighed,
og som skal oplyse ethvert menneske som er til . Han taler om det sande
lys, kærlighedens lys, som brød så fuldstændigt
igennem da Kristus gik på vores jord, og som vi nu bærer i
os som lysets børn. I det begynder vores liv, i lyset fra Kristus
skal vi lære at se som Gud så på skabelsens første
dag.

Selv om mørket er der stadig. Mørket med dets falskhed,
løgnagtighed, nedrighed, blindhed trænger på så
mange måder ind i vores liv. Det ved Johannes mere end nogen, og
hans fortælling om Jesus udvikler sig derfor også til et drama
hvor lys og mørke og liv og død er i stadig kamp med hinanden.
Ja mørket bliver efterhånden som handlingen skrider frem
mægtigere og voldsommere, indtil lyset endelig bryder igennem i
opstandelsessolen påskedag.

Sådan vil vi også erfare mørkets magt. Men trods mørket
og alt hvad det fører med sig, så skinner lyset igennem den
korsfæstede og opstandne, Jesus fra Nazareth, og intet mørke
kan få bugt med eller slukke lyset som stråler fra ham. Ind
i det lys skal vi se, lyset som er kærlighed og sandhed i eet, og
i det lys skal vi leve vores liv.

Mørket med dets hårdhed og ubarmhjertighed og kynisme findes
ganske vist stadig, i os og imellem os, i de store sammenhænge og
helt ned i små, men det er i lyset vi skal leve og vokse og blive
til de mennesker Gud fra begyndelsen har set os som.

Og julen er den første begyndelse hvor vi på ny ser evighedens
lys i det nyfødte barn. Og med barnets hjerte bankende i os, med
lyset i os, skal vi da vandre gennem vinterens mørke. Mod påskemorgen.
Og mod pinsens mildhed og den sommerlyse dag. Ja engang skal mørket
forgå og vi skal se i klarhed, ansigt til ansigt i nådens
og sandhedens lys.

Det begyndte engang, i evigheden hos Gud. Det fuldendes til sidst i Guds
evighed igen. Men det begynder igen og igen i dig og i mig.
For vi bærer ordet i os og lyset og livet som kommer fra Gud.
Og så vil jeg sige: God begyndelse og glædelig jul. Amen.

(Den indledende fortælling om den gamle Johannes i Efesus er inspireret
af en artikel af Niels Thomsen)

Erik Høeg-Andersen
Prins Valdemarsvej 40
DK-2820 Gentofte
Tel. ++ 45 – 39 65 43 87
e-mail: erha@km.dk