Johannes 16,16-22

3.søndag efter påske | 30.04.2023 | Johannes 16,16-22 | Anders Kjærsig |

Et øjeblik

Da jeg var barn, styrtede vi hjem fra skolen den sidste dag inden pinseferien. Her ventede kaos, mens alt blev ordnet og stillet parat i entreen, til min far var færdig med sit arbejde, og bilen kunne pakkes. Så gjaldt det om at smugle spil og legetøjsbiler med, som med hård hånd var sorteret fra, fordi der ikke var plads. Og så ellers sætte sig til rette. For turen var uendelig lang, og da jeg som regel ofte var køresyg, mindes jeg den ikke med speciel glæde.

Jeg kendte hver bygning og sted på vejen. Grinstedværket, domkirken i Viborg, turen gennem Rold skov, Ålborg Tårnet, Mårup gamle kirke, der altid er ved at styrte i havet, for endelig at komme til min mormors sommerhus i Lønstrup. Tæt ved den gamle mølle omgivet af glaspustere, der solgte deres brugskunst, og de tunge træbåde langs stranden klar til at hente fisk.

Hvornår er vi der? – spurgte vi igen og igen. Tålmodigt fortalte min mor Danmarkshistorie for os. Om Absalon, om Hans Tausen, om Dalgas og dyrkningen af den jyske hede, I.P. Jakobsen og Thit Jensen, den sidste mest for mors egen skyld. Når vi først var fremme i tusmørket, forsvandt trængslerne og kedsomheden som dug fra solen. Så ventede mormor nemlig med æggesnaps og nyredte senge.

Næsten morgen vækkedes jeg af fluerne, der summede bag de brungule papirgardiner. Da gjaldt det om at stå tidligt op og løbe ud til onkel Jørgen, der stod klar i garagen, for at gå med ham på hans morgentur langs stranden op over klitterne og hjem gennem den lille skov. Solen tittede så småt frem.

Når jeg gik dér sammen med min onkel, var alt ubehaget glemt: Den lange tur, de snoede veje, brækfornemmelserne og kedsomheden. I erindringen stod ikke engang de historier, min mor havde fortalt. De dukkede først op på turen tilbage igen. Inden da skulle jeg imidlertid tilbringe tre dage her i mormors sommerhus. En tid hvis udstrækning jeg her i skrivende stund slet ingen fornemmelse har for. Hvor lang tid varede datidens pinseferie egentlig? Jeg husker det ikke.

Vi husker nemlig ikke tidens gang, vi husker hændelserne i den. De kirker vi passerede, og de landskaber vi så, inklusiv de fortællinger der blev fortalt. Men ikke selve tiden det tog. Den forsvandt jo bare og blev til ingenting. Det er hændelserne, der er tidens fylde. Det gælder for alt det, vi har kært: hinanden, glæden, skønheden – at det ikke er tiden i sig selv, der er betydningsfuld, men det der fylder tiden ud.

”En kort tid, så ser i mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal i se mig”. Sådan siger Jesus til sine disciplene. Det græske ord for ”en kort tid” er Mikron. Det er det samme ord, som optræder i mikroskop, mikrokosmos osv. På dansk kunne man kalde det for et øjeblik, en slags kvalitetstid uden udstrækning – eller måske en erindring, noget som var, men ikke er mere og alligevel forbliver.

Et mikron er noget, der er forsvundet, men stadig lever, fordi intet skal forsvinde for evigt. Her er et par aforismer, som bevæger sig i den retning:

”Jeg savner alle dem, jeg har mistet. Jeg savner også alle dem, jeg ikke har mistet, og som er her endnu. Jeg savner mine venner, savner min familie og savner en tid, som var engang. Jeg savner de danske skove, hvor vi dansede kind mod kind i al sin uskyld; savner den smukke dejlige kvinde, der kun ville høre Doors og kyssede mig på afstand frivilligt på min mund”.

”Musik er en stemme, man har hørt før. Lyden kommer som en akkord, der minder om en erfaring af en tid, som ikke er mere. Jeg husker ikke de døde, men jeg mindes deres liv. De er hos mig som døde og alligevel: Levende lyde.”

”Jeg holder af ro og rigtige øjeblikke. Specielt når man ikke forventer for meget, og får det givet, man ikke kunne give sig selv: Når en måge rammer vandet med et fokuseret dyk og ændrer en fisk til ugenkendelighed, så er man lykkelig.”

”Savner kroppen, dens sammenstød og udveksling med andre; dens nærvær af små forkælelser, man ikke tænker over. Savner skriften som kommer tilbage fra enhver rejse. Savner muligheden for at lade sprog og krop forsvinde i en passage af mørke; savner lysets stemme, der skrider hen over himlen en novemberaften; savner blommer, der hænger utålmodigt tungt på grene uden varsel; savner en rose rød i en grøn have af jord og græs; savner muligheden for nødder, som venter på forfald med nåde.”

Amen.

—

Sognepræst Anders Kjærsig

DK 5881 Skårup

E-Mail: ankj(at)km.dk