Johannes 19,17-37

Korset langfredag, Prædiken om Johannes 19,17-37, af Jan Ulrik Dyrkjøb

---

Som mange andre har jeg helt fra jeg var barn hørt præster
og andre sige igen og igen: Jesus døde for vore synders skyld.
Det gælder sikkert også mange af jer. Vi har hørt
det utallige gange. For mange må det være kommet til at stå som
noget nær kristendommens kernesætning: Jesus døde
for vore synders skyld.

Jeg har hørt det igen og igen: Og jeg har ofte – halvt bevidst,
halvt ubevidst – spurgt mig selv: Hvordan skal det forstås? Og
i mange år forstod jeg det ikke. Ikke sådan rigtig.

Hvis meningen var at Gud krævede et meget stort offer for at
tilgive menneskene, og at Jesus var det offer, så måtte der
være noget galt. Gud er da ikke en Gud der kræver blodige
ofre. Sådan er Gud ikke.

Nej, men det er heller ikke den rigtige forklaring. Den forklaring
overser blandt andet at Faderen er ét med sin Søn. Når
Sønnen lider, så lider også Faderen. Det er Gud selv
der åbenbarer sig på korset langfredag, i et menneskes smerte
og død.

Det skal vi i hvert fald have med. Og der er også andre måder
at forklare korsdøden og korsofret på. Det er ikke forklaringer
og teologi vi mangler, og meget af det der er blevet tænkt og sagt
og skrevet, er også klogt og dybsindigt og kan give os indsigt
i vores tro.

Men man kan også spørge om vi ikke hellere skulle lade
alle de teologiske forklaringer ligge og så prøve bare at
følge den evangeliske beretning og ligesom igen erfare hvad der én
gang skete.

Evangelisterne kommer jo heller ikke med nogen egentlig forklaring.
De fortæller bare. De fortæller at et menneske blev taget
til fange, at han blev stillet for Det Store Råd og senere for
den romerske statholder Pontius Pilatus. De fortæller at han blev
pisket og dømt til døden, at han blev ført ud til
henrettelsespladsen, og at han dér døde på et kors.

Helt uden forklaring er evangelisternes beretninger ikke. Flere steder
indskyder de henvisninger til Den Gamle Pagts skrifter. Og det er jo
også en form for forklaring.

Også evangelisten Johannes har sådanne henvisninger. Vi
skal forstå at det der sker på Golgatha, er opfyldelsen af
ord der engang blev sagt. Det er meningen at det skal ske netop sådan
som det faktisk sker.

Og til sidst hører vi at soldaterne undlader at knuse knoglerne
på Jesus fordi han allerede er død, og evangelisten citerer
fra Anden Mosebog: ”Ingen af hans knogler må blive knust.”

I den oprindelige sammenhæng er udsagnet en del af forordningen
om påskelammet og påskemåltidet. Det er det måltid
som alle israelitiske familier får ordre til at spise umiddelbart
før Gud Herren fører israelitterne ud af Egypten. De får
at vide om påskelammet at de ikke må knuse nogen af dets
knogler.

Evangelisten har foruden dette et andet skriftord som er taget fra
en af profeterne: ”De skal se hen til ham de har gennemboret.”

Hvad siger disse ord? De siger jo slet og ret at dette menneskes død
er til befrielse og frelse.

Ligesom påskelammet og påskemåltidet blev tegn på den
forestående befrielse fra trældommen i Egypten, sådan
bliver Jesu død tegn på en ny og mere omfattende befrielse.
Ja, hans død udvirker denne befrielse.

Og det er til ham vi skal se hen. Af ham skal vi vente frelsen, netop
ham som vi mennesker har gennemboret og dræbt.

I Apostlenes Gerninger får vi en gengivelse af den ældste
kristne forkyndelse. Allerede på den første pinsedag prædiker
Peter for de forsamlede jøder.

Han fortæller simpelthen hvad der er sket, og hvad han og de
andre apostle har erfaret. Jesus gjorde undere og tegn. Han blev naglet
til korset og slået ihjel. ”Men Gud gjorde ende på dødens
veer og lod ham opstå fordi det ikke var muligt at han kunne holdes
fast af døden.”

Peter og de andre apostle er vidner på det. Peter slår
fast over for jøderne ”at den Kristus som I korsfæstede,
har Gud gjort både til Herre og Kristus.” Og han opfordrer
dem til at lade sig døbe i Jesu Kristi navn til deres synders
forladelse.

Men han forklarer sådan set ingenting! Jesus har lidt og er død.
Han er opstanden. Han er Herre og Kristus. Og ved dåben i hans
navn kan mennesker modtage syndernes forladelse. I dette menneske, i
hans død og opstandelse, er der frelse.

Peter siger det senere fuldstændig klart: ”Der er ikke frelse
i nogen anden. Der er ikke givet menneskene noget andet navn under himlene
hvorved vi kan frelses.”

Sådan er det bare. Ingen forklaringer! Apostlene aflægger
et vidnesbyrd som noget de er sikre på har fundet sted. Men de
har ikke noget vi kan kalde teologi og ikke nogen læresætninger.

Sagen er måske at det til syvende og sidst ikke er muligt at
forklare hvorfor dette menneskes død er en forsonende og frelsende
død. Det kan ikke forklares, og det skal ikke forklares.

Kristus dør en menneskelig død. Han går til i den
største smerte. Han erfarer den dybeste afmagt. Ja, han oplever
menneskets dybe ensomhed og gudsforladthed. Han pines og dør på korset.

Og fra denne død, fra dette døde menneske kommer frelsen.
Fra dette døde menneske udgår der uforgængeligt liv.
Ved ham genoprettes alt. Gud har stiftet fred ved blodet på hans
kors. Det er en helt ny virkelighed.

Det er som den første skabelsesmorgen hvor Guds Ånd svæver
over urdybet, og Gud ved sit ord skaber lys. Hvordan, det er Guds hemmelighed.

Fortællingen er budskabet. Og der er dybest set ikke andet at
sige. Hvis alt virkelig skal genoprettes, hvis vi virkelig skal frelses
fra dæmoni og ondskab og fra vore egne synder og fra den død
der hviler over os som en forbandelse, så kan det kun ske gennem ét
uskyldigt og rent menneskes dybe smerte. Så må netop han
kastes ned i det dybeste dyb og oprejses og løftes op til Faderens
højre hånd.

Men vi mener måske ikke at vi har frelse behov? Det er måske
i virkeligheden dér vores forståelse glipper.

Vi kan ikke finde ud af at tale om synd og dæmoni og fortabelse,
og vi kan ikke besinde os på at vi har frelse behov, ja, at vi
ikke kan leve uden vore synders nådige forladelse.

Det er mærkeligt, for er verden ikke fuld af synd og dæmoni,
og er det i virkeligheden ikke let at forestille sig at alt må gå til
grunde og ende i undergang og fortabelse? Hvordan kan vi forestille os
at noget jordisk og noget i vores liv i sig selv skulle besidde retfærdighed?
Hvordan kan vi forestille os at noget eller nogen kunne bestå for
Guds dom? Nej. vel!

Og vi kan vel også godt se at den frelse vi og verden har så hårdt
brug for, ikke kan være nogen let sag. Hvordan skulle denne elendige
og syndige verden kunne frelses uden at det måtte gøre ondt?
Hvordan skulle Gud kunne bryde igennem mørket og ondskaben og ødelæggelsen,
hvordan skulle selve døden kunne overvindes uden kamp og konfrontation
og smerte?

Nej, netop! ”Det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser,
han bar; og vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget
af Gud. Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust
for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved
hans sår blev vi helbredt.”

Gud vil ikke andet end have samliv med os. Han nægter at opgive
os. Han vil blive hos os tværs gennem oprør og frafald og
synd og død. Og det kan han kun gøre i afmagt. Han kan
kun lide sig til det. Han kan kun bære smerten og gudsforladtheden
og døden. Han kan kun gå ind i det der er ham mest fremmed
– netop for at kunne overvinde alt og drage alle til sig.

Og det har han gjort i og ved ét eneste menneske, ham der blev
naglet til korset og begravet i mørke og kulde og bagefter oprejst
til det højeste liv og taget op til himlen. Det er frelsen! Og
der er ikke frelse i nogen anden. Der er ikke givet mennesker noget andet
navn under himlene hvorved vi kan frelses. Amen.

---

Jan Ulrik Dyrkjøb
Knud Hjortsøvej
DK-3500 Værløse
Tel.: ++ 45 – 44 48 06 04
E-Mail: jukd@vaerloesesogn.dk