Johannes 8

Der vil nok være een iblandt os, der vil sige.
Nå, nu skal vi høre om et af de undere fra Jesu side. Ak
ja, kirken og kristendommen er ikke kommet længere end til tro
på undere. Men vi ved bedre: Jesus bespiste ikke den store folkeskare
med fem bygbrød og to fisk. Hvordan i alverden skulle det være
gået til? Nej, det der skete var, at de fleste i folkeskaren meget
fornuftigt havde haft mad med hjemmefra, men da de så , at den
lille dreng delte det han havde med, så blev de så rørte
at madpakkerne kom frem – og så delte de allesammen.
Brød og fisk, det var hvad de havde med hjemmefra, ligesom eskimodrenge
gerne har et stykke hvalkød gemt i kasketten for det tilfælde,
at sulten kommer over dem.
De delte dog maden – og det er også et under.

Eller en anden – det tror jeg om nogen af mine konfirmander ville
sige: Jamen, et under af den slags er gammel overtro, eller under-tro.
Altså noget der ligger under vores nutidige form for forståelse.
Et mirakel som overtro / undertro – det skal fortolkes. Udlægges.
Så vi kommer ind til kernen i betydningen af historien om Jesus
der mætter tusindvis af folk med to brød. Det handler om
at ville fortælle, at Jesus var noget særligt.

Der stikker nok en lille rationalist i os alle. Vi tænker fornuftigt – køligt
tilbagelænet: ja, ja, det er en smuk historie. Men det er en primitiv
form for tro.

Til det er det at sige: at tiden florerer med overtro – som ingensinde
før. Tro på ånder af enhver slags. Selv fjernsynet
trækker høje seertal på opvisning af de særeste åndelige
foreteelser, der er langt mere fantastiske og mærkelige end dem,
der foregår i evangeliets beretning. Så om vi er blevet mere
fornuftige, det vil jeg gerne stille et stort spørgsmåltegn
ved?

Og endelig: kommer vi i kirke for kun at forstå, for at fortolke
vort liv, for at få en fornuftig forklaring på vort liv?
Forstår du alt, hvad du har overværet ved den lige overståede
barnedåb? Forstår vi alt i salmerne? Forstår vi underet?
Forstår vi, at vi lever? Forstår du, at du skal dø?
Kommer vi kun for at forstå og fortolke?
Måske kommer vi her også, fordi vi undres over noget. At
her er en sprække ind til en hemmelighed i vort liv, som vi ikke
kan sætte på en fornuftig formel?
Er brød og fisk at forstå eller at opleve.?

I bliver nødt til høre en fortælling, som giver
anledning til at undres. Mere undres end forbavses. Mere undres end forstå.
Så sæt dig bare tilbage i bænken og hør:

Der var engang en kvinde. Hun var tjenestepige for to ældre kvinder,
to søstre der boede sammen. Det var på den norske vestkyst
engang i 1800-tallet. De var døtre af en provst. Da han var død,
passede de den lille menighed. De holdt bibelmøder, hvor de sad
omkring bordet og læste af bibelen. De udlagde den for hinanden.
Provstedøtrene hjalp de syge, de bragte mad til de sengeliggende.
Tjenestepigen, de havde, var pludselig dukket op en kold aften. Hun var
landet med et skib fra Frankrig ude ved kysten. Nu søgte hun ly
hos dem. Hun blev en stor støtte, både for provstedøtrene,
for så slap de for husarbejdet, og for menigheden, for hendes mad
var meget bedre.
Babette – som tjenestepigen hed – vandt i lotteriet. Og hun
ville spendere alle pengene på en middag for menigheden i anledning
af den afdøde provst 100 års dag.
Provstedøtrene og menigheden var noget forfjamskede og skeptiske.
Naturligvis glade for jubilæet skulle holdes. Men at det skulle
vær et kulinarisk storslået måltid, det ville de gerne
have sig frabedt, for de levede efter provstens fortolkning af bibelen.
Dens mening var, at man skulle leve nøjsomt og småt.. Puritansk
ville nogen sige: tilbageholdende og afmålt. For maden betød
jo ikke noget. Det var det åndelige, der var vigtigt.

Da 100 årsdagen oprandt, var alle 12 i menigheden samlede med
provstens døtre. En general og hans tante – en godsejerske
– var der også.
Provstens døtre havde indskærpet, at man ikke skulle tale
om maden, når den kom på bordet. Den betød intet.
Det var jo provstens 100 årsdag, der var i centrum. Hvad han havde
betydet.
Her var mere end byggrød, klipfisk og limonade.

Klipfisk havde forvandlet sig til skildpaddesuppe.
Byggrøden til ’cailles en sarchophage’- indbagte vagtler.
Limonaden til den italienske amontillado…., et overflødighedshorn
af lækkerier.

Generalen holder en tale, hvor han citerer salmen vi lige har sunget
før prædikenen.
”
Miskundhed og sandhed mødes, mine venner….Retfærd og fryd
skulle kysse hinanden”. Store ord. Næsten hemmelighedsfulde
ord, som ikke er til at forstå.
Men så føjer han til:
”
Vi mennesker er kortsynede. Vi ved vel, at der findes nåde i universet
.Men i vor menneskelige kortsynethed forestiller vi os endog den guddommelige
nåde som endelig. Vi bæver da……., inden vi her i livet
træffer vort valg. Og vi gruer, efter at have truffet det, for
ikke at have valgt det rette. Men det øjeblik kommer, hvor vore øjne åbnes,
og forstår at nåden er uendelig. Den forlanger intet andet
af os, end at vi skal forvente den i tillid og erkende den i taknemmelighed.
Den stiller ingen betingelser og udvælger ikke nogen enkelt iblandt
os; den deklarerer almindelig amnesti.
Se! det som vi har valgt skænkes os, og det, som vi har afslået
bliver os tildel. Ja, det som vi har forkastet, rækkes os indtil
overflod. Thi miskundhed og sandhed mødes, retfærd og fryd
skulle kysse hinanden”

Vi er kortsynede mennesker: vi tror, at alt i vort liv kommer an på at
vælge det rigtige. Det kommer an på vores indstilling, vores
mening, vores holdning, vores valg. Ikke bare valg af arbejde og karriere,
kammerater og venner, men også valg af livsstil, måde at
leve på.
Det havde generalen til fulde levet op til: han havde valgt noget vigtigt
fra i sin unge dage. han var kommet til tops i det militære system – og
blevet general. Og så erkender han i sin sene alder kortsynetheden.
Erkender, at det vigtigste i livet det var blevet givet ham: Det var
kommet til ham som gaver. Som miskundhed.

Miskundhed er dette – ikke at regne een noget til last. Dette – ikke
at skulle sørge for noget. Alt gives een. Tilregnes een. Som mad,
der sættes på et bord og rækkes een. Som vin af den
bedste slags, der skænkes i glasset.

Kortsynetheden. Menigheden. De 12 samt provstedøtrene. De havde
med alderen fået et kortsynet blik på tilværelsen.
De læste i bibelen og udlagde den så godt de kunne, men de
hadede hinanden for et godt ord.
De læste om næstekærlighed, om det venlige lag, om
nærhed og overbærenhed. Og de kunne servere den ene modbydelighed
efter den anden. Nid og nag om småting kunne de ikke glemme.
De holdt så at sige fast i håndmadderne. Melmaden og limonaden.
Heldigvis fik de den aften smag for maden og vinen, der strømmede
til dem i overflod. Og da de gik hjem, dansede de rundt om brønden
i gården som små børn og velsignede hinanden. Der
skete et under. Et mirakel. De lo ad hinanden. Grinede af hinanden, så tårerne
trillede ned ad kinderne.
….”Du snød mig på det tømmer, din gl. rakker”….Og
så knækkede han sammen af grin…”Ja, det gjorde jeg,
elskede bror”, og de tog hinanden om halsen og kyssede hinanden.
Miskundhed og sandhed mødes, retfærd og fryd…
De havde en mening og en holdning, da de kom. Det er bare håndmadder
det hele. Og de oplevede et lille mirakel, et stort under. De kom kortsynede
og gik langsynede derfra.

Kortsynethed som tilbageholdenhed. Altid kun at komme med sine håndmadder
med leverpostej og spegepølse og mene, at så er der ikke
mere: ingen ’cailles en sarchophages’, ingen amontillado.
Kortsynethed som forventningsløshed: der er ikke mere at tro på.
Der kommer nok ikke mere ud af det her.
Kortsynethed som forsigtighed. Ikke at ville se det store, ikke at ville
overgive sig til det store. Kun se manglen og underskuddet, og ikke storheden
og overskuddet og velsignelsen i tilværelsen.
Kortsynethed som bogholderi. At man holder regnskab med sig selv og andre.
Man kan ikke få fortrædelighederne på afstand. Men
de er lige på nethinden. Hvad han gjorde forkert. Hvad hun sagde
af ondt imod mig. Ikke at kunne glemme livets fortrædeligheder,
men stædigt holde på sit eget: min sandhed, min ret.
Det gode måltid får een til at glemme. Til at fortrænge.
Til at skubbe i baggrunden. Det bliver uvigtigt. For nu er der noget
der vigtigere: det vi har fælles. Det vi kan se sammen.
Måltidet og måltidsfællesskabet byder på en sandhed,
der er større end min egen sandhed. Måltidet gir’ generel
amnesti.

Tjenestepigen Babette arrangerede et måltid, som fik englene til
at synge.
Som søstrene sagde efter gæstebudet, selvom de ikke til
den troede det muligt: ”I denne vor skønne verden er alt
muligt.”

Det er muligt at opleve underet, miraklet. Det er muligt, at liv kommer
til een. At det lykkeligste, fineste og bedste i liv, det kommer til
een som ved et veldækket bord med den bedste mad og drikke. Det
er muligt at opleve, at grænser nedbrydes mellem mennesker og man
mærker fællesskab og sammenhold på tværs af forskelle.

Gud havde en tjenestedreng – Jesus – der elskede måltider,
hvor englene kom til at synge. Vi hører i NT om det ene underfulde
måltid efter det andet som det idag.
Måltider der gav oplevelser af mirakler og undere som hos Babette: ”at
i denne vor skønne verden er alt muligt”. Jesus kaldte måltidsfællesskaberne
for gudsriges måltider, for her var gudsriget. Som generalen sagde:
miskundhed og sandhed mødes. Retfærd og fryd kysser hinanden.
Men de kortsynede brød sig ikke om disse måltidsfællesskaber,
hvor Jesus spiste med enhver, de værste elementer. Og selvom de
sad til bords med ham og oplevede kærlighedsfællesskabet,
så forrådte og svigtede de det lange syn til fordel for det
korte syn.

De sømmede ham til et kors og han, som havde levet som den værgeløse,
døde som den værgeløse, og råbte: min Gud,
min Gud, hvorfor har du forladt mig?

Så skulle man jo have troet, at dermed var den sag afgjort. De
kortsynede vandt over den langsynede. Det var den ikke.
Nadverbordet står dækker heroppe. Det er tegn på, at
de kortsynede kom til kort. At gudsriget med måltidsfællesskabet
ikke blev udryddet. Det sidste var ikke, at Gud lod Jesus i stikken,
men at Gud gav ham ret.
Sådan som Jesus sagde ved det sidste store måltid, det kom
til at gælde efter hans død. Ja, han lod måltidet
gå videre. Og hver gang vi samles ved nadveren mindes vi om, at
i denne vor verden er alt muligt: Det mirakuløse er, at Gud sidder
til bords med os, der har forrådt hans kærlighed og ladt
ham og hinanden i stikken.

Brød er amnesti.
Brød er under.
Brød er gave.

Amen.

Pfarrer Jørgen Demant
Hjortekærsvej 74
DK-45 88 40 Lyngby
Tel.: ++ 45 – 45 88 40 75
email: j.demant@wanadoo.dk