Juledag (1. Weihnachtstag), 25.12.2007

Predigt zu Johannes 1:1-14 | von Peter Skov-Jakobsen |

Indledningen til Johannesevangeliet er en af de forunderligste tekster i hele verden. Den udtrykker en dybde, en tænksomhed og en virkelighed der synes at kalde på alle ens sanser.

Her er der tale om ord – her er der tale om Ordet – og man aner at der skal mere til end blot det at udtale forskellige ord. Her er der tale om at et menneske forsøger at udtrykke hele livsmysteriet med begreber. Han  gør det på en måde, så selve begreberne hele tiden når ud over sig selv. De enkelte ord griber efter andre virkeligheder. Det er ikke kun Ordet som en intellektuel størrelse. Det er Ordet som det der udtaler den sandhed der kan gribes med mangfoldige ord i digternes poesi, i deres romaner og virkelighedsbeskrivelser. Det er Ordet som det gribes når musikeren forener tonerne og med dem skaber veje i sjælen for en større forståelse. Vi mærker tit hvordan toner kan gøre os anspændte, hvordan de kan stemme vores sind til eftertanke; få os til at ane og drømme.

Det er også Ordet som malerne udtrykker det med deres farver og med deres skikkelser. Ordet der får mennesker til at se. Ordet der får mennesker til at se virkeligheden; men altså kun når mennesker aner at der er noget bagved. Der er en virkelighed der ikke lader sig fange af enkelte udtryk; en virkelighed der kræver al den finfølelse, forståelse, al den eftertænksomhed og nærhed der findes i verden.

Ordet kommer også til os i forbindelse med andre menneskers handlinger. Den der har mødt et medmenneske i et forstående blik, i et inderligt håndtryk, i en kærlig gestus ved at der kan siges så meget mellem mennesker og være en dybtfølende forståelse som aldrig synes at kunne finde det helt rette udtryk. Men den der mærker den kærlighed er ikke et øjeblik i tvivl om at her udtrykkes der en evighed – her bliver der givet udtryk for noget som er livets egen orden.

Vi mærker med et at evigheden har fået plads her i vores verden. Ordet gør det muligt for os at gennemskue alt det foreløbige. Ordet giver os mulighed for at gennemskue forlorenheden, uretfærdigheden og dumheden. Ordet giver os modet til at se igennem ondskaben.

Når vi betragter verden, kan vi ikke få tankerne væk fra at det ser ud som om at der findes en forfærdeligt kaos i verden der hele tiden truer med at bryde ud over os. Når vi betragter os selv, mærker vi også at vi indeholder en mangfoldighed af muligheder. Vi mærker at frygtelige tilbøjeligheder ligger og lurer under overfladen. Det er ikke altid at der skal meget til at vække vores misundelse – ej heller skal der meget til at vække vores mistro, og uvenskabet truer hele tiden vores forhold til omverdenen.

Vi indeholder også en forfærdelig angst. Vi bærer på rædslen for at blive lammet af sygdom. Vi forfærdes ved tanken om pludselig at blive udsat for tilfældigheder der ødelægger vort liv. Terror og naturkatastrofer er mange menneskers daglige plageånder.

Mange af os plager os med bekymringer der næsten tager pusten fra os. De bekymringer synes hele tiden at ville finde ord; men der er et frygteligt minus-liv i dem for det er som om de lægger sig mellem os og vore medmennesker og skaber distance. Den der ikke orker at rumme andet end disse bekymringer bliver hurtigt udsat for at man ikke siger sandheden for man orker ikke bekymringerne, man orker ikke at høre ordene trille i rundkreds igen.

Men vi mødes i dag for at minde hinanden om troens postulat: at Gud elsker verden og at Gud hengav sig til verden og blev menneske. Vi mødes i dag for at minde hinanden om at sandheden og kærligheden ikke holdt sig til de majestætiske højder, ikke bare klang i verden som gode principper, men blev nærværende som menneske.

Ordet vi taler om er ikke bare en tanke, et princip, en idé. Sådan nogle kan være smukke og gode, men de kan ikke elske.

Troen postulerer netop det nærmest uhyrlige at Gud trænger sig helt ind på mennesket med en drøm. I troen har vi tillid til at verden ikke er overgivet til et kaos. Det kaos vi frygter, og som sandelig hele tiden truer os i form af menneskers magtmisbrug, af egoisme, af afstumpethed, af had til andre mennesker – det kaos er blevet modsagt, og det bliver inddæmmet med troens afslørende postulat: at Gud elsker verden og i sin kærlighed skaber en eftertanke, en følelse, en handling som genspejler hans vilje til liv.

Jesus blev født, og fordi vi kender hans liv og hans død tror vi også at det er rigtigt at han udtrykte den kærlighed og sandhed som skal give mennesker mod til at hengive sig til troen på at der er en guddommelig kærlighed der aldrig svigter mennesker. Der er en kærlighed der får os til at rejse øjnene mod lyset. Der er en kærlighed der giver os ord, tanker og handlinger der tjener evigheden og livet. Der er en kærlighed som ikke afsondrer Gud fra mennesker, men netop forbinder Gud og menneske. Der er en kærlighed der forener mennesker og skaber en drøm i mennesket om at Gud kan blive alt i alle. Når Gud er alt i alle, så tror vi at mennesket tør være menneskeligt. At være menneskelig vil først og fremmest sige at man bære med på den medfølelse som Jesus hele tiden udtrykte. Når Gud er alt i alle, så er der langt til fordømmelserne, og ingen griber til forbandelserne.

Ordet har taget bolig i blandt os. Når det sker, så tør man drømme om den verden som skal komme. Drømme om at Gud lader sig føde også i os, i mellem os. Vi drømmer om at Gud må lægge sig imellem os og gøre os medfølende, eftertænksomme, så vi tør gribe den sande tanke, gøre det rigtige, værne den svage.

Kristus blev født – ja dagligt fødes han i den verden hvor håbet bringes et stykke længere frem. Glædelig jul!