Kirkens synlighed?

13. søndag efter trinitatis 06.09.2020 | Mattæus 20,20-28 | af Anders Kjærsig |

Kirkens synlighed?

For ca. 25 år siden begyndte man at tale om, at kristendommen skulle være mere synlig. Det skyldes i første omgang en blanding af multireligiøsitet og reklamefilosofi. Der blev bl.a. udbudt en essay konkurrence med titlen ”Kirke kend din krop”.

Den blev vundet af nu afdøde radiovært og teolog Helmuth Friis, der var en velskrivende og engageret forfatter. Selve essayskonkurrencen blev på mange måder kvintessensen for forestillingen om synlighed. For hvem kan se en ånd? Ånd kræver en krop, hvis den skal synliggøre sig. Zebedæussønnerne vil også være synlige. De vil have en synlig position. Hvem vil ikke gerne det. Er man ikke synlig, kan ingen se én, og man bliver glemt.

Dette galt også for kirken. Nu skulle kirken ikke blot være et åndeligt fælleskab, den skulle i stedet manifestere og materialisere sig og i sidste instans retfærdiggøre sin egen værdi. Den skulle være synlig. Ikke som fysisk kirke, kirkens stene og bygning, men ved at være alle mulige andre steder på nær i kirken. Kirken skulle synliggøre sig ved ikke at være kirke. Det var nyt.

Afdøde biskop i Roskilde, Jan Lindhardt, hoppede blindt på ideen. Han ville synliggøre kirke og kristendom gennem maden. Hans slogan var, at danskerne husker med maven. Hvor han viste det fra, var der ingen som viste. Derfor allierede han sig med den danske fiskebranche og fik lavet en reklame med de legendariske Gunner og Minna, der fokuserede på, at danskerne skulle spise fisk i pinsen. Det skulle være rødtunge. Man kaldte Lindhardt for ”fiskkoppen” og holdt sig altid for næsen, når han kom ind i et lokale. Men hvorfor alt dette med mad?

Vi ved, det er jul, fordi vi spiser and, og vi kender påsken, fordi vi spiser lam, sagde Lindhardt. Men pinsen er ukendt. Det skulle der gøres noget ved. Den skulle nu synliggøres ved, at danskere skulle spise fisk. Ud med kirken og ind med fiskebranchen. Kirken blev en koncern. Projektet blev en kuldsejler. Folket fik benene galt i halsen.

Jeg diskuterede det med Jan Lindhardt og var dybt imod den form for prostituering af kirken. Men han havde på det tidspunkt fortabt sig ud i reklamebranchen. Kirken skulle være på markedets principper og handlede nu om, at forkyndelsen var en vare, som skulle sælges til de danske menigheder, der ikke forstod et kvæk af det, der blev sagt i kirken. Menigheden blev reduceret til kunder, forkyndelsen til en discountvare på samme niveau som den kedelige ost ”Lillbror” – og præsten blev nu en regionalchef i Netto på nær lige lønnen.

Kirken blev på den måde en koncern, og en koncern har et reklamefremskridtsprojekt og en mission. Jan Lindhardt sagde i samme åndedræt, at dørtrinet ind til kirken ikke måtte blive for højt, for så kunne mennesker ikke komme derind, hvilket ville sige, at man intet skulle sige, slet ikke om kristendom og endnu mindre i den genre, vi kalder forkyndelse. Forkyndelse skulle være headlines. Endnu et reklamefremstød.

Man kunne i den forbindelse spørge: Kan dørtrinet ind til folkekirke ikke blive så lavt, at dåbsvandet løber ud? Hvad er kirken så?

Men synlighed? Hvad er der blevet af den? Skal vi stadig synliggøre kirken? Det er nu mere end tyve år siden. Ikke på samme måde, vil jeg mene. Og alligevel. Synlighed har ændret sig til aktivisme, hvor kirken tilbyder det ene engagement efter det andet. Maden er der stadig. Der findes stadig gastronomiske gudstjenester: øl og vin og vildt er kommet til. Luthers øl er lutter til stede. Er præster samlet spiser de oliven, italienske pølser og drikker friskpresset tranebærjuice – det bæger, Jesus drikker, er solgt og i stedet har man fået PH lamper rund om i sognegårdene. For tyve år siden bestod det af rundstykker med ost og Gammel Dansk tilsat nogle tunge tyske tekster af Karl Barth. Eller også diskuterede man Kierkegaard. Det er yt i dag.

På den måde ligner folkekirken vejrudsigten – den skal også pakkes ind i gastronomi. Hvorfor? Det er svært at svare på. Mit bud er det simple, at biskopper ikke tør at bekende sig til den kristne teologi, hvis ikke de kan retfærdiggøre den med det ene eller andet projekt. Synlighed er på den måde blevet til et overdrevet forbrug af aktivisme.

Der er intet galt med aktiviteter, det er en del af kirkens historie, at den har udbudt foredrag og musik. Men når aktiviteter bliver til aktivisme, har man hævet undtagelsen op til det særlige, og pludselig begrunder man kirkens væren-i-verden gennem aktiviteter af alle mulige og umulige arter, grænsende til det groteske.

Dansk kristendom er ikke synlig andet end gennem kirkens bygninger, som den står dér på bakken ude i det fjerne og giver lyd fra sig to gange om dagen, når klokkerne ringer. Kirken er den fjerne og nærværende kirke. Og den danske tro er blufærdig, diskret og har ikke behov for at føre sig frem.

Denne tankegang stammer ikke fra Grundtvig, men fra Søren Kierkegaard. Kierkegaard placerede troen i hjertet, og det er en del af dansk kristendom. Troen er indvendig og ikke udvendig. Skjult og ikke synlig. Der skal den også forblive, hvis vi skal tage den danske kristne tradition om den danske kristne tro alvorligt. Det kunne man skrive en hel kronik om. Den kommer senere. Amen.

Sognepræst Anders Kjærsig

5881 Skårup Fyn

Emal: ankj(at)km.dk