Lukas 1,67-80

3. søndag i advent | 17.12.2023 | Lukas 1,67-80 | Peter Skov Jakobsen |

Den gamle Zacharias sang. Hans ord stråler stadigvæk. Han vidste, at han stod foran en lang vandring, på vej væk fra tyranniet.

Han sang, for han troede, at han var på vejen, den velsignede vej. Han var på Guds vej.

Han brød ud i jubel over Gud, som altid havde lovet at befri dem fra fjenderne. Han huskede på sin hellige pagt, som var barmhjertighed, der omsætter sig i en tro på, at menneskene skal tjene med fromhed, retfærdighed og medfølelse.

Han sang om Johannes Døberen, den noget temperamentsfulde fætter. Johannes fortalte om lyset – dét lys som var ved at komme til verden og som ville oplyse menneskene med indsigt i Guds eget væsen. Johannes skulle pege på Jesus’ menneskelige træk.

De vandrede på sandhedens vej. De kom med kærlighedens fulde rustning, som aldrig har været magtens brynje og skråsikre befalinger.

De kommer med medfølelse, tilgivelse og barmhjertighed, og med sårbarhed. Hjerterne er ikke jernpansrede. Vi kan ikke smile af verdens fortræd. Vi er ikke dem, der kan slå sorgen og smerten af banen med ret-tro.

Vores ret-tro har en anden karakter. Den er sårbar! Den er skrøbelig! Vi bærer vores tro med håb. Vi kan være tvivlrådige, selv om vi ikke er fortvivlede. Vi kan tvivle og alligevel tør vi fremstamme tillid.

Vi bærer lys selv om tusinder af mennesker er på flugt.

Vi står foran store humanitære kriser. Dagligt får vi menneskers skæbne ind på livet. Den, der vil, kan hele tiden høre om den enkeltes historie. Det er ikke bare en folkemængde på flugt – det er ikke bare et menneskehav, der skyller ind over os. Det er enkelte skæbner. De er undsluppet tyranner. De har efterladt det meste af, hvad de ejede. De har forladt deres land. De er tvunget væk.

Vi står med store humanitære katastrofer og samtidig er der trosfæller, der hævder, at næstekærligheden ikke strækker til at omfatte de flygtende. Det er løjerligt at skulle lægge øre til præster og teologer, som gør alt, hvad de kan for at lægge distance til det menneske, som har brug for vores omsorg, medfølelse og hjælp. Det er mærkeligt i sådan en situation at skulle høre ordet ”humanistisk” anvendt som skældsord.

I jødedommen og kristendommen lever vi med en stærk bevidsthed om, at den fattige, den nødlidende, den forslåede, den fængslede, den lidende har Guds særlige bevågenhed, særlige omsorg, og de kalder alle på vores omsorg og kærlighed og ikke mindst på vores agtelse, for det er vores opgave at gøre opmærksom på den lidendes og den fattiges og den flygtendes værdighed – menneskelige værdighed.

Kristus gik aldrig forbi noget lidende menneske. Han tænkte aldrig på, hvordan det lidende menneske kunne skubbes væk fra hans øje. Han brugte ikke et minut af sit liv til at retfærdiggøre sin foragt eller sin frygt for et menneske.

Værgeløst træder han frem foran alle – og han siger ikke: nu må I se ad at få jer den samme kultur, så I kan forstå hinanden og forstå mig! Han siger derimod ”Kom til mig” – og han træder frem. Han kommer os i møde. Han lader os ikke i stikken. Det er som om han godt ved, at vi er på vejen med en drøm.

I alt hvad han siger og gør, forlader han sig på, at det menneske, der er skabt af Gud altid vil genkende gudsbilledligheden i medmennesket og vi vil se vores bror eller søster og bevæges over deres historie.

Han kommer ind i vores forslåede liv. Han møder os, når vi kommer med et mareridt af et liv eller når vi kommer velbeslåede. Han kommer med den kærlighed, der kan få os til at tilgive. Han møder os med menneskelige ord. Hør hvad franskmanden Antoine Leiris skrev dagen efter mordene i Paris i 2015:

”Fredag aften stjal du et exceptionelt liv – mit livs kærlighed, moderen til min søn – men du vil ikke få mit had. Jeg ved ikke, hvem du er, og jeg ønsker ikke at vide det, du er en død sjæl. Hvis denne Gud, som du så blindt følger, skabte os i hans billede, vil hver en kugle i min kones krop være endnu et sår i hans hjerte.”

»Så nej, jeg vil ikke give dig den gave at hade dig. Du beder om det, men at svare på had med vrede er det samme som at blive offer for den samme ignorance, som har gjort dig til den, du er. Du vil have mig til at blive bange, til at se på mine medmennesker med mistillid, til at ofre min frihed for sikkerhed. Men du har tabt.«

»Jeg så hende denne morgen. Endelig, efter at have ventet i dage og nætter. Hun var lige så smuk, som da hun gik fredag aften, lige så smuk, som da jeg blev hovedløst forelsket i hende for mere end 12 år siden. Selvfølgelig er jeg knust af denne sorg, den lille sejr giver jeg dig, men denne smerte vil være kort. Jeg ved, at hun vil være hos os hver eneste dag, og at vi vil finde hinanden igen i et paradis af fri kærlighed, som du ikke har adgang til.«

»Vi er kun to, min søn og jeg, men vi er stærkere end alle hære tilsammen i denne verden. Jeg har ikke mere tid at spilde på dig. Jeg vil gå ind til Melvil, som er ved at vågne fra sin lur. Han er knap 17 måneder gammel. Han vil spise sine måltider som sædvanligt, og vi vil lege, som vi plejer, og hver eneste dag vil denne lille dreng gennem hele sit liv true dig ved at være lykkelig og fri. For nej, du vil heller ikke få hans had.«

Kristus bryder brødet med os – han vier os sit liv – også i sådanne ord, som nægter at lade sig tyrannisere af had og vrede. Kristus – det frie, elskende menneske og menneskenes barmhjertige Gud gør os levende og menneskelige – derfor protesterer vi! Amen.

—

Biskop Pater Skov-Jakobsen

Nørregade 11, DK-1165 København K

Email: pesj(at)km.dk