Lukas 2, 21-40

Prædiken om Lukas 2, 21-40, af Jørgen Demant

De mødte jævnligt hinanden – de to gamle mennesker
– oppe i templet. Altså Simeon og Anna. Anna – Fanuels datter. Hun
fik aldrig andet navn. Hun vedblev at være sin fars datter hele
livet, som om hun aldrig havde været gift. For hun fik ingen børn.
Men hun havde været gift engang. Og var blevet enke. Kun syv år
varede ægteskabet, og det var så længe siden, at ingen
længere huskede, hvem manden var. Og nu var Anna 84 år gammel,
og hun kaldtes stadig Fanuels datter, skønt heller ingen huskede,
hvem Fanuel var.
Hun var af Asers stamme, og folk kaldte hende profetinde, fordi hun tilbragte
al sin tid, nat og dag, i helligdommen i bøn og faste.
En dag, da hun som vanlig opholdt sig i helligdommen, kom Josef og Maria
fra Nazareth med deres nyfødte søn for at ofre, som skik
var. Da Anna så barnet, lovpriste hun Gud. For hun så meget
mere end et nyfødt barn. Hun så fremtid og håb, frelse
og forløsning i dette barn. Og hun talte om det til alle, der ville
høre.
Og hun lovpriste Gud som den, der bliver ved med at skabe nyt. Den Gud,
der bliver ved at sige ‚bliv‘ og ‚komme‘. Og hele tiden blev der nye menneske,
nye opgaver til mennesker, ny vækst, ny høst.

Annas eget liv havde været et underfuldt billede af denne nyskabelse.
Først havde hun været barn og ung hjemme i sin fars hus.
Så var hun blevet giftet bort, og en helt ny verden havde åbnet
sig for hende sammen med manden og med en hustrus og husmors pligter.
Da hendes mand døde, troede hun, at livet var forbi, at nu var
der ikke mere at vente på. Men der var mere. For hun var mere end
hustru og husmor.
Hun var Anna, Fanuels datter, og da hun blev alene og skulle stå
på egne ben og råde sig selv, troede hun sig helt forladt.
Men hun opdagede, at Gud var kommet meget nærmere. Han var der helt
enkelt og selvfølgeligt. Det slog aldrig fejl. Anna gik i helligdommen,
til sin himmelske fars hus, der hvor hun hørte hjemme og altid
var ventet. Tiden havde ikke slidt hendes forventning til fremtiden op.
Opgaverne og arbejdet havde ikke taget forventningen fra hende. Ja, det
var næsten som om forventningen kom hende imøde hver dag.
Noget der kaldte hende frem og ud.

Folk kaldte hende profetinde, fordi hun så langt og tydeligt. Hun
så Guds vilje, eftersom hun altid grundede over og granskede den.
Hun talte med Gud. Lyttede til hans stemme. Og i denne gudsoptagethed
blev hun fri for at tænke på sig selv. At være henvendt
på Gud, søge ham, det giver frihed fra egne ting og tanker.
Det giver frihed til at virke og til at se tilværelsens rette sammenhæng.
Den gamle kone, enken Anna, Fanuels datter var friere end noget andet
menneske i Jerusalem, for hun var virksom og inderligt optaget af at dyrke
og lovprise Gud. Og derfor kendte hun Jesus, da hun så ham. Hun
var profetinde.

Det var noget andet med Simeon. Anna havde mærket det på
det sidste, når de var i templet sammen. Før de to fra Nazareth
var kommet med deres barn. Anna vidste, at den gamle Simeon var blevet
urolig på det sidste. Urolig og bekymret for fremtiden. En rastløshed
var kommet over ham.

Simeon var ellers en stor og stærk mand. Han hvilede i sig selv.
En retfærdig mand. Levede traditionelt og rodfæstet. I overenstemmelse
med loven. Men så var der alligevel sket noget med ham. Forandringen
var kommet kort tid efter, at der i synagogen var blevet læst op
om den gamle patriark Jakob. Han kendte historien så ganske godt.
Både om Jakobs bekymring for sin yndlingssøn Josef og hans
drømme. Om katastrofen der ramte Jakob, da han mistede sin søn,
fordi brødrene ikke tålte, at han blev begunstiget og derfor
havde solgt ham til ægyptiske købmænd. Om hvordan Jakob
havde klædt sig i sæk og aske. At han med eet var blevet gammel.
Alt dette huskede Simeon ganske udmærket. Men han havde glemt, at
Jakob på sine gamle dage skulle rejse til sin søn Josef i
Ægypten. Hvorfor skulle han rejse fra det land, som han trygt og
sikkert boede i? Det land som han havde arvet af sin far Isak og farfar
Abraham? Det land, som var blevet lovet ham af Gud? Simeon grundede over
Guds svar til Jakob: „Jakob, Jakob! Jeg er Gud, din fars Gud. Vær
ikke bange for at drage ned til Ægypten, for jeg vil gøre
dig til et stort folk dér“,

Det var dette, som forvirrede Simeon mest. At den gamle Jakob var taget
til Ægypten og mødt sin velsignelse og glæde i sønnen
dernede, så at han kunne sige:“ Nu vil jeg gerne dø,
for nu har jeg set min søn igen i live“. At denne gamle patriark,
udvalgt og velsignet af Gud, at han var draget ud fra sin hjemstavn! At
han havde brudt med traditionerne. At han havde kappet forbindelsen til
det gamle og begivet sig ud i det nye. Til uvished, fremmed hed. Det foruroligede
ham.

Han gik til Anna, Fanuels datter for at tale med hende om det. Han måtte
have klarhed på, hvad det betød, dette at Jakob skulle til
Ægypten. Da Simeon så ind i værelset, hvor Anna var,
så han hende bøjet over Skriften. Det klare morgenlys faldt
ind ad vinduet. Ind på Skriften, som lå på bordet og
på karaflen. Den stod med sin smukt svungne tud. Tuden pegede lige
på Anna. Karaflen var fyldt med klar væske, og gennemstrålet
af lys som den var, var det svært for Simeon at se, om det var vand
eller klar vin i den. Han tøvede et øjeblik med at gå
ind til Anna, for det var som om han i et øjeblik så noget
mere, men han vidste ikke hvad. Som om han stod bag et forhæng,
bag hvilket han anede noget større og sandere.

Anna lyttede tålmodigt til Simeons fortælling. Hun hørte
på hans bekymring og hans uro med stor tålmodighed. Lyttede
fortroligt og indlevende til Simeons overvejelse over dette, at patriarken
Jakob var rejst til Ægypten – til uvisheden og fremmedheden.

Og hun beroligede ham ved at sige, at uvisheden var den ene side af at
give sig sine længsler i vold. Det hører med til forventningen
– uroen og usikkerheden. Og den havde Jakob også levet med . Men
bekymringen jog aldrig troen og forventningen ud. Uroen kunne ikke skygge
for det forventningens lys, der kaldte Jakob til Ægypten. For forventningen
og kaldet er pantet på, at det var sandt, hvad han troende. Han
fik stor fred og glæde ved at møde sin søn Josef i
live og god behold.

Hun gjorde en pause, profetinden Anna. Og sagde roligt og stille frem
for sig: „At tro, det er bestandigt at vente det glade, det lykkelige
og det gode“.
Efter et stykke tid rjeste Simeon sig og forlod værelset, Idet han
i døren vendte sig om og så tilbage på Anna, bemærkede
han, at Anna sad badet i lys. Hun reflekterede lyset, der skinnede ind
på glaskanden. Hun sad som gennemlyst og forklaret. Men måske
var det hans eget sind, der var blevet forvandlet. Det var næsten
som havde han drukket ung vin af kanden. Og han genkaldte sig Annas ord:
„At tro, det er bestandigt at vente det glade, det lykkelige og det
gode“.

Simeon fattede nu, hvad der lå i historien med Jakob i Ægypten.
Den gamle mand fandt sin største fred i livet hos sin yngste søn.
Borte fra det hjemlige og rodfæstede. I det fremmede og ukendte
land havde Jakob vovet sig. Og dér havde han fundet den mistede
søn.

Simeon blev rykket ud af sin uro og tvivl. Det var som om et forhæng
var trukket til side. Skyggerne i sindet var væk, og han så
lysende klart. Han kom i tanker om det barn, der var blevet bragt til
templet, om hvilket det var blevet profeteret, at det var Messias. I et
moment af opklarethed og barnlig enfold så Simeon meningen med historien
om Jakob og Josef. Historien handlede jo om ham og det barn, som var blevet
født i Bethlehem for nogle dage siden, og som idag blev fremstillet
i templet.

Han gik tilbage til templet. Fandt forældrene til det lille barn.
Tog det i sine hænder og hviskede roligt frem for sig:

Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
For mine øjne har set din frelse,
som du har beredt for alle folk…“

Den gamles frygt og uro var borte. Bekymringen som forduftet. Han vidste
nu med klarhed, hvor hans længsler boede. I det barn, som han havde
i sine hænder. Han så i dette barns øjne en styrke
vokse i, en beroligende tillid og forventning. Og dog var Simeon i livets
aftentime.

Og her er vi. En sen tids børn. Vi har hørt om Anna og
Simeon, hvis forventning og længsler holdt sig frisk og åben.
Længslen og forventningen var pantet på håbet. Og det
blev ikke gjort til skamme.
De gamle ser længere og mere. Ja, de ser akkurat ligeså langt
som barnet.

En gammel kone sagde engang, at det er godt, at barnet og den gamle er
med ved de voksnes juleaften. Hvis det ikke var for børnene, ville
juleaften forsvinde. I de voksnes sorg over, hvad de har mistet, er deres
barndom nærværende for dem samtidig med deres egne børn,
og de mennesker, der engang tændte træ for dem, er dem ganske
nær. Deres egen barndom er til stede og blander sig med deres glæde
over den nuværende juls børn.
Derfor hører der også gamle til juleaften. De skal ikke tænde
lyset på juletræet længere. De skal bare nyde det. Sammen
med børnene er de på en måde uden for tiden og rummet,
idet tider og steder løber forbi hinanden i deres sind og blander
sig til samtidighed mellem før og nu, her og der, ja måske
endog samtidigheden med en fremtid. Ind i evigheden, hvorhen allerede
for længe, længe siden deres forældre begav sig.

„At tro, det er bestandigt at vente det glade, det lykkelige og
det gode“

Amen

Jørgen Demant
Hjortekærsvej 74
DK-45 88 40 Lyngby
Tel.: ++ 45 – 45 88 40 75
e-mail: j.demant@wanadoo.dk