Lukas 23, 26-49

Langfredag | 29.04.24 | Sl.22 / Luk.23, 26-49 | af Eva Tøjner Götke |

Salmer: 636, 187 v.1-3, 192, 217

Prøv aldrig at forstå

Langfredags gudsforladthed rammer hårdt.

Hvor er Gud henne, spørger vi, når nogen dør en alt for tidlig død.

Når vi møder den meningsløse vold.

Når sygdom og ulykker rammer.

Hvorfor?

Hvorfor al denne lidelse?

Hvor er Gud henne i alt det?

Guds egen søn spurgte sådan.

Spurgte og spurgte – ikke som et slags interessant principielt teologisk spørgsmål, vi stiller, når vi vil afsløre, at det med Gud og kærlighed slet ikke hænger sammen.

Jesus råbte til Gud. Fra korset råbte han.

Midt i gudsforladtheden.

– Du må stå til ansvar for det her! Det er dig, der har magten!

Hvor er du? Hvorfor har du forladt mig? Hør mig!

Hør mit råb!

Det råb er en langfredagsbøn. Det er et råb om hjælp!

Dér hvor der ingen hjælp er.

Et råb om styrke! Dér hvor alt mod er væk.

Men det er ikke opgivelse. Det er overgivelse.

Til Gud.

Midt i gudsforladtheden.

Ikke opgivelse. Men langfredagsbøn.

Vi kommer ikke længere end dertil. End til bønnen.

Det er troens og håbets sprog. Vi får aldrig svar på vores hvorfor.

Vi får aldrig svar på al den lidelse i verden. På hvor ondskaben kommer fra.

Der er ingen rationel forklaring.

Vi får aldrig svar på, hvorfor Jesus skulle lide – Guds egen søn.

Der er ingen rationel forklaring, selvom teologien er kommet med flere forklaringer for at få det hele til at hænge sammen.

Men det betyder ikke, at det er en meningsløs historie. Måske fortæller den os noget, som kun kan fortælles på den her måde.

Fordi det, den fortæller, lidelseshistorien, genkender vi, – den berører os, får os til at føle noget, rammer os – og i sidste ende giver den trøst.

Og det er det, der er meningen. Ikke at vi skal kunne forstå og forklare.

Men finde trøst og styrke og mod til at holde det ud, som ikke er til at holde ud.

Den dag, vi ikke berøres eller påvirkes af andres lidelser, er vi for alvor fortabte- i gudsløsheden.

Den dag, vi ikke anfægtes, – vi ikke spørger hvorfor – vi ikke oprøres og får lyst til at engagere os, kæmpe mod det onde og for andre – dér har vi mistet vores menneskelighed og med-menneskelighed – dét at kunne sætte os i andres sted. Og have empati.

Det kan selvfølgelig være en måde at overleve på – at lukke ned for alt det, der gør ondt og vækker sorg og skam og skyld.

Fortrængning, kalder vi det.

Men fortrængningen er også en slags nådegave.

For hvis vi skulle lade os påvirke følelsesmæssigt af alt det, der sker omkring os – i den lille verden og i den store verden, så kunne vi slet ikke hænge sammen.

Vi bliver nødt til at have et filter. Men vi må ikke glemme, at det er et filter. Det er det korset minder os om.

Lidelsen i verden er virkelighed.

Menneskelig umenneskelighed en mulighed. Og den bor i os alle. Det er det korset vil minde os om.

Langfredag vil forhindre os i at glemme noget som helst.

Langfredag vil forhindre os i at lulle os selv ind i vores selvgodhed.

Vi er ikke kun ofre for lidelsen. Vi er også tilskuere.

Og vi er også dem, der forvolder hinanden ondt.

Det er så skamfuldt. Vi burde vide bedre.

Men alt det her har jo ikke noget med viden at gøre, har ikke noget med rationalitet at gøre.

Men om at stå ved det, vi ikke kan forklare og alt det, der er til at græde over. Mange gange os selv.

Korset taler til os på sit eget gådefulde sprog.

Korset vidner på én og samme tid om den lidendes gudsforladthed – og om Guds nærvær. Han døde for dig. For at give dig trøst og styrke og mod til at holde det ud, som ikke er til at holde ud.

Korset vidner på én og samme tid om den forfærdelige lidelse, som ord ikke kan beskrive – og om håbet om kærligheden, der lader livet stå op af døde.

Den korsfæstede og opstandne Herre.

Korsets gåde.

Derfor tænder vi lysene på alteret nu. Og derfor holder vi nadver. Giver ikke op. Men overgiver os til Gud.

Som hengav sig til os mennesker. Og betalte prisen.

Så vi får mod til at hengive os til livet her i verden – og ikke kun ser lidelsen, men også kan få øje på, hvor smukt det er, livet. Amen.

—

Sognepræst Eva Tøjner Götke

DK-5230 Odense M

Email: etg(at)km.dk