Vi må på en eller anden måde leve med tvetydigheden. Leve med at det lige så godt kunne være anderledes. At det kan ses fra en anden vinkel. At vi ikke kan få klare svar, éntydige svar på tilværelsens mange spørgsmål.
De vigtige ting i livet kan ikke bare siges ligeud – sådan som jøderne prøver at få Jesus til at sige det i dag. “Sig os ligeud om du er Kristus.”
De afgørende ting i livet kan ikke siges på en sådan éntydig måde, for så mister de den dybde, den dimension, der netop gør dem til det afgørende, det essentielle.
Men ikke desto mindre kan man vel godt tage sig selv i at tænke, at det dog ville være rart, hvis det hele var lidt mere enkelt og ikke så sammensat.
Og der gives da også mange eksempler på i historiens løb, at denne trang er blevet virkeliggjort – i form af entydige virkelighedsbeskrivelser.
Indenfor det politiske udmønter den entydige tankegang i totalitære regimer.
Indenfor religionen udmønter den entydige tankegang i fundamentalistiske leveregler.
Men også indenfor vores moderne såkaldt frie verden møder vi også entydigheden, når der f.eks. fokuseres så meget på årsagssammenhængen mellem din egen sunde eller usunde levevis, både fysisk og psykisk, og så det liv, du får ud af det. – Det bliver fremstillet som om det hele var såre enkelt, og at det bare er et spørgsmål om at spise økologiske gulerødder og ikke leve i stress.
Men denne entydige beskrivelse af samfundet eller af det religiøse eller af det gode liv ender næsten altid i undertrykkelse og fordømmelser, selvfordømmelse ikke mindst, og i tillukning og stagnerer i mangel på nytænkning.
En forfatter som Milan Kundera, som har oplevet sit land, Tjekkoslovakiet, bliver invaderet af entydighed i form af marxistisk ideologi, har brugt hele sit forfatterskab til at vise, hvor farligt det er at lægge en fast fortolkning ned over menneskets mangfoldige verden.
Kundera har i sine romaner beskrevet, hvad entydigheden har haft af menneskelige omkostninger: angst for at træde ved siden af, at sige for meget, at blive misforstået, blive beskyldt for forrædderi, ekskluderet.
I fortællingen i dag bliver det illustreret rigtig godt. Der står netop, at de slår ring om Jesus mens de insisterer på, at han skal sige lige ud hvem han er.
For de to ting hænger sammen. Vil man have entydigheden serveret, så slår man en ring om sandheden. Så lukker man den inde i sin egen sandhed.
Og det er også det de prøver på, dem som omringer ham med spørgsmålet om entydighed.
De lukker ham inde, for at få greb og begreb om, hvem han er. – For én gang for alle at få på det rene med – sagt lige ud i en sætning, om han er Kristus – som var det en rettergang: skyldig eller ikke skyldig.
Men Kristus er dét, der ikke kan lukkes inde i entydigheden.
Kristus er det levende, det der er i bevægelse.
Kristus er handling. Kristus er det livgivende.
Kristus kan ikke lukkes inde eller blive slået ring om. Han skal nok bane sig vej igennem dem.
Og det gør Jesus også ved at sige til dem, at han faktisk allerede har sagt det, men at de ikke har troet ham.
Han har jo gjort mange gerninger, og det er dem, der vidner om, at han er sendt af Gud, altså er Kristus.
Og nu da de med deres forespørgsel har afsløret, at de ikke har fattet alt det han har gjort, så afslører de dermed også, at de ikke tror på ham.
De tror, de kan komme let afsted med sandheden ved bare at få at vide – ligeud – om han nu også er Kristus. Ikke noget med at forholde sig, at fortolke, forstå, men bare tage til efterretning. Som en lov.
Men sådan får de ikke lov til at forholde sig. De får at vide, at det er et spørgsmål om at tage imod hans gerninger, forstå hans liv som sendt af Gud. Altså et spørgsmål om tro. Altså noget som i høj grad involverer.
Alt er et spørgsmål om tro.
Men ikke en hvilken som helst tro.
Kristus-tro er ikke en tro på entydigheden, men det er den tro, der kan få os til at leve med den tvetydighed, der er i denne mangfoldige verden, leve med den, som et gode – se de muligheder, der er i den. Netop det, at der altid er mere at sige, end bare det, der kan siges ligeud.
At vedkende sig, at man tror – er den måde vi kan leve med tvetydigheden, leve med at det lige så godt kunne være anderledes, at vi ikke har endegyldige beviser, at vi ikke kan slå noget fast med sikkerhed – hverken om vi tror eller ikke tror, er skyldige eller er tilgivet….
Når vi har en trang til entydighed og til enkelhed, er det fordi vi synes det er angstfremkaldende at leve med denne usikkerhed, at det hele lige så godt kunne være anderledes og slet ikke være.
Men Kristus-troen lader usikkerheden komme os til gode. Der er mere at sige. Der er mulighed for forandring. Der er mulighed for at livet kan fornyes. Der er mulighed for en ny begyndelse. Intet ligger fast. Kristus er den levende, den der er i bevægelse, den, der handler. Den, der skaber liv.
Ja, det er faktisk det eneste, kan man sige, der kan slås fast – at Kristus ikke kan holdes fast.
Kristus-troen tog sin begyndelse i det faktum, som ingen ganske vist så, at Jesus sprængte den grav, han var lagt i.
Kristus-troen er en opstandelsestro.
Ikke engang døden og den store tunge gravsten kunne holde ham fast i det, som er det mest entydige af alt: døden.
Død er vel død. Her er ikke noget at diskutere. Her kan vi tale ligeud. Enten-eller. Ikke noget med på den ene side eller på den anden side.
Men jo – så grænsesprængende er Kristus-troen. Den trodser virkelig entydigheden.
Den sætter virkelig alt sit håb til, at det der skete med dette menneske, skete fordi Gud ville tale til os – kalde på os, fører os til de grønne enge, til hvilens vande, dér hvor der ikke er nogen tvetydighed, men hvor vi er ét.
Billedet af Jesus som hyrden, den gode hyrde, der vogter sine får og kalder på dem og redder dem fra fare og leder dem hen til hvilens vande, til paradiset – det billede fokuserer i ligeså høj grad på os – som får – som på ham som hyrde. Billedet involverer os. Vi bliver nødt til at spejle os og vores forhold til Vorherre i billedet.
Det gælder jo om at høre hans røst, genkende hyrdens røst, være fortrolig med den. Det bliver tegnet på om man hører til hans får, fremgår det af det Jesus siger i dag.
“Jeg har sagt jer det”, siger han til dém, der vil have et klart svar. “Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv.”
Her er det meningen vi allesammen skal sige: Gisp!
Hører jeg nu til hans får? Hører jeg hans røst, hører jeg ham kalde, gør jeg det, jeg skal – følger jeg ham i den måde jeg lever mit liv på, i den måde jeg lever sammen med min næste på?
Det er den usikkerhed, den tvetydighed, vi tvinges ud i – hvis vi bekender os til den Herre, der ikke kan holdes fast i entydighed, som vi ikke kan slå ring omkring.
Sandt nok går der en skillelinje i fortællingen mellem dem, der vil have klar besked, og så dem, der faktisk hører hans røst som Guds kalden – men på hvilken side af linjen vi er, lige nu, her i mit liv, sådan som jeg ser det herfra – det ligger hen i det uvisse, i tvetydigheden. Her kan vi kun stole på Guds nåde.
Men der er noget, der er vigtigt at få sagt her. Og det er, at det er os, der lever i tvetydigheden. Ikke Kristus og ikke hans gerninger, ikke hans kærlighed og ikke hans tro.
Hans budskab er hans liv, ligesom hans identitet, om han er Kristus eller ej, er hans liv. Og det er såre enkelt og entydigt – hans liv: det var et liv levet i kærlighed og af kærlighed. Et liv som kun ville det gode, som ikke havde rod i noget ondt, som var uden synd, som var uden bagtanke, som var uden selviskhed, som ikke gemte på vrede eller bar nag, som så det som sit livs opgave at ingen skulle gå fortabt, at ingen skulle kunne rive os ud af hans hånd.
Det er så entydigt, som det overhovedet kan være, hans budskab. Det er lysende klart. Det er det vi skal tro, – at den kærlighed er Guds. Det er det vi skal gøre, gøre den levende her hos os.
Hyrden er her ikke mere til at lede os, så vi er fritaget fra at tænke selv men bare følge efter som nogle umælende nokkefår. Han har overladt det til os selv. Han tror på os. Lyser for os, kalder på os, har lagt kærligheden i vores hjerter, så vi véd, hvad vi skal tro og gøre – så
”gør det, frelser, af din nåde.
Stå mig bi, når fjenden frister!
Ræk mig hånd, når øjet brister!
Sig: Vi går til Paradis!”
Amen.
Sognepræst Eva Tøjner Götke
Platanvej 10
DK-5230 Odense M
Tel.: ++ 45 – 66 12 56 78
email: etg@km.dk
Deutsch 
English (UK) 
Português do Brasil 
Dansk 
Español