Mattæus 10,32-42

Mattæus 10,32-42

Man siger, at julen er hjerternes fest. Vi søger mod de mennesker,
som vi er tæt forbundne med. Vores familie, vore venner. Julen
er om nogen af de store højtider samlingspunktet for familien.
Vi tar‘ tog, bil, skib og fly langvejs fra for at nå hjem til det
sted, vi er rundet af, fordi vi vil være sammen med dem, vi fra
vor tidligste barndom har været bundet til. Hvad enten længslen
efter paradiset i hjemmet bliver opfyldt for et par dage og man derfor
græder af glæde, eller den ikke bliver opfyldt, fordi barndommen
er er uigenkaldelig tabt, og derfor må græde af sorg. Så er
julen hjerternes fest – længslen efter at være sammen med
dem, man har hjertebånd med.

Julen er drømmen om det tabte paradis. Om paradiset derhjemme.
Derhjemme hos moder, det er dér, der er noget i luften. Man ved
ikke hvad. Som forår skønt skoven har mistet hvert blad.
Derfor skal vi hjem til jul. Hvad enten vi nu vil eller ej. Selv forhærdede
tidselgemytter, der med fornuften i behold den 1. december bedyrer, at
den omgang ritual og tradition kun afføder bristede illusioner
og gråd og tænders gnidsel. Selv disse forhærdede står
nede på perron 4 på Kbh.’s banegård og skal hjem til
Kloster, Ellum og Højst. Barnedrømmen – hjertet søde
morgendrøm – driver én længere end ens voksne gustne
overlæg, og driver én hjem, hvad enten julemorgen bliver
til dans på moderskød eller efterlader en med julesorg.

Begge dele – glæden og sorgen – er lige dele udtryk for længslen
efter at blive set og genkendt som den man gerne ville ses som: som elsket
og værdsat. Når vi giver hinanden julegaver og spenderer,
så det giver overtræk i banken, er det mindet om de vise
mænds overdådige gaver til Jesus- barnet. Sådan som
de gav Jesus-barnet gaver, sådan gør vi også for at
forny pagten imellem os: den der får gaven har uendelig betydning
for én. Gaven er udtryk for livsbekræftelse. Én gang
om året gen-bekræfter vi for hinanden livets dyrebarhed:
at vi har betydning og værdi og at vi ikke kan leve uden hinanden.
Julen er livsbekræftelse. En bekræftelse af vores kærlighed
til hinanden.

Julens budskab er om kærlighed, der steg herned. Om ordet der
blev kød og tog bolig iblandt os. Som vi sang i den første
salme:

Gud, vor Fader gav i nåde
julenat
os en skat,
for at frelse os af nøden
steg herned
kærlighed,
stærkere end døden.

Paulus kaldte kærligheden for det fuldkomne bånd. Et bånd,
som rakte længere end de bånd, vi normalt kender til, og
som vi lar“os binde af.

Jamen, er den kærlighed Gud viser os i sin søn julenat,
er det en anden kærlighed end vi viser hinanden. Er vi bundet af
to slags kærlighed. Den til Gud og den til mennesker?

Noget kunne tyde på, med den fortælling, vi hører
i dag, for det er ikke julehyggens kærlighed.

”Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet
for at sætte splid.”

Det skurrer i vore ører, når han, der er selve kærlighedens
ord, der tog bolig iblandt os, siger, at han ikke er kommet for at bringe
fred, men sværd. For at volde splid mellem dem, der er knyttet
til hinanden med blodets bånd, med familielivets bånd. Julen
er åbenbart med dagens evangelium mere end livsbekræftelse:
bekræftelse af hjem og hjemlighed, familie og familietraditioner.

Fornylig kunne man i anvis læse om en mand, der var fra Kbh. var
vendt hjem til sin hjemegn i Vestjylland. Da han drejede ned ad vejen,
der førte ud til gården, da kom hele hans historie op i
ham: hans oldemor, bestemor og forfædrenes historie. Den fortaltes
ud af landskabet, træerne og buskene, luften og lugtene. Der hørte
han til. Og dog var der noget, som ikke hørte hjemme dér.
Og det bekræftedes i den pige, der gik ved siden af ham. Hun var
ikke en del af den historie, der blev fortalt i landskabet. Oldemorens
hårde slid, som sad i de krogede og røde fingre. Bedstemorens
hårdførhed og offervilje. Alt det kendte hun ikke. Og som
han sagde: Hun er kærligheden. Hun er valget.

Han var blevet bundet til noget andet end fødested, familie,
egn og landskab. Det som er vores skæbne. Hans bundethed var noget
andet. Hans kærlighed til kæresten var et andet bånd.
Et liv må mistes, for at et liv kan vindes. Han vidste, at der
var noget der måtte opgives, som han ikke ku‘ få med. At
blive bundet af en kærlighed fra et andet menneske, at blive midtpunkt
for et andet menneske., betyder jo ikke, at man opgiver arven fra det
derhjemmefra. For den arv sidder i ens krop som en skæbne. Men
den nye kærlighed fra det andet menneske kan betyde konflikt og
splid med det liv, jeg ejer i forvejen.

Der står en spænding mellem det, jeg får givet og
det, jeg ejer. Mellem det nye, som kommer til mig og det gamle, som jeg
ejer i forvejen. Den, der vil bjærge det sidste – arven, det som
man ejer i forvejen, må miste det første – det som kommer
til én, kærligheden fra kæresten. Og omvendt.

Julenattens kærlighed er også et bånd. Det bandt Jesus
til mennesker. For ham var vort liv det givne liv, og himlens liv var
det ejede liv. Han opgav så at sige det som var hans skæbne – nemlig
sin gudommelighed, sin himmel. Han opgav sin guddommelige arv – den han
var bestemt til, himlens liv. Og bundet af Guds kærlighed til vort
hjerte gav han sig det menneskelige i vold. Han forelskede sig i mennesket,
i livet her på jorden. Han knyttede kærlighedsbånd
med os mennesker. Han blev det givne liv for os. Himlens kærlighed
blev det nye bånd. Det kærlighedsbånd, hvor intet er
synd, intet er død, men alt er kærlighed.

Det givne liv i kærlighed er næstekærlighed. Det er
den kærlighed, der rækker til alle. Det er den himmelske
kærlighed. Mens kærligheden på jorden, den, der for
os hører det ejede liv til, er, hvad man har kaldt ”for-kærlighed”,
den vender sig ikke mod alle, men kun mod de foretrukne.

Vi skal hjem til jul – til familien, slægten, hjemmet, landskabet.
Vi er bundet af det. Det er vores skæbne. Den har et sted vores
forkærlighed. Den har velsignet os med liv, omsorg, tryghed, opdragelse.
Den har skubbet os i vej.

Men med julens kærlighed bindes vi til Jesu hjerte og til det
evige liv, som dette hjerte ejer. Derved bliver det evige liv for os
det givne liv, og vil jeg bjerge det ejede liv med dets forkærlighed,
da er jeg ikke det givne værd, men må miste det.

Det har sin parallel i den unge mand, der kunne blive mere bundet til
barndomshjemmet, at han kunne miste sin kæreste, fordi det givne
liv fra hende blev skudt til side for det ejede. Den, der redder sit
liv, skal miste det, og den, der har mistet liv på grund af mig,
skal redde det.

VI holder barnedåb i dag. Hvad må man ikke tænke:
er det virkelig meningen, at barnet indpodes i Kristus, at det liv kan
blive en farlighed for forældrene. At det kan komme til konflikt.
Til opgør. Det er jo næsten kristen overgreb på familie.

Ja, i en eller anden forstand er det. Men det er for at redde den døbtes
frihed.

Hvad er da kristen frihed?:
Frihed består i at have et andet hjem end familiehjemmet, nemlig kirkens
hjem. Herfra dette hjem sendes vi altid ud i verden. Hjemmet er nemlig til
for at sætte fri.

Dåbsbarnet har ligesom os andre fået at vide i dåben,
at hun først og fremmest er Guds barn og dernæst forældrenes.
Og det forpligter forældrene til dagligt at indskærpe for
sig selv, at de har børnene til låns som en gave.

Deri består den kristne ansvarlighed: at opelske sit barn til
at kunne stå på egne ben med myndighed og ansvar. Det vil
sige til at kunne tage vare på det liv, som kalder på kærlighed,
barmhjertighed og retfærdighed.

Rækker ens kærlighedsbånd ikke længere end til
familie, slægt og sted, da bliver vi kun os selv nok. Vi holder
os til det, vi ejer. Julens historie fortæller om et liv, der gives
fra Gud, for at sejre over det, vi ejer som mennesker.

Det lyder som det dræbende krav, som tab af al menneskelig frihed,
men kærlighed er det, for i himlen og på jorden gælder
det, at den, der mister sit ejede liv, dør ikke, men lever af
kærlighedens nåde, og deri er der ikke gråd, men glæde.

Amen.

Sognepræst Jørgen Demant
Hjortekærsvej
74
DK-45 88 40 Lyngby
Tel.: ++ 45 – 45 88 40 75
email: j.demant@wanadoo.dk

de_DEDeutsch