Mattæus 11,16-24

Jeg tror, at dét, man kalder tilbagelænethed
er en stilling, som de fleste af os i dag ynder at indtage. At være
tilbagelænet kan være godt: Man har vel kritisk distance.
Man har vel sin dømmekraft. Man lader sig ikke sådan lige
bondefange: om det nu er af reklamebranchen, overbudspolitik fra Christiansborg
midt i agurketiden, eller det bare er noget, som giver sig ud for at
være sådan ‚kunstnerisk‘. Næ, vi bliver ikke imponeret.
Næ. vi danser ikke efter enhver munter fløjte. Men vi står
så sandelig også af, når en dommedagsprofet taler
om fortabelse – eller en eller andet religiøs vildmand – iført
kors på hjul – synger sine klagesange, mens han forsøger
at feje alle muslimer ud af Nørrebro. Næ, kom ikke her!
Kort sagt: vi har alle lært at – som det hedder – at „klappe
hesten“. For sjæleblind fanatisme er ikke sagen. Det samme
glæder det lalleglade vanvid.

Men tilbagelænethed og kritisk distance kan også let kamme
over i – hvad man kalder: blaserthed: Blaserthedens udtryk er ikke sjældent
paraderne. Altså: „Rør mig ikke. Kom mig ikke nær!
.. Om du nu rører mig og vil komme mig nær med din glæde,
som du partout vil prakke mig på; eller om du kommer mig med nær
din domsforkyndelse, dine vrede, din absolutte sandhed, hold dig væk.
Vi gider hverken høre på den guitarspillende komiker. For
hans vittigheder har for længst passeret udløbsdatoen.
Men vi gider heller ikke at høre på ham, der synger om
voksne, der ‚også kan være bange og synge lange, bange sange‘.
Kort sagt: lad os dog være i fred!“

Det er i grunden også den indstilling, der er på færde
i dagens tekst. Folket gad hverken høre på Johannes Døbers
dommedagspræk eller på Jesu anderledes glædelige budskab.
Igen: „Vi spillede fløjte for jer, og I dansede ikke; vi
sang klagesange, og I sørgede ikke“. Det vil sige: Et talende
billede af Guds eget folk, som hverken er villige til at angre sin døve
ligegyldighed, eller vil begejstres af det glædelige, at Gud –
på trods af deres lunkenhed – er villig til at tilgive det. En
glad Gud? En vred Gud? Jamen, det er hip som hap. Bare lad os i fred!

Hvordan opfattes Gud så i dag (hvis man da i det hele taget har
en opfattelse af Gud)? Nogle opfatter groft sagt Gud som den strenge
fjerne skolelærer, altid med spanskrør og ris inden for
rækkevidde. Streng men vistnok retfærdig; i hvert fald uransagelig
i sin almægtighed; som derfor bestemt ikke vækker varme,
men skræmmer dén, der ved, at han eller hun er en synder.
Det er den gammeltestamentlige Fadergud. Det er om ham, man hører,
hvor forkyndelsen er hardcore, altså lige på og hårdt.
Vi har vel alle billeder af en indremissionsk svovlprædikant på
nethinden. På langt de fleste virker han ikke videre sympatisk.
Langt de fleste gider nemlig ikke høre alt dét med synd
og at ‚Gud ser alt‘. For synd – jamen er det ikke alt det sjove, som
derfor er forbudt. Hvorfor dog banke rundt i skyldfølelser og
livsfornægtelse? Hvorfor ikke bare leve livet sådan som
man nu li’som bare har lyst til?

Den anden opfattelse af Gud giver glad og gerne de protesterende ret.
For, nej-nej. Sådan er Gud slet, slet ikke. Altså den sorte
samvittigheds udtrykte billede. Nej, nej, Gud er overhovedet ikke spor
vred. Han er slet ikke, sådan som Johannes døber sagde.
Langt mere sådan som Jesus er, i hvert fald på de glansbilleder,
som kan købes i Den katolske Kirke. – Her er Gud m.a.o. human,
en blød mand og ikke spor fordømmende – snarere at opfatte
som en helt utroligt forstående støttepædagog, som
hele tiden siger, at han slet ikke er spor streng; at du og jeg godt
kan glemme alt om skyldfølelser (for skyldfølelse er syg,
forkert og passer slet ikke!). Kort sagt: Glem alt om den fjerne Fadergud!
For Gud han er ligesom farmand, rummelig, varm og som hele tiden støtter
os i, at vi i grunden er ofre, som det hele er så helt enormt
synd for.

Men bliver sådan en gud ikke også lidt trættende
at høre på i længden? Billedlig talt bliver man træt
af at danse til fløjtespil. Bogstavelig talt bliver det i længden
tomt overhovedet ikke at møde modstand. Altså ikke at skulle
forholde sig til noget, som står fast og som der kan spilles op
ad. – Spørg bare det barn, som ingen grænser får;
hvis ophav hopper og springer for at opfylde alle vilkårlige eller
impulsive behov. Af lutter bekymring for, at sådan noget forældet
og borgerligt noget som forbud skulle kunne skade det lille pus.

Men, synes jeg: Så underligt, at vi ikke kan rumme begge dele:
at Gud er såvel dén, der kan – ja vredes, som dén,
hos hvem der også findes barmhjertighed, tilgivelse, nåde.
Kunne det dog ikke tænkes at være sådan, at de to
opfattelser af Gud ikke udelukker hinanden? At de to opfattelser med
andre ord først sammen udgør noget fuldstændigt?

eg mener: i vores fælles liv, i familielivet og i arbejdslivet:
hvem kan i længden holde ud at leve med én, der har en
rygrad som en regnorm. Og hvem kan tilsvarende holde ud at pleje omgang
med én, som altid stiller sig fordømmende an – stejl,
skinger, tromlende som en elefant?

Nej, et rigtigt menneske, dvs. et menneske, som vover at kende og vedgå
sin menneskelighed, har dog altid to ansigter. Dén, der elsker,
kan selvfølgelig også blive vred; kun dén, der kan
begejstres, kan gribes af indignation. Hos den, som vil være sin
menneskelighed bekendt, findes altså altid to sider. Kun begge
dele gør et menneske til et menneske. Med andre ord: Modsætninger
behøver ikke at udelukke hinanden. Med et fremmedord: modsætninger
kan også være komplementære.

Skulle det så ikke også kunne tænkes, at Gud har
begge sider i sig? Kristeligt talt tilhører mennesket Gud. Gud
er skaberen, sådan som det hedder i trosbekendelsen. Gud kan altså
gøre retmæssigt krav på mennesket: At vi skal opføre
os ordentligt og netop deri ære Gud. Ikke at ære Gud og
dét, der er Guds, må da nødvendigvis fremkalde retfærdig
harme. Vi kender det fra vores egen verden: Dén, vi holder af
eller ligefrem elsker, – ja når vi erfarer, at han eller hun opfører
sig tåbeligt, under niveau eller plat egoistisk, da indigneres
man naturligvis. Man bliver vred. Og vreden, den skyldes da udelukkende,
at den anden jo angår én. Og ligesådan: kommer dén,
man holder af, i vanskeligheder eller ligefrem i nød, ja så
stiller man naturligvis op. For, som bekendt, det er ikke muligt at
tænke dén, man holder af, ud af sit liv.

I den forstand er ingen mennesker sådan bare det ene eller det
andet. Eller rettere: ingen kan banaliseres derhen, at vedkommende kun
er kold og hård, eller kun er blød og eftergivende.

Det gælder i overordentlig grad Gud. For, som om Gud kun var
entydigt streng! – eller entydigt blød og eftergivende! Som om
Gud kun var som en klump voks – eller hård som sten. Nej, Gud
er Den levende Gud, og som Den Levende netop mindst ligeså meget
en person som du og jeg er personer. Og fordi Gud er levende, kan Gud
netop røres, vredes, harmes, glædes. Det er dét,
vi ser udfoldet såvel i Johannes Døbers domsforkyndelse
som i Jesu person, hans liv, hans velgerninger, hans lidelse, hans død.
For Jesus gav og giver Gud en synlig skikkelse. Og Jesus, han kunne
selv vredes over netop den tilbagelænede attitude, for hvem alt
i grunden er ligegyldigt. Bare jeg altså ikke skal inddrages.
Bare det ikke kommer for tæt på.. Men det gør altså
tingene for dén, der virkelig lever.

Derfor netop vredesudbruddene i dagens tekst over de byer, som hverken
kan bevæges til det ene eller det andet. Men derfor også
hos Kristus de tegn på omsorg, på kærlighed, på
barmhjertighed, hvormed Han gav Guds nåde skikkelse. Det er dén
nåde, som du og du og jeg får del i, atter og atter. Om
det nu er direkte: I Guds ord, i Guds dåb, i nadveren, hvor Kristus
giver sig til hver enkelt, der ønsker det. Eller det sker indirekte:
I skikkelse af en blå himmel, der fornyer dit livsmod; i det liv,
der kalder på os, – ja så er det Den levende Gud, som gjorde
sig til ét med Jesus, som er til stede. Og Gud ske lov er det
Gud. For Gud er hverken er af pap eller sten. Men netop Den levende
Gud. Amen.

Sognepræst Niels Henning Brønnum
Valløvej 19
DK-2700 Brønshøj
Tlf.: ++ 45 – 38 60 50 17
e-mail: nhb@km.dk