Mattæus 20:1-16

Septuagesimä, 04.02.2007

Predigt zu Mattæus 20:1-16, verfasst von Inger Hjuler Bergeon

Når vi hører sådan en lignelse, så ved vi, for vi har pænt lært det, at det er jo sandt: en dagløn er det rigtige, uanset hvor mange timer, man så har arbejdet, for den gode ejer giver, og så skal vi ikke have onde øjne og begynde at regne på, om det er rimeligt overfor dem, der har været med siden morgenstunden. Og samtidig så er der vel også i os, den der tanke ved siden af, at man sagtens kan forstå dem, der er utilfredse over, at de ikke får løn efter indsats.

Så på den ene side ved vi godt, at det sande og gode, det er den nåde, der går for ret, i denne vingård, hvor ejeren ikke er en smålig bogholder. Og samtidig så synes vi også, der er noget rimeligt i en lige-for-lige-tankegang og en noget-for-noget-mentalitet. Og så sidder vi der, og så prøver vi at løse at vi er tiltrukket af to modsatrettede sandheder. Dette paradoks prøver vi at løse ved at huske, at det jo er en lignelse om Himmeriget. Og når det er dét, ja så er alt jo så anderledes, for himmeriget er jo så helt væsensforskellig fra vores verden. Og på den måde kan vi, med besvær, holde de to uforenelige ting sammen. Men, den holder jo ikke i lænden, – og det vi også godt. Ordet blev jo altså kød og Gud ville være, hvor vi er, og derfor så må det have noget med vores liv at gøre. Og ikke bare en lignelse om Himmeriget, som vi hører om søndagen og som kun gælder i kirkerummet, og så resten af ugen, så er det helt andre boller på suppen, vi lader gælde. Der må være et tilknytningspunkt mellem Jesu forkyndelse af Guds godhed og nåde og så os, som han taler til og om. Der må være et tilknytningspunkt, også i dag.

For det var der dengang. Dengang han fortalte denne lignelse var den ikke lettere at tage til sig, men noget af den var lettere at forstå, fordi det var deres dagligdag, han tog udgangspunkt i. Så derfor laver jeg lige en historisk nedykning. Som er væsentlig. For, det materiale, man bruger til at ligne noget med, når man vil sige noget mere og andet, i lignelsens og billedsprogets form, det materiale er ikke ligegyldigt.

Her er det ejeren, daglejerne, vingården og daglønnen: en denar. Disse konkrete forhold giver betydning til det, der skal lignes og som der skal gives billeder på. Billedernes, altså metaforens udgangspunkt og grundsubstans giver meningen til det, der er den overførte betydning.

Og derfor må vi se på, hvad en denar er. For her ligger en stor del af lignelsens mening og betydning. Ja, her finder jeg hele lignelsens pointe.

En denar, hvad er det? Vi kan ikke regne det om til noget i kroner, men man ved, at en denar var det, en mand skulle bruge pr. dag for at kunne holde sulten fra døren for sin kone og børn. En denar var det samme som en daglejers dagløn. For en denar kunne man købe mel, olie, grønsager, altså de livsfornødenheder som hørte til en dags overlevelse for en familie.

Egentlig kan vi sammenligne det med udtrykket i Fadervor: giv os i dag vort daglige brød; der betyder ordene ’dagligt brød’ helt bogstaveligt: en dagsration brød. Altså det, der er nødvendigt af brød til en dag for en person for at overleve. En dagsration. Det græske udtryk for ”dagligt brød” er det samme ord som blev brugt om en soldats feltration af brød pr dag.

Så når vi her i lignelsen fra vingården hører om en dagløn, ja så er det ikke sådan, at nogle i vingården har høje og nogle har lave daglønne, og dem med 2 eller 3 denarer, de kan få smør på brødet og dem med 1 kan kun få brød. Så dem, der virkelig har knoklet, lad dem dog få lidt sukker til kaffen.

Nej, her taler vi om, at en dagløn var det, man skulle tjene for at brødføde sin familie én dag.

Og derfor ligger det jo lige for, hvis man virkelig er inde i de her tariffer, så er det første spørgsmål, der må melde sig selvfølgelig: hvad bilder de trætte arbejdere sig ind, der har arbejdet fra morgenstunden af, til den dagløn, en denar, der var tariffen og som de nu kan tage med hjem så deres familie kan få mad… hvad bilder de sig ind at give ondt af sig, da de, der først blev lejet senere på dagen får det samme? Hvad har de forestillet sig? har de forestillet sig, at den og den familie den dag kun skulle have det halve eller en tredjedel af, hvad der er nødvendigt for en dags overlevelse af mad?

Se, her er vi ved benet hos disse selvretfærdige arbejdere, der har tålt dagens hede og eftermiddagens lange timer. De har arbejdet, ja. De får, hvad de har aftalt, ja. De har, hvad de skal bruge, ja. De mangler ikke noget, Nej.

Og så giver de ondt af sig, fordi nogle andre, der kom med, senere, får det samme livsnødvendige med hjem ved solnedgang.

Se, når man sådan går ned i selve substansen af hvad en denar, en dagløn, er, ja, så er der ikke meget at forstå hos de vrede, trætte arbejdere. For hvad har de forestillet sig skulle være vilkåret for de andre? Skulle de gå sultne i seng, og se deres børn mangle mad? Er det dét? Eller ville de have mere end, der er blevet aftalt? OG hvad vil de bruge det til? Hvad skal de bruge mere end én dagsration pr dag til?

Vi kan se, at her er der paralleller til manna’en i ørkenen, hvor Moses og hans folk fik hvad de havde brug for hver dag til en dag ad gangen. Men nogle var bange for, om det kunne vare ved, at Gud ville brødføde dem hver dag, så de samlede ind og gemte til næste dag.Men næste dag var det muggent.

Der ligger samme parallel her. At kunne stille sig tilfreds med det, der er brug for til én dag, og så kunne tillade, at det får de andre selvfølgelig også. For hvordan skal de kunne leve, eller overleve, på mindre? Det er jo spørgsmålet.

Så lad os endelig ikke komme for dybt ind i at have forståelse for og medlidenhed med de trætte arbejdere, der har været på hele dagen. For hvis vi bruger vores forståelse på dem, -og det vil jo i sidste ende sige på os selv, fordi vi synes der er noget rimeligt i deres krav- ja, så glemmer vi de andre og hvad de så skulle leve af: En halv dagsration, måske? en tredjedel?

Kun brød til 2 i en familie med 6? Man har set det før, og ser det stadigvæk…

Alt det her, det var et tilknytningspunkt til lignelsen via det konkrete. Altså via den helt basale forståelse af, hvad en denar, en dagløn, en dagsration er. Men her bruges det jo i en lignelse om Himmeriget, som et billede på Gud, og hvad kan vi så tage med til forståelse af det?

Denaren, daglønnen, lønnen man får ved solnedgang, som det der skal leves af, efter en dag hvor man enten har arbejdet 12, 9 eller 3 timer, ja den dagløn, den denar, er det evige. Og de mange eller få timer; arbejdsdagen i vingården: om det er få eller mange timer, ja det er billeder på livet her, på det timelige. Hvor der kan være mange eller få strabadser, og forskellige måder at arbejde eller ikke arbejde, for ejeren, på. Men der er kun en dagløn: det evige. Samme tarif, samme aflønning, samme løfte, samme forjættelse, samme nåde, samme møde, om man var med fra morgenstunden af eller først blev lejet i den 11.time. Om man sur og vrøvlet var efter de andre arbejdere, i sin iver for at være flittig og pligtopfyldende eller om man var halvdoven og lod timerne gå som de bedst kunne. Daglønnen er den samme. En denar, det der behøves, det evige. Guds rige. Guds liv. Delagtighed i Guds Væren. Her og hisset.

Dette er jo en fortælling om nåde. Om nåde over nåde og at Gud ikke regner med den tabel, der hedder: lige for lige.

Engang sad jeg hos en dame på over 90 der fortalte om en lang cykeltur, hun engang havde været på, hjemefter, for at spørge om noget meget vanskeligt. Og hun fortalte om denne tur med alle de utrolige ting, der skete undervejs. Og det var morsomt og det var rørende også. Og pludselig afbrød hun sig selv og gav mig et ordentligt klask på låret og sagde: ”Ja, jeg tror jo på nåden. Tror du ikke det er nok?” Og af glæde og af overrumpling sagde jeg bare: ”jo, det tror jeg!” Jeg synes det var så godt: tror du ikke, det er nok? jo, hvad ellers?

Og nok sagde hun, at hun troede på nåden, men bare det at sige: tror du ikke, det er nok? det viser jo den splint af tvivl, som hun også kendte. At vi vil gerne tro på nåden, vi vil gerne være medarbejdere i vingården og egentlig også gerne, at de der kun er med den sidste time også får løn. Men, er det nu nok? Er det ikke for gratis? For billigt? Kan man bare tage imod uden at skulle yde? Er nåden virkelig gratis? Altså: jeg tror jo på nåden, tror du ikke det er nok?

Jo, det er nok. Det ligger i selve begrebet nåde.

Men at tage imod, ufortjent, det koster os åbenbart. Og skulle vi have ydet en skærv, så at se, at andre helt ufortjent får deres denar, ja, den er ikke lige til at sluge. Men det er lignelsens pointe.

Og netop til dette vil jeg trække to ord frem som gentages i dagens lignelse. Det er ordet fordi, som kun bruges to gange i den ellers megen argumentation.

Den ene gang er, da ejeren spørger, hvorfor de er ledige, så svarer de: Fordi ingen har lejet os. Altså er ansvaret ikke kun deres. Og den anden gang er, da ejeren siger: er dit øje ondt, fordi jeg er god. Ikke, er dit øje ondt, selvom jeg er god. Nej, er dit øje ondt, misundeligt, fordi jeg er god, – af den grund, at jeg er god? her tager ejeren hele ansvaret for hvordan lønnen er blevet beregnet og udregnes, for det er hans sag. Og den skyldes godhed. Godhed. Og så kan vi stå tilbage, ’take it or leave it’ med onde øjne, misundelige, ikke ville de andre det godt. Kun med os selv og vores arbejde og pligter i vingården for øje, måske bildende os selv ind, at vi er blandt dem, der var med fra morgenstunden, mens vi bliver onde i sulet og grønne af misundelse, når ejeren gør som han vil, af godhed. Vi står, ja, som den ældste søn, der er inviteret med ind til festen, – og om vi går ind, er vores sag. Der er inviteret, – til fest og til dagløn. Samme aflønning. Nemlig det, der kan leves på. Amen.

Pastor Inger Hjuler Bergeon
Finsens Allé 25
DK-5230 Odense
tel..: ++ 45 – 66 12 57 05
e-mail: ihb@km.dk