Matthäus 11, 2-10

Salmer: 61 – 66 – HA: 412 – 73 / 67 – 432 – 314.

 

Kristendommen handler om noget meget enkelt. Den handler om at der er
kommet et menneske til verden, og at det menneske bærer hele Guds
skaberkraft og omsorg for sin skabning i sig. Han bærer den ind
i tiden og ud af tiden, fra evighed til evighed. Han er virkelig og virksom
fra verdens begyndelse til verdens fuldendelse.

At forstå det i hele sin rækkevidde og i sin fulde betydning,
det er at forstå kristendommen. Men mindre kan heller ikke gøre
det!

Hvis ikke vi får med at det er et virkeligt menneske af kød
og blod der har levet og er død menneskenes død, hvis ikke
vi får med at det er Guds fulde og hele væsen og skaberkraft
der er i ham, hvis ikke vi i ham ser Guds omsorg i hele dens rækkevidde,
ser hvordan omsorgen når til jordens og tidens ende og omfatter
hvert eneste menneske, hvis ikke vi får alt det med, så falder
det hele til jorden. Og så er det i hvert fald ikke kristendom vi
taler om.

Evangelisten Matthæus fortæller at Johannes Døberen
sender nogle af sine disciple til Jesus for at stille spørgsmålet:
„Er du den som kommer, eller skal vi vente en anden?“

Johannes Døberen er anfægtet. Han er i tvivl, og han må
stille det ene afgørende spørgsmål: „Er du den
som kommer?“ Er det virkelig dig der kommer fra Gud? Er du virkelig
den som verdens skæbne afhænger af?

Og Jesus svarer ved at henvise til det der sker. Han henviser til skaberkraften
og fornyelsen. Han henviser til den forvandling der er begyndt, og som
allerede rækker ud til de mest fortabte:

„Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser:
Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve
hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for
fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.“

Vi forstår det ikke hvis vi ikke forstår at dette er den
samme skaberkraft som fra begyndelsen frembragte himmel og jord. Det er
den samme skaberkraft som altid har fornyet livet og verden. Det er den
samme skaberkraft som profeten taler om: „Ørkenen og det tørre
land skal glæde sig, ødemarken skal juble og blomstre, den
skal blomstre som rosen, juble med stor fryd.“ … „Blomstre
som en rosengård skal de ødevange.“ Sådan gendigter
Grundtvig Esajas‘ ord.

Og det er den samme skaberkraft som kommer over Maria: „Den Højestes
kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn der bliver født,
også kaldes helligt, Guds søn.“

Og nu virker den samme skaberkraft i dette menneske. Den virker i hans
ord og handlinger. Den virker overalt hvor han kommer. Den griber al menneskelig
skrøbelighed. Den når ud til de fattigste og mest fortabte.
Det er omsorg. Det er barmhjertighed. Det er tilgivelse. Det er fornyelse.

For Gud vil i dette menneske fuldende det han én gang har begyndt.
Gud vil gøre sit skaberværk færdigt. Det er det han
tager fat på da Kristus kommer blandt mennesker.

Vi lever i en mærkelig tid, ikke mindst i vores del af verden.
Vi har alle de goder vi kan ønske os. Vi har et forbrug som aldrig
før. Der er snart ikke det problem i tilværelsen som vi ikke
kan løse. Det moderne liv er rigt og mangfoldigt og spændende
og strålende.

Det er det i hvert fald på overfladen. Men ind imellem kan vi få
mistanke om at det måske mest er på overfladen. For under
overfladen, et eller andet sted bag alt det smarte og glitrende, finder
vi menneskelig nød af mange slags.

Også i vores samfund er der nød og angst og ensomhed. Der
er nedværdigelse og ringeagt. Jeg kommer igen og igen til at tænke
på Dostojevkijs romantitel „De ydmygede og sårede“.
Den har desværre ikke mistet sin aktualitet.

Og der er ikke blot materiel nød. Der er i høj grad også
åndelig nød. Mange mennesker – voksne, teenagere og børn
– som ikke manger noget materielt, har vanskeligheder med at orientere
sig i tilværelsen og finde retning og mening i det hele. Meningsløsheden
er den store kulturelle sygdom i vor tid. Den truer os alle sammen.

Nød, angst, meningsløshed. Der er ulykkelige tilstande
lige under samfundets overfladen. Og det der skulle være fundamentet
under det hele, er i skred. Eller det er helt forsvundet.

Det er allerede forlængst blevet forkyndt at Gud er død.
Det er blevet sagt at vi lever i gudsfraværets tid. Det er blevet
sagt at det vi oplever er det første forsøg i menneskehedens
historie på at bygge en kultur på den præmis at Gud
ikke findes.

Det er ikke sådan at der ikke er tro og religiøs søgen
og længsel i vores tid, men Gud er ikke den første og uomgængelige
præmis i den enkeltes liv – endsige i kulturens og samfundets liv.
Gud lades slet og ret ude af betragtning.

Det der skulle være fundamentet, det vi skulle orientere os efter,
det der skulle give mening til alt hvad vi foretager os, det er gledet
ud af bevidstheden.

Lad mig nævne bare et enkelt eksempel: For nylig udkom der en
ny dansk oversættelse af en af verdenslitteraturens klassikere,
Dantes Guddommelige Komedie.

I den anledning var der forleden dag i Kulturnyt på Program 1 et
interview med oversætteren. I dette interview – som var ganske kort,
det må indrømmes – blev Dantes værk omtalt som en fortælling
om en mand i midtlivskrise, og det blev sagt at man ved at læse
Den Guddommelige Komedie kan få meget at vide om middelalderens
verdensbillede og om de politiske stridigheder på Dantes tid.

Det blev ikke med ét ord nævnt at man ved at læse
Dante først og fremmest kan få noget at vide om middelalderens
teologi og fromhed, og at Den Guddommelige Komedie er det største
og rigeste kristne fortællende digt vi overhovedet har. Det blev
ikke så meget som antydet at Den Guddommelige Komedie slet og ret
handler om sjælens vej til Gud.

Nej, Gud er fraværende. Gud er glemt. Og det er en glemsel vi alle
sammen er ramt af. Der var engang nogen der mente at det betød
frihed for mennesket. Men den tid der er gået siden da, har ikke
været en frihedens tidsalder. Vi er ikke kommet fredens og retfærdighedens
rige nærmere. Det har været de dødbringende ideologiers
tid. Det har været massegravenes tid. Det har været – og det
er – den meningsløse forbrugerismes tid.

Hvorfor skal det nu siges her i adventstiden hvor vi går og glæder
os til jul? Skal vi ikke netop glæde os? Skal vi ikke – i stedet
for at fremmane dystre perspektiver – glæde os over alt det der
trods alt går godt i vores samfund? Skal vi ikke også glæde
os over at der i denne tid sker så meget smukt og godt i vore kirker,
og at der er så mange mennesker der gerne vil deltage?

Jo, det skal vi. Men nej, det skal vi ikke kun. Adventstiden er en glædens
tid, men det er også en alvorens og besindelsens tid. Det udelukker
ikke hinanden.

Der er nemlig det ved det at hvis vi altid holder os til at „det
går meget godt“, eller „nu skal vi være glade for
det der er godt“, så kommer vi ikke ud af stedet. Så
bliver vi dysset hen.

Men hvis vi tænker og taler radikalt og går til ondets rod
og uden frygt ser perspektiverne i den tid vi lever i, så er der
chance for at vi kan komme i bevægelse. At erkende vor tids misere
og indse det omfattende gudsfravær vi er underlagt, det er det ikke
det samme som at blive lammet. Det er at blive vækket. Det er at
blive sat i gang med at tænke nyt. Det er at blive tilskyndet til
at gå nye veje.

Derfor skal vi i denne tid glæde os, men også besinde os.
Vi lever jo som kristne et liv ramt på én og samme gang af
den højeste glæde og den dybeste alvor. Vi er på samme
tid under ubønhørlig dom og under Guds store løfter.

Jesus siger det jo i virkeligheden: Blinde ser, og lamme går, spedalske
bliver rene, og døve hører, og døde står op,
og evangeliet forkyndes for fattige. Det vil jo sige at der først
har været blinde og lamme og spedalske og døve – og døde!
– og at der er fattige for hvem evangeliet kan forkyndes.

Der er en verden der må og skal dømmes. Der er ødelæggelse
af skaberværket. Der er lidelse. Der er fortabthed.

Men skaberkraften er gået ind i verden på en helt ny måde.
Han der virkelig er den der kommer, han er det nye menneske der skal genoprette
alt. Han skal hele. Han skal vise barmhjertighed. Han skal frelse fortabte.

Han lider selv i verden og med verden. Han lader al verdens smerte gå
gennem sin egen smertes smeltedigel. Og derved bliver alt forklaret. Derved
bryder Guds skabende kraft og Guds skabende liv frem. Det er fornyelsen.

Det er langt større end nogen kan forestille sig. Johannes var
stor. Han var englen der blev sendt foran ham der skulle komme. Blandt
mennesker og profeter har der ikke været nogen større.

Og dog siger Jesus at selv den mindste i himmeriget er større
end ham. Så stort er det der er brudt frem. Så stort er det
der nu er på færde. Det er langt større end Johannes.
Så vidt kan det komme. Det er uendeligt ligesom Gud er uendelig.

Der er kommet et menneske til verden, og det menneske bærer hele
Guds skaberkraft og omsorg for sin skabning i sig. Han bærer den
ind i tiden og ud af tiden, fra evighed til evighed. Han er virkelig og
virksom fra verdens begyndelse til verdens fuldendelse. Han er én
gang kommet til os. Og nu kommer han snart til os igen. Amen.

Jan Ulrik Dyrkjøb
Knud Hjortsøvej
DK-3500 Værløse
Tel.: ++ 45 – 44 48 06 04
jukd@vaerloesesogn.dk