Matthæus 7

Evangeliet til i dag handler m at se. Ordet ”se”
er næsten som et omkvæd, et refræn, i dagens evangelium.
Det forekommer hele 17 gange. Det begynder med at Johannes Døberen
så Jesus. Da hans disciple følger efter Jesus siger han:
”Kom og se”. Og sådan fortsættes hele den lange
tekst igennem. Jesus siger om Nathanael: Se, det er en israelit i hvem
der ikke er svig. Og lidt efter: jeg så dig under figentræet.
Tror du fordi jeg sagde til dig at jeg så – og – ”Du
skal få større ting at se end det”. Den indre sammenhæng
i denne lange tekst skabes igennem ordet ”at se”.

At se er et meget moderne ord. Det betyder for os, hvad vore øjne
ser. For det er hvad vi ser i fjernsynet eller i avisen, vi forholder
os til. De gælder om at være synlig, at blive lagt mærke
til. Et af de modeord vi har brugt meget i de senere år, er netop
ordet “synliggørelse”. Hvad enten det drejer sig
om en forening eller en offentlig myndighed, så er målet
synliggørelse. At blive set. At bemægtige sig scenen. Gøre
opmærksom på sig selv, fortælle alverden om de fortrin
som netop jeg eller min forening har.

Sådan er der også folk som mener at det er folkekirken
bør synliggøre sig i samfundet. Bemægtige sig scenen,
og gøre opmærksom på, hvor uundværlig folkekirken
er for mennesker i dag. Og det kunne godt se ud som om der er et behov
for en sådan synliggørelse af folkekirken og dens tilbud
til mennesker. Kendskabet til kirke og kristendom er ringe rundt omkring.
Det synes som om alt for få mennesker ser kirken. Og hvad være
er. Måske mange også er holdt op med at se hen til kirken.

Evangeliet til i dag fortæller om nogle mennesker som for første
gang i deres liv så og mødte Jesus. Det møde ændrede
hele resten af deres liv. De blev hans disciple. Fra den dag og indtil
deres dages ende var de afhængige af ham. De måtte følge
ham, lytte til hans ord, se hans gerninger, blive hos ham til det sidste.
På grund af det, de havde set.

Men man kan se på to forskellige måde. For det første
kan man registrere at noget er der. Sådan som et kamera gør
når vi tager et billede. Og så kan man se – og blive
grebet af det man ser. De disciple, som kaldes af Jesus i dagens evangelium
så ham på den sidste måde. Han kom gående forbi
de to og Johannes Døberen, som stod sammen med dem. De var nemlig
på det tidspunkt disciple af Johannes Døberen. Den ene
af dem var Andreas, Simon Peters broder. Til dem sagde Johannes Døberen:
“Se der er Guds lam”.

De gik fra at se med det fotografiske, registrerende blik, til at se
med hjertet. Eller sagt på en anden måde: Jesus blev ikke
synliggjort for dem – han blev tydeliggjort med ordene: ”Se,
der er Guds lam. Og netop i den betegnelse, Guds lam, ligger en beskrivelse
af hvem Jesus var. Han var ikke en selvpromoverende, ny, alternativ,
spændende religiøs lærer, der var ude for at samle
nye disciple til sit aftenskolehold. Nej, han var Guds lam. Og det vidste
enhver jøde, hvad var.

Hvert eneste år ved påskefesten slagtede den jødiske
familiefar et lam og smurte blodet på dørstolperne for
at familien kunne mindes udgangen af Ægypten, hvor Gud Herren
udfriede folket af dets fangenskab.

Og hvert år på den 14. Dag i den måned, som hedder
Nisan, slagtede man i templet et lam. Et påskelam, som et offer
til Gud. Sådan ser Johannes Døberen forud at Jesus fra
Nazareth skulle blive den, der frelser os ud af fangenskabet. Den, der
giver sit liv for andres skyld. Og det gjorde han tydeligt for de to
disciple, som fulgte efter Jesus.

Det er det første, som dagens evangelium vil fortælle
os, at der skal være nogen som tydeliggør hvad og hvem
Jesus Kristus er. Det er kirkens opgave. Det er enhver dåbsforældres
opgave, ikke at synliggøre, men at tydeliggøre kristendommen.
Lad andre om synliggørelsen. Lad andre kæmpe om spalteplads
i avisen og sendetid i fjernsynet. Hverken spalteplads eller fjernsynstid
giver kirken en fremtid i det danske folk. For Christen Kold har ret
når han om pædagogikken siger: Det, der klaskes på,
regner af. Hvis ikke kristentroen rodfæster sig i et menneskes
sind, så regner det af. Så forsvinder det igen.

Når vi hver især tænker tilbage på de år
vi har levet. Helt fra de allerførste år. Så er jeg
næsten sikker på, at der også i vores liv, i dit og
mit liv, har været en Johannes Døber, som tydeliggjorde
Jesus. Måske en mor eller en far, der lærte os vort fadervor.
Eller måske et andet menneske, som viste hen til verdens frelser.
Og der begynder det hele. Som Paulus siger det: Troen kommer af det,
der høres.

Johannes Døberens tre korte ord: “Se Guds lam” er
måske den korteste prædiken vi har hørt. Alligevel
er det en hel og fuld prædiken, for mere end dette kan vi dybest
set ikke sige. Det er den røde tråd i enhver prædiken.
Vi kan vidne om Jesus Kristus. Tydeliggøre ham for mennesker.
Pege på ham. Alt, hvad der siden sker, er Guds sag og Guds gerning.
For det er Gud selv, der ved sin Helligånd skaber tro hos mennesker.
Men for at den tro kan skabes, må Jesus Kristus gøres tydelig.
Som Johannes Døberen gør det i evangeliet til i dag.

Igennem enhver gudstjeneste runger Døberens ord: Se Guds lam.
Og præstens opgave er at gentage det, med nye ord, med andre formuleringer,
under andre belysninger. Men alt er en gentagelse af denne korte prædiken:
Se Guds lam. Vi holder gudstjeneste for at tydeliggøre hvem og
hvad vi tror på.

Den korte, centrale prædiken: ”Se Guds lam” fortæller
os, at troen og tilgivelsen rækkes os som en gave fra Gud. Det
vigtigste i vort liv, fra begyndelse til slut, er det, vi får
skænket. Større kærlighed end den at give sit eget
liv findes ikke. Og det er, hvad den korte prædiken fortæller.
Det er en gave der rækkes os som vand til den tørstende.

Men hvad siger Gud da til os? Han siger som Jesus gør det til
de to disciple i dagens evangelium: Kom. Kom og se, sagde Jesus til
dem. Og de kom og så. Guds kirke er en åben dør for
ethvert menneske. Og over den dør står der kom. Måske
er det derfor, at nogle finder kirken en smule gammeldags. For det kan
da ikke være rigtigt at Gud blot siger: Kom. Det kan da ikke gælde
alle.

På diskoteket kommer man ikke ind, medmindre man er pænt
påklædt. Og selv de pænt påklædte, som
opfylder betingelserne, står i lange rækker en fredag aften
og venter på at der bliver plads derinde. På sygeplejeskolen,
seminariet eller universitet bliver man ikke optaget, medmindre man
opfylder adgangskravene. Vi er så vant til at vi skal kvalificere
os. Også når vi engang måske gerne vil på plejehjem.
Det kan vi kun visiteres til som det hedder, hvis vi opfylder betingelserne
for at komme ind.

Men Gud siger kom. I dåben mødes et lille menneske af
den almægtige Guds kærlighed fordi Jesus Kristus har givet
os lov til at blive Guds børn. Og nu kan dette lille menneske
resten af sit liv leve under dette ord “kom”. For altid
vil den døbte være et Guds barn.

Og når vi om lidt samles om nadverbordet hører vi igen
ordet “kom”. Et lille stykke brød og nogle få
dråber vin tydeliggør at Gud fortsat vil kendes ved os,
og indbyder os til at holde måltid med sig selv. Som han Langfredag
gav sin søn til os, sådan giver han os ham i vinen og i
brødet. Og her kan vi komme, hvor ufærdige og usikre vi
end måtte føle os.

Lad os gå fra denne gudstjeneste med Johannes Døberens
korte prædiken rungende i vore øren og vort sind: Se Guds
lam”. Og med Guds tilsagn til os dybt rodfæstede i vort
hjerte: Kom. Så ved vi tværs igennem alt det, vort liv er
fyldt med, tværs igennem vore glæde, vor sorg, vore sejre
og vore nederlag ser, at Gud er Gud om alle land lå øde,
Gud er Gud om alle mand var døde. Han behøver ikke reklame
for at synliggøre sig. Men han behøver at blive tydeliggjort
for mennesker dag. Så mennesker må høre og tro. Høre
om Guds lam. Tro det er sandt at han siger: Kom og se. Amen.

Biskop Karsten Nissen
Domkirkestræde 1
DK-8800 Viborg
Tel.: ++ 45 – 86 62 09 11
E-mail: kn@km.dk