Markus 10,13-16

1. søndag efter helligtrekonger | Markus 10,13-16 | Af Poul Joachim Stender |

Lad de små børn være i fred!  Det er synd for dem, at de aldrig får lov til at kede sig. Da jeg var barn lejede mine forældre et sommerhus på Langeland. Så sad familien tre uger og kiggede ud af vinduet på regnen, mens vi slikkede dug af indersiden af ruden. Efter sådan en ferie var alle udhvilede. I dag laver forældrene aktiv ferie med deres børn. Moderne forældre er frygtelig rastløse. Ungerne slæbes rundt i Europa, Legoland, Bonbonland, Tivoli. Det er vildt anstrengende for både børn og voksne. Jeg har læst i aviserne, at mange børn vender stressede tilbage fra ferie med deres forældre, og har behov for nogle fridage. Lad de små børn være i fred. Hvis de keder sig, ros dem for det. Det bedste børn kan gøre, er at kede sig. Vi er rigtig gode i kirken til at kede børn på den fede måde. De kan – her i dette rum-  få tid til at tænke vilde tanker og opleve en anden ro, et andet sprog, en anden stemning, en anden arkitektur og en anden kunst end andre steder i samfundet. Det er når børn ikke laver noget som helst, at de bliver mest kreative.  Ud af ingenting kommer alt. Det ved vi fra dengang Gud skabte verden. Der var ingenting, og alligevel blev alt til. Mange børn har så meget legetøj i deres værelse, at de ikke har plads til at lege på deres værelse. Det er ligesom med os voksne. Vi har så mange ting, at vi ind imellem ikke kan se livet på grund af ting. Jeg tager mit barnebarn, der er 1 ½ år på Glyptoteket så tit som muligt, og viser ham græske statuer. Inden han er to år håber jeg, at han kan kende forskel på korintiske, doriske og joniske søjler.  I fredag brugte vi en time på at se på malerier af den store franske kunstner Claude Monet. Blandt andet et billede af en sovende dreng, som mit barnebarn var meget optaget af. Han mente, det var et portræt af ham selv. Sådan er god kunst. Man skal kunne spejle sig i den.  Ikke et ondt ord om Gurli-gris.  Det er en sød tegneserie. Men til de helt små børn skal den bruges meget sjældent.  Det er ikke iPad ‘en der siger: Lad de små børn komme til mig. Det er Jesus.  I forældre må se i øjnene, at I ikke har mere travlt end I ønsker. Travlhed kommer indefra og ikke udefra. Og hvis I har for travlt i jeres liv med arbejde og sport og vennerne, er det fordi I ønsker det, fordi det er nemmere at være på arbejde og dyrke sport og være sammen med vennerne end det er at være hos sine børn. Men iPad’ en er ikke en barnepige. Og hvis det er en barnepige, fyr barnepigen omgående.  IPad ‘en har dårlig indflydelse på de helt små børn. Sundhedsstyrelsen er af samme opfattelse. Lad de små børn komme til mig, siger Jesus. Jeg kender ingen andre religioner, hvor Gud har været et barn.  Det er et kæmpe kompliment til børnene, at Jesus ikke kom til vores verden ligesom Arnold Schwarzenegger i terminator filmen. Han dumpede ned fra himlen splitternøgen og i alderen omkring de 35 og stærk som ti Hell Angels rockere på en gang. Jesus kommer til vores verden som et spædbarn. Til alle blebørn her i kirken, vil jeg gerne sige: Gud har også brugt ble og sikkert også sut. Han er solidarisk med jer. Vi voksne skal derfor have respekt for børn og ikke overføre vores rastløse lyster til ungerne.  Vi kan til gengæld lære en masse af børnene. En af de første ting de siger er: Min eller mit. Det viser at politiske holdninger, der går ud på at vi skal dele alt, ikke ligger naturligt for os mennesker. Og så kan vi af børnene lære tillid.. Giver vi dem en iPads er de sikre på, at det er det rigtige vi voksne gør. Giver vi dem al vores nærvær, er de også sikre på, at det er det rigtige vi gør. Så det er ikke børnene, der skal afgøre hvad der er rigtigt for dem. De magter det ikke. Det er os voksne og den løsning der er mest besværlig for os, nemlig at give børnene vores nærvær, er den rigtige løsning.  Jesus siger ikke til disciplene. Underhold børnene for mig.  Han siger: lad de små børn komme til mig. Det betyder, at Jesus tager børnene til sig med al den kærlighed som evigheden rummer. Men også at han fortæller børnene, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. I øjeblikket kan vi læse i de trykte medier, at lærerne på skolerne oplever at eleverne siger så frygtelig ord til dem, at jeg ikke engang her på prædikestolen vil vove at gentage disse ord. Ofte skyldes det, at forældrene tillader børnene at sige grimme ord til forældrene selv.  Men at elske et barn er ikke det samme som at give et barn lov til alt. Vi forældre er børnenes autoritet mens de er små. Vi skal lære dem at tale pænt til os og alle andre. Og så må vi tage konflikten med dem, selv om den er opslidende og besværlig.  Jesus kærlighed til os er grænseløs. Men samtidig kræver han også af os, at vi skal elske hinanden og viser respekt for hinanden. Jeg så en film med mine konfirmander. Der var en gammel mand, der i hele filmen blev ved med at klage over hvor forfærdelig alderdommen er.  Han tissede elendigt, hofterne gjorde ondt, ingen gad høre på hans meninger osv. Men efter nogle fantastiske oplevelser med sit barnebarn sagde han pludselig: Alderdommen er en gave. Og hvorfor er den det? Fordi vi gamle kan opleve vores børnebørn og oldebørn.  Men det er også en gave at vores børnebørn og oldebørn kan opleve os.  Lad de små børn komme til deres bedsteforældre og oldeforældre. Drop familiefejderne. For selv om vi bedsteforældre og oldeforældre er gamle og rynkede og gråhårene, er der et barn i os, der kan hoppe og springe og gerne vil elske og blive elsket. Gud ske lov kan Jesus se dette barn i os og derfor er vi inkluderet, når han siger: Lad de små børn komme til mig. Gud i vold. Amen.

Sognepræst Poul Joachim Stender
DK 4060 Kirke Såby
pjs(at)km.dk