Johannes 4

Det at leve sammen kræver regler og forbud. Livet kræver
grænser for at kunne udfolde sig uden at blive destruktivt. Derfor
er forbud grundlæggende gode. Det er godt at vi ikke dræber
hinanden for en bemærkning eller et påført sår.
Så forbudet beskytter os. Det beskytter os mod det destruktive
i os selv og i andre.Men forbud og regler kan også gå hen
og blive livsødelæggende. For i kølvandet på de
mange forbud og regler følger fordømmelsen.
Den moralske fordømmelse.
Den moralske fordømmelse, når et menneske træder ved siden
af. Og når det sker, bliver forbud og love livsindskrænkende istedet
for, som de var tiltænkt, livsfrigørende.
Mange forbud giver mange overtrædelser, og mange overtrædelser
fører til fordømmelse. De fører til fordømmelse
af dem der er anderledes, eller af dem hvor livet ikke rigtigt har lykkedes.
Jeg tror ikke jeg behøver at give eksempler her, for aviserne er fulde
af eksempler på dette.
Men hvor regler og forbud skulle være  beskyttende og sætte
livet fri, bliver de istedet til lukkethed, lukkethed omkring ens eget.
Ja, man beskytter sig selv, ved at lukke andre ude.

Det er det, der sker i fortællingen om kvinden ved brønden. Hun
er en fremmed i landet og hun har levet et rodet liv med mange forskellige
mænd. – Og det er for meget!! For eet er at hun er fremmed, noget andet
er at hun så ikke engang kan finde ud af at leve et anstændigt
liv blandt borgere i byen… Det er for meget!!
Derfor er hun alene ved brønden. For der er ingen der vil være
sammen med hende. Hun har overtrådt fællesskabets regler og love,
og er blevet lukket ude. Hun er blevet en udstødt.
Folk tager afstand fra hende og vil ikke have hende i deres fællesskab
længere, så hendes muligheder for et godt liv er forpasset,
for et omdømme mister et menneske kun een gang.   Ja, man kan sige,
at hun både er en paria i eget miljø og i landet, hvori hun har
bosat sig, for begges regler og love, de skrevne som de uskrevne, for livsførsel,
har hun overtrådt.

Ved brønden møder hun Jesus. Han bryder hendes isolation, ved
at række hende noget vand. Vandet der bærer livet i sig når
det slukker tørst og man kan vande sine marker, men det er ikke bare
H2O for der sker noget lige der. Det er som om der skabes en forbindelse
fra det destruktive som hun er i, til det livsbærende igen, da jesus
taler til hende….

Jesus kendte godt sandheden om hende, han kendte hendes liv, men rakte
alligevel hånden frem. – hvor ofte gør vi det?
Hvor ofte tør vi træde hen over mure af fordømmelse og
angst som vi bygger op imellem dem og os?
Vi kender alle til bjergprædikenens ord om at det er de forfulgte
der bliver salige og at vi skal elske vores fjender. Men det er svært
at elske det fremmede, at elske det, vi ikke forstår. Og måske
det hænger sammen med, at vi kun vil elske det elsk- værdige?
For Gud er det anderledes. Han elsker ikke kun det elskværdige,
men lige så ofte det som endnu ikke er, noget som VI endnu ikke er, men
som kan skabes hos os, når vi tror hans kærlighed,  og derfor
kunne Luther om synderne sige: „således blir synderne
smukke fordi de elskes, de elskes ikke, fordi de er smukke“
Det er der meget begyndelse og liv i, at vide at jeg er elsket – ikke for det
jeg gør, men på trods af det jeg gør. Og pigen adles, som
vi alle gør i troen, som den konge vi netop har hyldet fødslen
af, fordi vi hele tiden får en chance for at rejse os igen.
Det er det hele evangeliet handler om. At der ikke findes nogen udstødte,
at der ikke findes nogen forkerte, kun konger rigtige, elskelige mennesker. For
der er altid en anden historie.  Og det vender hele vores gode moralske
opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert, vigtigt og uvigtigt på hovedet.
For de sidste skal blive de første, og det er så forargeligt,
og så svært   for vi mennesker har så travlt
med at dele alting op i systemer, i regler og i love, i rigtigt og forkert,
at vi tror det er det hele livet handler om. At sådan som vi indretter
os på det samfundsmæssige plan, sådan skal vi også indrette
os på det menneskelige plan.
Vi er nøjsomme med vores tilgivelse, vi er nøjsomme med vores
kærlighed.
Men nu hvor vi er i Hellig 3 Kongers tiden og i bogstaveligste forstand skal
vandre med julens budskab, så skal vi huske at det største bud
i loven er at elske gud og elske sin næste som sig selv.
For Gud er ødsel.
I sin kærlighed og i sin tilgivelse.
Og det er den vi lever af….og pga, den ødselhed, skal vi elske vores
næste. Uanset race og hudfarve, sociale status ….og religion.
Et møde med et andet menneske blir først ligeværdigt når
vi kan det.
så enkelt er det.
Og så kan vi godt glemme os selv lidt, og måske også  avisen
lidt, for at tone fordommene, skuffelserne, bitterheden og fordømmelsen,
indelukketheden i regler og forbud lidt ned, og istedet tage lidt af Guds ødselhed
og sprede på hinanden.
For vi lever af Guds kærlighed, men også af hinandens tilgivelse.
Amen

sognepræst Kristine Stricker Hestbech
Møllevej 1
Kongsted
DK-4683 Rønnede
Tel.: ++ 45 – 56 71 11 56
E-mail: kshe@km.dk