Lukas 1, 46-55

4. Advent, 22. Dezember 2002

Prædiken om Lukas 1, 46-55, af Hanne Sander

4. Advent (eller også Mariæ bebudelses dag)

Der er noget meget forunderligt ved at høre Marias lovsang i adventstiden.

For mig lyser den lovsang altid på en helt særlig måde.

Både når den skubber sig ind i fastetiden og som nu i den
meget sammensatte adventstid. Som om Maria lovsang vil have os til at
standse op et øjeblik – og være med til at forberede os på
det, der skal ske.

For vi skal høre om det guddommelige og om underet, der bryder
igennem verdens og al forstands skal.

Alt efter opfattelse kan skallen vise sig at være skræmmende
tynd eller glædeligt porøs og åben.

Det guddommelige viser sig netop både som det forfærdelige
og det frydefulde, både som det livgivende og det tilintetgørende.

Marias møde med det guddommelige liv viser med al tydelighed,
at hvis Gudstro skal betyde noget, hvis der overhovedet skal ske forandring
i verden, så er det ikke nok med meninger og udmærkede holdninger,
så skal der krop til. Så kan vi ikke holde os selv uden for.
Gudstro er engagement. Den må involvere hele ens liv.

Marias lovsang lader os da heller ikke i tvivl om, at Marias erfaring
med det hellige viser hende ind til et liv, der har en tyngde, der er
dybere og sandere end det, vi almindeligvis gør livet til. Og det
er selvfølgelig skræmmende, fordi det er så meget større
end vores lille-liv. Når Maria derfor først bliver forfærdet,
er til at forstå. Når tilværelsen for alvor forlanger
noget af os, når mennesker får så meget at bære
at det synes uoverkommeligt, viger vi helst tilbage og betakker os. Så
hellere et overskueligt lettere liv.

Nu viger Maria ikke tilbage for at bære den byrde Gud lægger
på hende – og derfor kan vi også se det i Maria, – et ellers
anonymt menneske fra en fjern provins -som Gud kan se, nemlig menneskelig
storhed.

I mødet med det guddommelige liv giver Maria slip på sit
eget, giver slip på sine egne tanker om, hvad der er muligt eller
umuligt og giver på den måde plads til Guds skabende kræfter,
– og underet sker.

Hun erfarer at Gud har noget for med hende, at hendes liv har en mening
og en betydning, der kommer et andet sted fra end fra hende selv.

Og hun siger ja til at lægge krop til så Guds liv kan blive
synligt ind i verden – hendes liv og hendes krop bliver til et værksted
for Gud, hvor han kan arbejde videre med den plan han har med sin verden
– frem mod fuldendelsen.

Maria kan vanskeligt beskrive det hun erfarer, men overfor det underfulde
og ubegribelige giver hun sig til at synge. Og så synger hun om
den Gud, som hun ikke kan begribe, men som hun lader sig gribe af.

Maria synger på en gang med selvfølelse og ydmyghed, for
hun har fået en opgave og noget at bære. Selvfølelsen
er på en gang påfaldende og naturlig, for den udspringer af,
at hun nu ved, at der er lagt en betydning i hendes liv, som hun ikke
selv kan give det, og den betydning rækker ud over hendes liv.

Og ydmygheden har ikke noget at gøre med hverken en påtaget
eller krybende ydmyghed, men betyder, at hun er fri for den menneskelige
grund-indbildning: at livet er vores og at vi skal bemægtige os
det.

Maria udtrykker med sin lovsang en taknemmelighed, der udspringer af
den modsatte holdning, nemlig, at det er livet, der kommer til os og bemægtiger
sig os.

Hendes lovsang bliver til af stumper af salmer fra GT og ord fra profettekster
mellem hinanden, som de falder hende ind.

Men samstemmende fortæller de om Guds storhed, der i enhver henseende
sprænger vores forestillinger, både når han splitter
dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker, når han styrter de
mægtige fra tronen og når han ophøjer de ringe.

Vi bliver gennem Marias liv vidner til Guds nyskabende vilje og kræfter
– i Marias barn fornyr Gud sit løfte til os, og derfor kan det
barn, hun skal føde, kaldes Immanuel: Gud med os.

Amen.

Hanne Sander
Prins Valdemarsvej 62
DK-2820 Gentofte
Tel.: 39 65 52 72
e-mail: sa@km.dk