Mattæus 25,1-13

2. søndag i advent | Mattæus 25,1-13 | Af Preben Kræn Christensen |

Salmer: 122, 78, 733 – 271, 74

Vi har efterhånden fået tudet ørerne godt og grundigt fulde med budskabet om, at vi lever i en global landsby – og at Danmark er blevet et multietnisk samfund. Og det kan måske alt sammen være udmærket – men vi er altså også et kristent land. Vi er et folk, der tror på Gud fader og hans søn Jesus Kristus – vi tror på den levende Gud – den nulevende Gud taler til os hver især i ånd og sandhed. Derfor tænder vi lys i denne adventstid. Spørgsmålet er, om vi gør det, fordi vi er så kloge, at vi vil sætte en dimension af håb ind i verden? Eller om vi sætter os selvoptaget til at stirre ind i flammen?

Vi ved, hvordan man kan falde hen, når man sidder og kigger ind i lyset, men lysets funktion er snarere den, at, det skal lyse op i verden. Sagen er den enkle, at Gud ikke gemmer sig inde i lyset, men han er lyset – lyset der spreder mørket. Det er på denne tro, vi døber vores børn.

Gud er med andre ord ikke gemt i fortiden – han er ikke en historisk forstening, som blot er forbundet med lidt rituel julefejring. De som har oplevet en bryllupsnat ved hvor storslået den er: ødsel på kærlighed! Det er denne nat vi venter på, og den finder sted, når himlen kysser jorden!

Gud er den levende Gud, og vi er hans skabninger – skrøbelige! – som har brug for denne kærlige og barmhjertige Gud. Til at bære os og ikke mindst til at bære over med os i livets forskellige sammenhænge.

Nu sidder vi her så hele flokken, og jeg gad vide, om det er sådan vi skal forstå os selv som de beredte brudepiger – de kloge brudepiger, som har både lamper og olie beredt. Hvis det var tilfældet, så så det selvfølgelig ikke godt ud for den restende del af den danske befolkning. Det vil i givet fald betyde, at godt og vel 80 % af den danske befolkning ville være at sammenligne med de brudepiger, som ikke var forberedt på noget som helst, og derfor måtte blive udenfor i kulden.

Er det meningen med dommen i kristendommen, at nogen er inde og andre er ude? Er det det, der er meningen, så forstår jeg simpelthen ikke ordene, som bruges ved enhver dåb om, at Gud vil bevare både udgang og indgang for mennesket. Det er Gud, der bevarer ”barnet” og altså ikke mennesket, der bevarer sig selv. Vi skal naturligvis tage vare på os selv og vores næste i det daglige, men den evige salighed –livet hos Gud står det ikke i vores magt at bemægtige os. Den kan vi altså højest håbe og tro på, at vi får del i ene og alene på grund af Guds kærlighed til os

I teksten om brudepigerne hører vi om nogen, som har nok i sig selv – nogen som ikke vil dele med andre. Man når lige at se deres skosåler, medens de render indenfor, og så hører vi hvorledes døren bliver knaldet i. OG der står vi – ude i kulden – med skægget i postkassen. Her står vi så med de mange giroindbetalingskort til Red Barnet, Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp osv. Men det lader sig altså ikke gøre at gøre os fortjent til indgangsbilletten. Her fra mørket og kulden må vi håbe at vor Herre hører vores bøn, som i al sin enkelthed kunne være: hjælp!

Spørgsmålet som vi naturligvis må stille os selv og Gud er: Hvad i al verden var det nu lige han blev menneske for dengang for godt og vel 2000 år siden, da Betlehemsstjernen sendte sit lys udover verden? Var det for dem, der kan selv, eller for dem der sidder i mørket? Var det for de fromme farisæer og lovtro i det hele taget, som han besøgte, eller var det luderen, skattesvindleren, bedrageren, ægteskabsbryderen, de udstødte, tolderen?

Helt ærligt! Var det han lovede dem ikke del i Guds rige? Var det der skete blot, at vor Herre rakte dem sin venstre hånd, og bedst som man tror, at nu er der sket noget nyt – noget helt afgørende nyt – så slår han bare hårdt og brutalt døren i ind til Ham og hans rige med en højre hånd, som får Tysons til at lige den rene barnemad.

Ja, hvis vi tænker efter menneskelig målestok, så var det måske meget rimeligt, at det går enhver, som han/hun har fortjent det. Men herinde i dette pragtfulde rum, som alle altså har adgang til, hvad enten lamper lyser op eller ej, hvad enten lampen strutter af olie eller ej, får vi at vide, at nåde går for ret. Det betyder, at overfor vor Herre gælder vores egne præstationer eller mangel på samme altså ikke. Hvis ikke det er sådan, kristendommen skal forstås, er der noget, jeg har misforstået.

Gang på gang oplever jeg, at jeg har glemt min lampe, og har jeg endelig husket at få den med, er jeg som regel løbet fuldstændig tør for brændstof. Tilbage er så kun Kristus – men det er for mig at se også nok for ethvert kristent menneske. Jeg har kun det håb, at han er lyset, der vil brænde for mig – at han er flammen som vil varme mig. At han vil være den livets kilde, som jeg kan drikke af – at han vil være hyrden, når jeg bliver væk. At han vil trøste mig når jeg er bange, forladt og ensomheden og angsten knuger. Og så har jeg troen på, at han vil vække mig, når jeg falder i søvn. Fylde lampen op og lade mig trave videre i det her liv med dets sorger og velsignelser.

Herre Gud, det er jo ikke nogen sag at invitere dem indenfor i sit hjem, som man er på god fod med. De mennesker som mener det samme som én selv – de mennesker, der er forberedte og har lamperne og olien og hele udstyret i orden, kan man jo sagtens invitere med indenfor. Straks værre bliver det med ”de andre”, som man plejer at sige. De mennesker som ikke færdes i de rigtige kredse – de mennesker som ikke har fået tanket op, hverken fra naturens side og ej heller fra hjemmets side.

Hvis vor Herre ikke lukker døren op for os, så er der noget jeg har misforstået. Så har jeg troet, håbet og elsket forkert. Og så er der heller intet nyt! Men alt blev jo netop nyt for os. Og det har siden dengang været vores trøst. Som vores forfædre trøstede sig med at vor Herre åbnede den dør, som de  ikke selv kunne åbne end ikke ved at  skrue sig op med en hel masse gode og fromme gerninger – på samme måde åbner han den for os.

Jeg har altid opfattet vor Herre som det lys, som jeg selv må låne af, fordi jeg ikke selv har lys.

Jeg har altid troet, at vor Herre hørte min bøn, når jeg bad.

Og hvis det ikke er sådan, så er den Gud, der blev menneske julenat, og vi hvert år venter og forventer i adventstiden, ikke bedre end vores egen menneskelighed.

Vi må ikke og skal ikke lade mørket terrorisere os, men tænde lys og holde lyset vedlige. I vores indre – men også i vores dagligliv med hinanden.

Snart vil vi se, at det, som er livets glæde, ikke er det, som vi nåede, men det som nåede os!

På ordet: ”bliv lys” må mørket vige. Nat bliver dag, vinter bliver sommer, fred får de, som elskes.

Når adventskransen er visnet og nålene drysset af, tænder vi lysene en sidste gang – men det lys som vi ikke kan tænde, det tænder Gud for os. Alt bliver lyst – fortid bliver aske. Livet er nu!

Vi ved dog også, at den dag hvor larmen stilner og hænderne hviler ned langs siden eller er foldede på vores bryst – den dag hvor mørket kommer. Dén dag ser vi lyset komme til os med fred trods vores angst og bekymringer – da bliver sorgen vendt til glæde. Da vil Guds hånd gribe vores hånd. Vi tror på denne levende Gud om end hjerterne vakle – vi tror lyset sejrer den mørke tanke. Derfor bære blus vi med glæde. Og derfor tænder vi lys i denne adventstid. Amen.

—

Provst Preben Kræn Christensen
DK-6710 Esbjerg V

E-Mail: pkch(at)km.dk