Titus 2:11-14

blive stående udenfor.

Lige for tiden er der i weekendavisen en meget spændende interview-serie som viser det. Her bliver i alt fire mennesker interviewet, og det fælles for dem er, at de står uden for den kristne kirke, uden for den bekendende tro, mens de kikker fascineret , om end kritisk, ind i dens rum.

Det første interview (fra den 5/12) er med den norske psykiater Finn Skårderud. Når han taler om hvordan den moderne tro ser ud, taler han både ud fra sine mange samtaler med mennesker og om sig selv. Den moderne tro, fastslår han, har ikke en helhed eller et fast orienteringspunkt at knytte til ved. Troen finder vi derimod i en uro i os, i en længsel. Vi er fulde af længsel, men vi får ikke det vi længes efter. Vi føler at vi har mistet noget vi aldrig har haft. Vi sørger uden at vide over hvad I vores længsel er der en religiøs tone, en længsel efter Gud.

Men alligevel ser han sig selv og mange andre som betragtere der bliver stående udenfor. Den indre troserfaring, Gud som nærvær, som virkelighed, kan han og mange med ham ikke nå ind til. Dertil er der al for meget tvivl og bevidsthed og fornuft i vores liv.

Selv om tros lysten , eller håbet om at det her skal blive til virkelighed for mig , bestemt også er der.

Tro som gave

Jeg tror at hans karakteristik af hvordan troen ofte ser ud i dag, er rigtig. Men jeg tror også at han rammer noget som er alment, som gælder for os alle, hvad enten vores tro er vag eller fast og stærk. Tro er nemlig altid på én gang en længsel, en uro, en åbenhed mod noget vi ikke ved hvad er. Og så samtidig en gave, som det er umuligt for os at besidde og holde fast. Troens gave det er når vi ind i mellem ved med en indre vished, at sådan er det, nu hviler mit liv i Gud. Troens gave er når vi ved os berørt af en glæde, et håb, et liv som ikke bare kommer fra os. Troens gave det er når vores længsel på den ene ellen måde bliver imødegået, får et svar. Og det vi erfarer, er altså at det kommer ikke fra os selv.

Netop det har Johannes Døberen en stærk bevidsthed om: Et menneske, siger han, kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. Tro er ikke noget vi bare kan tage, tro er i sidste ende noget vi får givet. Troens nåde-gave, som man jo har kaldt det. Troen kender vi altså i første omgang som længsel, uro, fascination, men om det også bliver til hjertelig vished, til salige himmelske dryp, eller til et indre kildevæld hvor det bobler af uforklarlig glæde, det ved vi ikke. Ja det er måske meget sjældent det er sådan det er.

Og så kan det måske være bedre, i stedet for denne stærke trosbevidsthed, at blive stående i ørkenen, i sin mangel, og længes efter hvile, efter vand.

I ørkenen

Det viser sig i interviewet med Finn Skårderud at han føler sig meget tiltrukket og tiltalt netop af ørkenlandskaber. På hans kontor er alle fire vægge ørkensandsfarvede. Ørkenen som er profeternes og asketernes foretrukne opholdssted, ørkenen hvor Johannes Døberen oplod sin røst. Det er tomheden og goldheden i ørkenen som tiltaler mig, siger han, for her stilles ingen krav. I fantastisk smukke landskaber kan vi let blive mindet om vore egne brister og egen uformåenhed. ..Men ørkenen er tør, tom, ribbet og ren. ..Ørkenen er uden behag og helt fri for stimulanser. Der hersker en stilhed, som ville skræmme os inde i byen. Ørkenen inviterer til mødet med én selv. Her er man ensom og man ved det

Altså ørkenen er stedet hvor vi ser vores liv usminket, sådan som det er. I ørkenen finder vi i os, den inderste længsel, det virkelige savn. I ørkenen adspredes vi ikke, men vi opnår en koncentration om det ene, der er vigtigt i vores liv.

Ørkenen er i den forstand troens eller længselens sted. Og vi ved at hver gang vi når frem, hver gang vi ser en kilde, drikker vand, er det en gave at det sker. Ja, ørkenen som et åndeligt tilholdssted lærer os måske i sidste ende den ydmyghed som skal til for at vi kan tage imod alt det der kommer fra Gud. Hvor vi skal blive mindre for at Gud med sit liv, med sin kærlighed og glæde, kan blive stor i os.

En julebøn

Det er i dag den sidste søndag inden jul. Inden vi fejrer den store glæde for os alle, at Gud ikke mere er i sin himmel, men er kommet herned, for at møde os her på vores jord. Spørgsmålet er: Kan det mon blive til virkelig for os? Kan vi erfare det guddommelige nærvær, den himmelske gave, den dybe glæde og fred som julenat er? Eller er vi stadig mennesker som længes, men som må blive udenfor. Udenfor krybberummet og den glæde som findes dér. Udenfor i ørkenen som kan være endeløs og gold?

Denne søndag former sig derfor for mig at se som en bøn til Gud om at julens glæde, julens fred, også må blive til livgivende glæde og himmelsk fred i os.

Og i Grundtvigs salme: Velkommen igen, Guds engle små finder jeg det allersmukkeste udtryk for denne bøn.

Salmen som Grundtvig fremsagde ved gudstjenesten julemorgen 1825 i Vor Frelser kirke. Øjenvidner der var stede i den stuvende fulde kirke har beskrevet hvordan Grundtvig lyste da han trådte op på prædikestolen. Der var en forklaret glans over hans ansigt, som hos én der har kikket ind i Paradis. Men størst var glansen og dybt bevæget var hans stemme, da han sluttede sin prædiken med at sige, at han i denne julenat havde fået en ny sang, som han nu ville meddele.

Han havde fået den, en gave fra oven. Men forinden var der gået en nat hvor Grundtvig havde følt sig hensat til mørket, til ørkenen, udenfor. Sådan har man forestillet sig det. Hvordan Grundtvig natten igennem vandrede endeløst, uroligt omkring sig selv. Hvordan han tænkte på næste morgens prædiken, på hyrdernes syn, på glæden, på den barnlige fryd. Alt imens han følte det sådan at glæden var langt, langt borte fra ham. Han følte det mest af alt som om han stod ude på markerne sammen med hyrderne, i mørket, i kulden, uden at noget som helst ville ske. Intet lys, ingen engle. Ingen glæde, intet liv. Alting var som det altid havde været. Hvad der skete i Betlehem, ville ikke blive til virkelighed i Grundtvig selv.

Grundtvig var mistrøstig og nedtrykt. På sine egne vegne og ikke mindst på kirkens. Rundt omkring sig så han en kirke som var groet fast i tankespind. Kun hvad fornuften og de lærte sagde, havde det afgørende ord. Hvad der talte til hjertet, til følelsen, til fantasien var der ingen som regnede med. Derfor var der heller ingen syner og ingen virkelig glæde i den danske kirke. Der var kun en hensygnende og trangbrystet kristendom som var ved at gå til at mangel på glæde og liv.

Sådan har Grundtvig rastløst, forpint vandret op og ned ad gulvet. Ind i mellem har han kastet et blik ud af vinduet, op mod den mørke himmel med dens myriader af tindrende stjerner.

Og så er det med ét at noget sker. Grundtvig står igen ved vinduet og ser op imod himlens lysende og tindrende stjerner. Da er det som om stjernerne bliver levende for hans øjne. Han ser dem som engle der som solstråler danser fra himlen ned til jordens mørke. Lysende og livssalige engle. Grundtvig har set hvad hyrderne så på marken julenat. Og han sætter sig ned og skriver:

Velkommen igen, Guds engle små,
fra høje Himmel-sale,
med dejlige solskinsklæder på
i jordens skyggedale!
Trods klingrende frost godt år I spå
for fugl og sæd i dvale.

Midt i mistrøstigheden, i mørket og kulden, har englene alligevel vist sig for Grundtvig. Han har hørt dem synge. Han har set ind i deres himmelske glans. Himlen har åbnet sig. Der er noget som er vakt til live igen. Et håb. Et hjerteslag. En barnlig drøm om fuglesang og sommer.

Og Grundtvig ser for sig, hvordan englene kommer med himmelglæde til mennesker som er stedt i fattigdom og åndeligt armod. Og han ser dem synge for børnene. Børnene med de blå øjne, som spejler himlens dyb. Og han ser at børnene drømmende følger englene på vej til Betlehem, til et himmelsk land. Og Grundtvig selv følger som den voksne med. Hvad han ser, skriver han om. Og da natten er omme, har han skrevet en vidunderlig salme om hvad vi måske som en himmelsk gave kan komme til at se.

Men vi ved det ikke. Vi kan ikke selv mane det frem. Det må komme til os som en gave himlens engle bringer os her i vort jordiske liv. Og salmen slutter derfor med denne bøn til sidst. En bøn fra sorgens sted, fra ørkenen, fra vores længsel:

O, måtte vi kun den glæde se,
før vore øjne lukkes!
Da skal som en barnemoders ve,
vor smerte sødt bortvugges.
Vor Fader i Himlen! Lad det ske,
lad julesorgen slukkes!

Lad det være vores bøn her den sidste søndag inden det bliver jul. Amen.

Sognepræst Erik Høegh-Andersen
Prins Valdemars Vej 40
Dk-2820 Gentofte.
Tel: ++45 39 65 43 87
E-mail: erha@km.dk