Trøst og håb

2. søndag i advent | Lukas 21,25-36 | af Marianne Christiansen | 

”Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver os, kan fastholde håbet” (Rom 15,4).

Sådan skrev Paulus til den romerske menighed: ”Udholdenhedens og trøstens Gud give jer ét og samme sind – tag derfor imod hinanden lige som Kristus har taget imod jer.” En opfordring til de kristne i Rom, som var af vidt forskellige herkomst, med forskellige skikke og overbevisninger. Nogle kendte skrifterne, altså Det Gamle Testamente, nogle gjorde ikke. Paulus åbner skrifternes betydning for dem ved at sige: ”Alt hvad der er skrevet er for at vi skal lære af det” – ikke for at bekrige hinanden og slå hinanden oven i hovederne, fordi vi er forskellige. Det, de – og vi – skal lære, er at tage imod hinanden, trøste og støtte hinanden, som Kristus har vist os. Hvad vi kan lære af skrifterne er trøst og håb.

Det er et godt udgangspunkt for at høre dagens stykke af Lukasevangeliet. Det er skrevet ned ca. 50 år efter Paulus, og på et tidspunkt, hvor de kristne menigheder flere steder blev forfulgt. Også Lukas skrev Jesu historie ned for at bringe trøst og håb – til de forfulgte og til eftertiden. Selve det at skrive er et udtryk for håb: Der er noget, der skal fortælles, og håbet er, at nogen i fremtiden vil læse det. Derfor skriver vi ting ned – når det ikke kun er huskesedler til os selv. Breve til fremtiden. Sådan må Lukas og de andre evangelister have tænkt: Jeg vil skrive den ned, fortællingen om Jesus, som jeg har selv har hørt af mennesker, jeg kender. Jeg vil skrive, så nogen, jeg endnu ikke kender, måske langt væk, i fremtiden kan læse det og tage det med sig. For fortællingen bringer trøst og håb. Og trøst og håb skal skriften bringe videre ind i fremtiden.

Det stykke af Lukasevangeliet, vi lige har hørt, er uddrag af en samtale mellem Jesus og hans disciple i Jerusalem de sidste dage inden hans død. De befinder sig i Jerusalems hjerte nær templet, og Jesus har netop fremhævet for dem en fattig enke, der ganske ubemærket af andre har givet sin gave i templets indsamlingskasse. Hun gav mere end alle dem, der gav af overflod, siger Jesus, for hun gav af sin fattigdom alt, hvad hun havde at leve af. Men disciplene har åbenbart mere blik for templets skønhed og rigdom end for den fattige enke, De beundrer højlydt templets storhed, men Jesus siger: ”Det, I ser dér, står for fald – der skal komme dage, hvor der ikke lades sten på sten tilbage. Alt skal brydes ned”.  – Og så spørger disciplene: ”Hvornår? Hvordan kan vi vide, hvornår ødelæggelsen kommer?” Og så kommer den lange tale om hvordan alting, ikke kun Jerusalem, men alting, hele verden skal forgå. Der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og der skal være angst og undergang.

Det var sådan set ikke noget nyt for Jesu tilhørere eller Lukas’ læsere, at verden skulle gå under. Hele den tid, de levede i, var – ligesom vores egen tid – præget af tanken om jordens undergang. En apokalyptisk tid. Apokalypse betyder egentlig åbenbaring, at noget bliver afsløret og åbenbart. Omsider bliver det åbenbart og afsløret, hvordan alting hænger sammen og ender.

Det var ikke nyt, at jorden skulle gå under. Det nye i Jesu ord er trøsten, håbet: ”Når disse ting begynder at ske, så ret jer op, og løft jeres hoveder, for jeres forløsning nærmer sig.”

Idet alting ramler, skal I løfte hovedet og håbe. For Guds rige er nær. Menneskesønnen kommer, når det hele styrter sammen.

Det er trøsten og håbet, der er det nye, og det er det, der er anledning til at Lukas skriver det ned – for at give trøsten og håbet videre.

Det er jo umiddelbart ikke særlig hyggeligt i denne søde adventstid med juleforberedelser at skulle høre om verdens undergang. Som om vi ikke havde nok af den frygt til dagligt. Men hvert år 2. s. i advent, bliver vi mindet om, at tiden bliver slut. Det betyder både, at den tid, vi lever lige nu, er dyrebar og ikke skal spildes – og det betyder, at forventningen om, hvordan alting ender, kaster lys eller skygge ind over det liv, vi lever nu: Er vi på vej til øde og tomhed – eller er vi på vej til festen, julefesten, Guds rige? Rettere sagt: Hvad er meningen med livet? Det spørgsmål dukker altid op og skal dukke op, når vi bliver mindet om, at tiden, vi, alting, alt hvad vi kender, bliver slut.

Advent betyder komme – og hvad er det, der kommer i fremtiden, også den ultimative fremtid, når alt er slut?

Vi lever også i apokalyptiske tider. Vi er midt i klimakrise, som truer med – måske ikke at lade jorden gå under, for den skal nok klare sig, men at lade mange af de livsformer, vi kender, og vore egen livsvilkår gå under. Og vi er selv medskyldige i ødelæggelsen. – Vi står midt i en pandemi, som ganske vist tydeligt viser os, at vi har fælles vilkår som mennesker på hele jorden, men også kalder frygten for hinanden frem, frygt for smitten og for den økonomiske fordeling. Pandemier kalder altid frygten for undergangen frem. – Vi er på afstand vidner til at menneskers verden bryder sammen, så de må flygte fra deres hjem og se deres liv gå op i krig og flammer eller i forarmelse.

For os, der ikke lige nu er ramt af krigens og undergangens bølge er der frygt, men også fascination af undergangen – civilisationens undergang, verdens undergang – i film og computerspil og bøger. Så længe vi kan tro, at det er en film, det, der overgår mennesker andre steder på kloden, så kan vi holde det på afstand. Der er penge at tjene på frygten.

Og altid lyder spørgsmålet: Hvornår? Hvornår går alting under? Hvornår skal jeg selv dø? Og var det ikke bedre, at jeg selv kunne bestemme tidspunktet. Alt sammen af frygt. Hvornår skal alt dette ske, spørger disciplene.

Men Jesus skubber dem og os væk fra det spørgsmål:

I skal ikke spekulere på hvornår, siger han til disciplene og til os. I skal leve som mennesker, der venter på Guds rige – og Gods rige er retfærdighed og fred og glæde.

Det vil sige, at vi skal leve og søge og arbejde for retfærdigheden og freden og glæden mellem mennesker, og ikke spekulere, men leve, bede og arbejde. Give videre, hvad vi har fået. Som enken på tempelpladsen: Templet styrtede, men hendes lille handling blev fortalt videre og bar uventede frugter. Og når alting så slutter – det enkelte menneskes liv og hele verden, – så slutter det i lyset af Jesus, Menneskesønnen. Han, som allerede her på jorden levede og arbejdede for forsoning og oprejsning af de små og helbredelse af de fortvivlede, frelse for de fortabte. Alting slutter i ham – han er meningen. Og derfor lever vi altid i håb.

Der er både advarsel og trøst i evangeliet: Advarslen: ”Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer”, siger Jesus: Vågn op. Tag jer sammen. Hvis vi tror, at Menneskesønnen er meningen, og at det, vi lærer af Jesus, er sandt, så må vi også kunne finde ud af at leve sammen og dele, hvad vi har, ligesom vi deler brød og vin ved alteret til minde om ham og til minde om, at vi er ét i ham. Vi er et fællesskab. Ikke et lukket fællesskab, der bare skal hytte sig selv, men et fællesskab, der er sendt ud i verden for at give trøsten og håbet videre.

Og trøsten og håbet er det, Jesus siger:” Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå”.

Den barmhjertighed, vi ser og hører i Jesus, gælder. Den forgår ikke. Alting, vores egne små liv og den verden, vi kender, og de galakser og uendeligheder og verdener, vi ikke kender til – alt har en ende – i morgen eller om milliarder af år. Vi ved aldrig hvornår, men vi tror og håber, at alting ender i den barmhjertighed, Menneskesønnen er. Han er den dommer, der selv fører sagen for de anklagede og vinder den, sådan som vi synger om lidt. Han fører også sagen for os og vores svigt.

Og derfor har vi altid håb. Håb for dette liv, om oprejsning for ofrene og heling og forsoning. Håb om, at vi må få mod til at give afkald på vore egne goder og bekvemmeligheder og hjælpe hinanden, dele med hinanden. Håb om, at vores skyld må blive løftet fra os. Det beror på håbet om, at Jesus åbenbarer den første og sidste mening med alting: Guds barmhjertighed. Den kommer og den bliver, når det hele styrter. Amen.

Biskop Marianne Christiansen

Ribe Landevej 37
6100 Haderslev

Email: mch(at)km.dk