4. søndag efter trinitatis

Forskellen mellem synd og moral | 27/06/21 | Lukas 6,36-42; 2. Samuel 11,26-12,7a | Af Jens Torkild Bak |

Salmer: 756, 276, 508, 695, 755 / 726.

 Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes… Inden vi for alvor tager fat på denne etiske belæring, så skal vi – for straks fra begyndelsen at få blikket rigtigt indstillet – en omvej omkring dagens gammeltestamentlige læsning fra Anden Samuelsbog, den mageløse fortælling om profeten Natans besøg hos kong David.

Selv om kong David efter tidens skik kan glæde sig over samkvem med et større antal hustruer gribes han en aften af lyst til en kvinde, der ikke er hans, men derimod tilhører en officer i hans hær ved navn Urias. Det forhindrer ham ikke i at kalde hende til sig og være sammen med hende. Forholdet får følger, hun bliver gravid. For at lægge låg på sagen sørger David for, at hendes mand, officeren, under en igangværende krig med nabolandet får en mission, som han med sikkerhed ikke vil slippe fra med livet i behold. Deraf i øvrigt begrebet: en ”Uriaspost”.

Da den bedragne ægtemand er ryddet af vejen, kan David efter endt sørgetid lovformeligt tage kvinden, hvis navn er Batseba, til ægte. Han er trods alt konge og kan gøre, hvad han vil.

Kun Gud er ikke fornøjet med alt dette og sender profeten Natan til David. Natan fortæller David en historie om en rig mand og hans fattige nabo. Det er en ganske kort, men betydningsladet historie: En rig mand får en dag en gæst, men nænner ikke at slagte et af sine egne mange dyr, men tager i stedet sin fattige nabos eneste dyr, et lam, og tilbereder det for sin gæst. Længere er historien ikke.

David, der lever sig vældigt ind i det, han her hører, er forarget over den rige mands opførsel og kræver hans død på stedet. ”Den mand, der gør sådan, skal dø, og lammet skal han erstatte firedobbelt”. For imidlertid straks af den gamle Natan at få svaret: Du er manden!

Hvis man nogensinde er i tvivl om, hvad forskellen er på synd og moral, skal man bare huske denne fortælling. Da David hører historien og endnu ikke har fattet pointen, gribes han af den forargelse, som i sit væsen altid er moralsk. Moral handler nemlig om, hvordan man bør opføre sig og ikke opføre sig i et samfund menneske og menneske imellem. Og ikke mindst om, hvad andre gør og især ikke burde have gjort.

Selv om det kan blive trættende at skulle høre på andres moralske forargelse over dette eller hint, er det vanskeligt at forestille sig et samfund uden moralske færdselsregler, hvis vi skal kunne leve sammen i fred og fordragelighed, med respekt for hinandens grænser. Moral er i orden. Det ændrer imidlertid ikke ved, at syndens perspektiv, som profeten Natans lignelse så klart demonstrerer det, er et ganske andet. Det, vi kalder synd handler ikke om, hvordan man bør eller ikke bør leve sit liv, men altid kun om, hvad jeg selv har gjort. Synden er det, Gud kalder mig personligt til ansvar for. Eller sagt på en anden måde: Synden er bevidsthed om det ansvar, jeg bærer alene og ikke kan tørre af på andre.

Moralsk står vi til ansvar over for omgivelserne. Som regel med mulighed for at forhandle lidt om ansvarets størrelse, eftersom der altid mange forklaringer på, at vi har gjort som vi har. Ofte kan vi endda henvise til, at andre ville have gjort mere eller mindre det samme under tilsvarende vilkår. Eller vi kan gøre gældende, at skylden ikke er vores alene.

Synden kender ingen tilsvarende forhandlingsmulighed. Den kender kun til det ubetingede: Du er manden! Bevidstheden om synden er simpelthen bevidstheden om et ansvar, som er mit alene. Et ansvar, som jeg ikke kan lægge over på ”noget”, eksempelvis den ulykkelige barndom, eller ”nogen” anden. I den forbindelse vil det altid være et åbent spørgsmål, om ikke denne bevidsthed følgelig er selve forudsætningen at blive voksen, uanset hvor negativ en klang begrebet synd er forlenet med. Og om ikke den såkaldte syndefaldsberetning i Det Gamle Testamente set i det perspektiv snarere er at betragte som en dannelsesroman end et fald.

Efter således at have fået skærpet blikket ved hjælp af fortællingen om profeten Natans besøg hos kong David og især fået det korrekt indstillet, kan vi vende tilbage til Lukasevangeliet og Jesu formaning:  Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes… For nu kan vi måske langt bedre se, hvad Jesus vil med denne formaning eller opsang. Han vil erstatte det moralske blik på andres gøren og laden med bevidstheden om ens eget ansvar. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje! Men ikke nok med det. Deri ligger også et opgør med den farisæisme, der vil tage Gud til indtægt for en moralsk vurdering af andre mennesker: Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig.

I en ganske morsom lille bog om de syv dødssynder – med titlen ”Men ender det godt? ” og undertitlen ”De syv dødssynder og der moderne menneske” – skriver katolikken Iben Thranholm om hovmoder, der ifølge klassisk katolsk tradition er hovedsynden blandt de syv dødssynder:

Kernen i hovmodet er den tilsnigelse, at man tror sig bedre end alle andre. At man selv er den klogeste – og ydermere – at man ringeagter andre mennesker. Den hovmodige beundrer sig selv. Ikke kun i forhold til andre mennesker, men også i forhold til Gud.

Og hun refererer så til Dante, der netop definerer hovmod som selvkærlighed, dvs. en kærlighed, der har sin bagside i

had og foragt for næsten. Straffen er, at de, der skal gøre bod, i skærsilden har plader af sten bundet om nakken, således at de er tvunget til at gå med bøjet nakke for at symbolisere deres mangel på ydmyghed.

Ikke sært, at Luther tog så kraftigt forbehold for skærsilden.

Efter således at have skærpet blikket på den etiske opgave, som den enkelte især skal koncentrere sig om, det egne ansvar, kan man selvfølgelig spørge: Er der slet ikke noget evangelium i dag?

Jo, bestemt er der det.

Jesu ord er et stort kald til barmhjertighed, forsoning, tilgivelse, overbærenhed. Det er et kald til selv at træde i karakter og tage ansvar. I menneskers liv hersker uforsonlighed frem for tilgivelse, fjendtlighed frem for overbærenhed og ubarmhjertighed frem for barmhjertighed, og hvem går det ud over? Det går ud over alle! Det går ikke alene ud over det medmenneske, man nægter tilgivelsen, men det går lige så meget ud over én selv. Som den norske psykolog Jan Atle Andersen et sted skriver:

Den, som bærer nag, lider. Tanken om uvennen tager sjælefreden fra ham. Han undgår situationer, hvor der kan opstå konfrontationer. Gamle krænkelser kværner i hukommelsen. Den uafsluttede konflikt giver ham søvnløse nætter, fantasier om hævn og grublerier. Han er forbitret, føler afmagt og oplever reduceret livskvalitet. Det uafklarede binder os til fortiden og forhindrer os i at komme videre i livet.

Og det er, hvad Jesus ønsker med sin formaning. Ikke bare, at vi skal videre, men have livet tilbage. Og vejen dertil går gennem tilgivelse, forsoning, barmhjertighed. Sagen er så bare, at det, vi behøver så hårdt, for selv at komme videre eller få livet tilbage – tilgivelse, forsoning, barmhjertighed – kan vi ikke samtidig nægte vort medmenneske. Det er lidt drilsk, men sådan er det: Det er i disse mellemmenneskelige forhold ikke, som det er i omgangen med de materielle goder. Materielle goder kan vi sagtens rage til os uden hensyn til, hvad der bliver til andre. I tilgivelsens, forsoningen, kærlighedens og barmhjertigheden univers er der derimod ikke noget, der hedder dit og mit. Hvis jeg selv vil nyde godt af det univers, må jeg dele det med min næste.

Men hvorfor skulle jeg dog også blive ved at stirre på splinten i min broders øje, når det eneste, jeg for min sjælefreds skyld ønsker, er at blive fri for bjælken i mit eget? Nej vel!

Glædelig søndag! Amen.

Domprovst Jens Torkild Bak

DK-6760 Ribe

Email: jtb(at)km.dk