Lukas 19, 1-12

Jesu blik | 7. søndag efter trinitatis | Lukas 19, 1-12 | Af Marianne Frank Larsen |

”Jeg er ikke så meget hjemme i religion, men jeg tror, at selve pointen i den er, at en skør greve kan være lige så meget værd som en stor kunstner.” Sådan siger Eldbjørg til sin mand i Kerstin Ekmans roman Rørte vande. De kommer lige fra spisesalen på et sanatorium i Sydfrankrig, hvor de er kommet til at sidde ved siden af en ældre, tysk greve, der ikke kan tale om andet end adelige våbenskjolde, og som har sat sig på hele middagen med sine endeløse, højrøstede forklaringer. Greven har været med i slaget ved Verdun i Første Verdenskrig. Han overlevede og kom hjem og blev dekoreret og lever altså i bedste velgående i 1970. Mens der var andre, der døde. Franz Marc, fx, som var en af de store, tyske billedkunstnere, der malede helt nye og anderledes billeder i stærke farver i årene op til Første Verdenskrig. Han døde ved Verdun. Og det virker simpelthen stødende på Eldbjørgs mand, at den store kunstner, som var i gang med at forandre europæisk billedkunst, gik til grunde i skyttegravene – mens den tykke greve levede videre. ”Gad vidst hvordan forsynet regner sådan noget ud?” siger han hånligt. Men så er det, Eldbjørg svarer: ”Jeg er ikke så meget hjemme i religion, men jeg tror, at selve pointen i den er, at en skør greve kan være lige så meget værd som en stor kunstner.”

Eldbjørgs mand inddeler mennesker i forskellige kategorier. Greven er latterlig og selvhøjtidelig. Mens kunstneren er nyskabende, original, med til at give andre mennesker et helt nyt blik på verden. Ingen tvivl om, hvem der har størst værdi – i Eldbjørgs mands øjne. Og i vores, for vi gør jo lige sådan, næsten uden at tænke over det. Inddeler mennesker i forskellige kategorier: initiativrige, kreative mennesker, der gør en forskel, modsat de handlingslammede, forvirrede mennesker, der ingen forskel gør. Varme og festlige mennesker, som det er en fornøjelse at være sammen med, modsat de kedelige typer, der kun kan tale om sig selv og aldrig kommer videre. Mennesker vi ser op til, og mennesker vi ser ned på.

Men Eldbjørg kender en anden måde at se på. Den kender hun blandt andet fra den vidunderlige fortælling i dagens evangelium. Et anderledes blik, der ser på en skør greve og en stor kunstner som om, de er nøjagtig lige meget værd. Det blik sidder i øjnene på den mand, der kommer til Jeriko denne formiddag. Jeriko er kendt for sine mure. Det var dem, Gud i sin tid gav Josua kræfter til at vælte med sin stemme, så israelitterne kunne gå lige ind. Murene af sten er faldet. Men andre mure har rejst sig i stedet for, usynlige mure mellem mennesker, som dem vi rejser med det syn på hinanden, der lukker ind i varmen – eller dømmer ude. Usynlige skillelinjer mellem gode samfundsborgere på den ene side og toldere som Zakæus på den anden, beregnende mennesker, der får løn af den romerske besættelsesmagt for at opkræve skatter og lever fedt på det overskud, romerne ikke ser. Det er derfor, de kalder ham en syndig mand, da Jesus går med ham hjem. Så er dét på plads.

Nu er der er det pudsige træk ved Zakæus, at nok er han overtolder og meget rig. Men han er altså også meget lille. Og der er naturligvis ingen, der har tænkt sig at gøre plads for ham. Men i denne lille, tykke tolder bor der åbenbart andet end kold beregning. Der bor også en vilje til at gennemføre det, han har sat sig for. Han vil se den mand, alle taler om. Og så bor der en dristighed, som man ikke just forventer af en tolder, for pludselig ser man Zakæus sætte al værdighed over styr for at klatre i træer som en skoledreng. Og dér sidder han så, ironisk nok hævet over alle dem, der ser ned på ham, og godter sig med frit udsyn til vejen og dem, der kommer. En lille tyk tolder i et meget stort træ. Det syn er simpelthen ikke til at stå for.

Måske Zakæus havde tænkt sig, at han kunne sidde godt gemt mellem morbærfigentræets grene og danne sig et overblik i al ubemærkethed. Sådan går det imidlertid ikke. For der er én, der løfter blikket og ser tværs igennem bladhanget, én, der mærkeligt nok kender hans navn og kalder på ham og siger, han har tænkt sig at besøge ham. Zakæus må være blevet fuldkommen overrumplet. Hvorfor i alverden er det ham af alle mennesker, Jesus fæstner blikket på og går med hjem? Ja det er det, fordi den mand, der kommer til byen i dagens evangelium, ser på mennesker på en anden måde end vi gør. Han ser åbenbart ikke alene Zakæus som en tolder, der lever fedt på andres bekostning. Han ser selvfølgelig, hvad Zakæus gør. Men han ser mere end dét. Han ser også, hvem Zakæus er. Han ser tværs igennem de usynlige mure, vi omgiver os selv og hinanden med, ser Zakæus som et menneske, der er skabt i Guds billede, et dyrebart menneske, der har lige så stor værdi i hans øjne som de gode samfundsborgere nede på fortovet. Med det blik vælter han murene imellem dem.

Hvis man skulle være i tvivl om, hvad det gør ved et menneske at blive set på dén måde, så kan man bare følge Zakæus med blikket, mens han klatrer ned og løber hjem for at dække bord, sætte steg i ovnen og trække flasker op, så han kan tage imod, da Jesus kommer. Med kinderne røde af iver. Og man kan høre bevægelsen i hans stemme, da han følger Jesus ud efter middagen, og lover at give det halve af sin formue til de fattige og betale alt det tilbage, han har snydt sine medborgere for. Sådan ser det ud, og sådan lyder det, når glæden løber af med en tolder.

I dag er der kommet frelse til dette hus, siger Jesus, og frelse – det er den befrielse, der ligger i at blive set ikke som en beregnende tolder eller en skør greve eller en stor kunstner, men som et dyrebart menneske i Guds øjne. Trods alle andre menneskers vurderende blikke – og vores egne. Det blik, der får øje på os tværs gennem bladhanget og ser os som ligeværdige mennesker, uanset om vi er stærke eller skrøbelige, respekterede eller oversete, spæde, unge, midaldrende eller gamle – det møder vi hver gang vi kommer herind. Det er blandt andet dét, vi kommer herind for. At høre, at der er én, der bliver ved med at se noget mere i os, end vi selv og alle andre ser, én, der ser mere end det, vi formår, og det, vi ikke kan klare, én der bliver ved med at se os som dyrebare mennesker og holde os fast på, at det er dét, vi er. Og vel at mærke også dét ethvert andet menneske er. Og hver gang, vi møder det bestemte blik, så er der også kommet frelse til dette hus – og til vores huse. Amen.

Sognepræst Marianne Frank Larsen

DK 8000 Aarhus C

mfl(at)km.dk