Johannes 10,22-30

2. søndag efter påske | 01.05.2022 | Joh 10,22-30 | Af Marianne Christiansen |

O, at være et får. At gå ude i marsken en morgen med dug i pelsen og de små lam springende omkring. Ikke skulle noget særligt andet end at gumle græs og høre på fuglene og se ud over engene til lyset, der kommer både oppe fra himlen og nede fra havet. Og når man ikke gider gå mere den ene vej, så kan man gå den anden vej – og hvis de andre er irriterende, kan man gå lidt væk og passe sig selv; der er jo mad nok. Og når det bliver aften, behøver man ikke at tænke: Fik jeg nu gjort det, jeg skulle? Nåede jeg det hele? Har jeg spildt endnu en dag? For jeg, et får, har ikke udrettet noget som helst andet end at være til, og det var nok.

”Mine får hører min røst og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd.”

Sådan hører vi Jesus sige i dag. Der er ganske vist ikke meget smigrende i at være et fåret uldhoved – det er ikke det man skriver øverst på CV’et: Jeg, et får. Men det er trøstende og håbefuldt at høre til og hvile i det evige livs grønne enge.

Talen om fårene er taget ud af en længere samtale mellem Jesus og nogle af de religiøse ledere (– når der står ’jøderne’ i Johannes-evangeliet, er der tale om de ledende i samfundet og synagogen; Jesus var jo også selv jøde ligesom hans disciple og de fleste folk omkring ham). Jesus vandrer i Salomos søjlegang rundt om tempelpladsen i Jerusalem, dér, hvor der nu er strid og ufred. Dér vandrer han i det fri som de gamle græske filosoffer. Salomo var berømt for sin visdom. Så hvis du vil lytte til visdom, så kan du vandre med-   ellers kan du bare lade være. Jesus vandrer i det åbne. Og så hedder det: ”De slog ring om ham og spurgte, Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det lige ud?

De forsøger at standse vandringen, at kredse ham ind og få styr på ham. Og få ham til at passe ind i forventningerne om, hvordan Kristus, Messias, Guds udvalgte, skulle være. ”Hvordan kan vi vide, at du er en sand repræsentant for Gud?  Bevis det.”

Kort forinden har Jesus nemlig helbredt en blindfødt mand, som han mødte ham på sin vej. Men det vækker ikke glæde for andre end manden selv, at Jesus helbreder ham, for det er på en sabbat, en hviledag. De religiøse ledere tager voldsomt anstød af det og vil have, at den helbredte mand skal tage afstand fra Jesus, hvis ikke han vil udstødes af fællesskabet. Men manden siger til dem: ”Om han er en synder ved jeg ikke, men én ting ved jeg: Jeg var blind og nu kan jeg se.”

Så jager de ham ud, og senere hen finder han Jesus. Han så ham aldrig, hørte kun stemmen – alligevel fandt han frem til ham.

Så det er midt i denne strid om, hvorvidt det kan være rigtigt at Jesus er Messias, at fårene, der hører hyrdens stemme, kommer ind i samtalen.  For de jødiske ledere opsøger Jesus, stopper hans vandring og slår ring om ham: ”Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os lige ud.”

Og Jesus svarer: ”Jeg har sagt det, men I tror det jo ikke, De gerninger jeg gør i Guds navn, vidner om mig”.

Og andet er der sådan set ikke at sige, hverken dengang eller nu.

Se på gerningerne. Se på Jesu liv, lyt til fortællingen om ham. Det er jo ikke noget bevis. Spørgsmålet er hele tiden: Er det, vi ser i Jesu liv, Guds mening? Er der overhovedet mening med nogen ting? Er det at åbne en blindfødts øjne og gøre ham fri til at gå, hvorhen han vil, Guds gerning?  Hvis det er Kristus, der handler sådan, så er Kristus ikke en ny lov, et nyt system, som der kan slås ring om og vogtes på. Så er Kristus én, der vandrer rundt og skaber uventet befrielse.

I den lange samtale, der er gået forud, er Jesus begyndt at tale om får. Får er et gammelt billede på folket, Israels folk, som Moses førte ud af Ægypten til frihed. Men Jesus føjer noget nyt til og siger om sig selv: ”Jeg er døren, som fårene kan gå frit ind og ud ad; jeg er den gode hyrde, som ikke er ligeglad med fårene, men sætter sit liv til for dem.” – Det bliver nye billeder på, hvem Kristus er: Én, der sætter fårene i frihed og som sætter sig selv ind på at redde hvert eneste af dem.

Hvis det er Jesus, der er Kristus, så er Kristus en dør og en hyrde, der sætter sit liv til for fårene.

”Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke”. Og hvorfor tror de det ikke? Måske fordi de forventer, at Kristus skulle være noget mere eller noget andet. Der skulle være et system, nogle regler, men det er der ikke. Der er bare et menneske, der taler og helbreder; som lider og dør og som opstår fra de døde og tilgiver. Det er, hvad der er.

Der er den fuldstændige frihed til at høre det eller afvise det.

Og så går han videre. ”Fårene står der endnu og glor” (dansk sang) – eller også lunter de med. Hvis de ikke synes, at det her er nok til at leve af, ja, så må de jo gå andre steder hen. Det er der ingen, der tvinger dem.

Den blindfødte mand var blevet seende og kunne nu gå, hvorhen han ville. Men da han først havde fået øje på Jesus, som han ellers kun havde hørt stemmen af, fulgte han med ham. ”Mine får hører min røst, og jeg kender dem og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt.”

Det gælder altid også os. I samme øjeblik, vi hører evangeliet, de glædelige budskab om, at Gud kommet til syne i det omvandrende menneske Jesus, – i samme øjeblik vi får håb om, at det betyder opstandelse, tilgivelse, befrielse  – så er vi Kristi får i de grønne enge. Får, der ikke skal præstere noget bestemt, men bare vandre under åben himmel og hvile i de grønne enge– endda befriet for frygten for døden, befriet til opstandelse. Befriet til at være til og lytte til fuglenes sang og hyrdens stemme.

En dør, som man frit vandrer ind og ud ad. En hyrde, der kalder og finder os, når vi intet kan se. Sådan møder vi Kristus. Amen.

___

Biskop Marianne Christiansen

Ribe Landevej 37
6100 Haderslev

Email: mch(at)km.dk